Akademiet: Bud på fremtiden

Kenneth Nielsens billede
Indsendt af Kenneth Nielsen den lør, 18/07/2015 - 14:28

Manchester United går på banen ©Getty

Vi er ved at være igennem vores serie af artikler om Manchester Uniteds berømte akademi. I dag kommer undertegnede med en række bud på, hvordan klubben kan optimere ungdomsarbejdet, så vi forhåbentlig i fremtiden kan få flere egenudviklede spillere ind som bærende folk på førsteholdet.

Vi afslutter serien af artikler i morgen, hvor vi har små portrætter af en håndfuld af de mest lovende unge talenter - måske er det dem der er de næste i rækken.

United har haft en spiller af egen avl i truppen til hver eneste kamp siden oktober 1937. Det er helt enestående, og en rekord ingen andre topklubber i England er i nærheden af at kunne matche. Men den fantastiske stime er under angreb, og mange frygter at den falder i løbet af den kommende sæson.

Kritikken af akademiet har været voksende den seneste tid, og en del af denne kritik er helt på sin plads. Som nævnt igennem de seneste artikler er Uniteds ungdomsarbejdet slet ikke så ringe endda, men det er gået lidt i stå. Klubben skal geare op igen, for at kunne følge trop. Her følger en række forslag til forbedringer.

Nye regler & struktur
Engelsk fodbold er først og fremmest nødt til at se problemerne i øjnene. Gang på gang skuffer landsholdet ved slutrunder. Ungdomslandsholdene fejler også ofte, senest så vi det ved u21 EM i sommers, hvor englænderne røg ud af gruppespillet.

Jo jo, Englands u17-landshold vandt da EM sidste sommer, men ellers hører det til sjældenhederne at der er succes for England. Man må erkende, at man ikke bare per automatik er garanteret succes fordi man hedder England og har en stor historie, store navne og en verdensberømt liga.

Tyskland har lavet store ændringer i deres tilgang til tingene, efter flere års modgang gik de i gang med et større arbejde, der giver pote nu med succesrige ungdomslandshold, sejr ved VM i Brasilien sidste sommer, og klubhold der dominerer i Europa.

I Belgien virker det til at man har et samlebånd stående, der producerer det ene store talent efter det andet. Englænderne må bide stoltheden i sig, og så komme i gang med at få lavet reformer i deres system.

Foruden disse nødvendige ændringer, kan en klub som United ikke for alvor indløse det potentiale man har. Man bliver nødt til at se på;
- Mere tid på træningsbanen for de unge spillere.
- Fri bevægelse, så man ikke er låst af sin bopæl.
- Nyt system for reserveholdene / U21.
- Gå tilbage og indfør u17 og u19 hold, i stedet for u18.
- Ændre på strukturen på u17/u19-niveau, så der er flere kampe i nærområdet fremfor en national liga.
- Dygtigere trænere / træneruddannelse, og hent inspiration udefra.

Udlån & samarbejdsklubber
En del af talenterne går i stå ved overgangen fra u18 til u21-fodbold. Der er ganske enkelt ikke nok kampe for reserverne, i forhold til de spillere som klubben har. Uanset om man lejer nogle ud, går nogle spillere ofte op til 3-5 uger før de får spilletid igen. Det holder ikke, og er ødelæggende for udviklingen.

Derfor er det som nævnt bidende nødvendigt med en reform af u21/reserveholdsstrukturen i England. En ide kunne være at sluse reserveholdene fra Premier League ind i ligasystemet, eksempelvis i League One til en start. Alle der har spillet fodbold selv ved, at en ægte turneringskamp altså bare er noget andet end en træningskamp - som jeg tillader mig at kalde den nuværende u21-liga.

United udlåner ofte en del unge spillere, med blandet succes. Jeg kan sagtens se fornuften i, at give dem hår på brystet og lære at spille mog erfarne spillere i League One og the Championship. Det er glimrende, hvis altså de får fast spilletid.

Hvorfor kigger man ikke mere mod udlandet når der udlejes spillere? Chelsea praktiserer det en del, og har netop sendt Andreas Christensen to år til Bundesligaen og Borussia Mönchengladbach. Og det må da være guld værd for ham og klubben.

Skræmmer perioden med samarbejdet med Antwerpen? Jeg ved ikke om det er her det halter for United. Men kunne man ikke finde en god klub i Holland, Tyskland, Belgien og Frankrig, som kunne få gavn af et par udlejede talenter? Det tror jeg bestemt.

Du lærer meget i udlandet, når man pludselig er væk fra de normale rammer i United. Man skal stå på egne ben og tilpasse sig en ny situation. Det vil de unge kunne tage med sig og udvikle sig på. Det tror jeg på, kunne give fremgang hos talenterne.

Talentspejdere
United har altid haft stor succes med skotske, nordirske, irske og walisiske spillere. Lige fra da George Best som ung kom til United, via Giggs til Evans og O'Shea. Det har altid spillet en afgørende rolle. Men virker til at være gået lidt død på det seneste.

Klubben bliver simpelthen nødt til at stramme op rent talentspejder-mæssigt, både i området omkring Manchester hvor der er et hav af klubber på spring for at snuppe de bedste unge spillere, men også i de ovennævnte lande omkring. Om det kræver flere talentspejdere ved jeg ikke, men de skal i hvert fald forbedre sig vil jeg mene.

Faciliteterne
Carrington er et super anlæg, og enhver der har besøgt anlægget ved, at det er absolut topkvalitet. Ganske rigtigt har City nu et supermoderne og flot anlæg, men det betyder ikke det store. United har stadig topklasse faciliteter til at udvikle de unge spillere.

Jeg synes initiativet med at spille enkelte u18-kampe på stadion i Salford og Altrincham er glimrende, vi så det så småt indført sidste år. Det er altså noget andet at spille på et rigtigt stadion (også selv om der kun er 500 tilskuere) end at spille på en åben træningsbane med få siddepladser på den ene side. Alt sammen er vigtig læring for de unge spillere. Så jeg så gerne, at man fast spillede u18 og u21 på en fast bane, som da Gigg Lane i Bury i gamle dage var fast reservebane for United.

Får FA og ligaen i England lavet de nødvendige ændringer, så kan United med fordel se på, at få etableret en form for skole ved Carrington. Det giver altså flere timer til rådighed, hvis man har alle mand samlet lige ved siden af. Og flere timer på træningsbanen giver bedre udvikling. FC Nordsjælland har det på sin vis i Bagsværd, hvis vi ser på det i lille skala i Danmark.

Filosofi
Jeg holder meget af Uniteds tilgang til tingene, at de unge skal arbejde sig op og lære at være ydmyge. Det har alle de store klubber, og der er faste regler som skal følges. I Barcelona er det et krav at de unge har t-shirts i bukserne, de må ikke hænge løst osv. Det er enormt vigtigt at uddanne hele mennesker og ikke kun se på fodbolden.

United bliver bare nødt til at erkende, at det ikke altid er ligesom i de gode gamle dage, hvor Beckham og co ordene støvler og gjorde rent i omklædningsrummet efter træning. Der er mere professionelle tilstande og mere økonomi i dagens ungdomsfodbold. Her må United smide lidt flere kontanter fra de mange sponsorer efter akademiet. Både de unge spillere - dem der er i klubben og når man vil hente yngre talenter til klubben - og også til trænerne.

Det er dejligt at se United have fokus på det tekniske element hos de unge spillere, der bliver opfordret til konstant at have selvtillid og turde have bolden. Dette element har engelske spillere ikke altid haft, og kan vi opfostre egne spillere med tekniske færdigheder som vi ellers primært ser i Sydeuropa, så er vi nået et pænt stykke vej.

Kampe i udlandet
En dansk klub havde for få år siden en filosofi om, at rejse til udlandet og møde udenlandske modstandere, for på den måde at lære og forberede de unge til at de altså møder anderledes modstandere som seniorer. United burde gå denne vej.

Denne danske klub havde for deres u17-hold i løbet af et år ture til Norge, Spanien, England, Thailand og Tyskland. Det var enormt værdifuldt for de unge at spille mod andre fodboldfilosofier og kulturer. Samt de lærte en masse af det at rejse ud og repræsentere sin klub.

Uniteds ungdomshold rejser en smule udenlands, men der burde fokuseres mere på dette område for specielt u16 og opefter. Det vil førsteholdet kunne få god gavn af, når der er Champions League jo.

Afrunding
Dette var blot nogle af de områder jeg personligt ville sætte fokus på, hvis Uniteds akademi skal op og igen være førende indenfor talentudvikling. Jeg ville elske, at se en stamme af egenproducerede spillere på førsteholdet. Det er en del af Uniteds DNA og vigtigt for hele klubbens filosofi. Så det må være et mål at arbejde derhen.

Selv om det nok i dagens moderne fodbold er utænkeligt at se et hold vinde Champions League, som Celtic gjorde det i 1967, hvor hele holdet var vokset op indenfor 30 miles af klubben og havde været igennem akademiet. Eminent. Lad os arbejde hen mod det, og gøre det så godt som muligt.

I morgen afslutter vi vores fokus på Uniteds akademi, når vi ser på hvilke unge talenter som står på spring til førsteholdet. Vi har fokus på en håndfuld af de største talenter pt.