Reportage fra Emirates: Nerver, drama og shit

OldTrafford.dks billede
Indsendt af OldTrafford.dk den søn, 23/11/2014 - 16:29
OldTrafford.dk's Anders Dehn var til stede på Emirates Stadium i London i går aftes, da Manchester United tog den første udesejr siden april måned. Læs om...

Wayne Rooney og Alex Oxlade-Chamberlain fra Arsenal ©Getty

OldTrafford.dk's Anders Dehn var til stede på Emirates Stadium i London i går aftes, da Manchester United tog den første udesejr siden april måned. Læs om hans oplevelser med store nerver og sure Arsenal-fans her. 

Lidt over fire minutter skulle der gå, før hjertet forsvandt op i halsen. Danny Welbeck var næsten fri, og kun Paddy McNairs fod kom mellem ham og en scoring til den værst tænkelige Arsenal-spiller. Sådan forsatte det faktisk hele kampen; Arsenal-chancerne kom som skidt fra en spædekavl, og det var ikke nemt at forholde sig i ro, når man som United-fan havde fået plads blandt hjemmeholdets fans på Emirates.

Men der sad jeg altså, blandt fjender og fjender, for når man alligevel er i London, og en bekendt skaffer en billet, siger man sgu ja, uanset hvor man skal sidde. Og det var nærmest tortur, lige fra Welbecks første store chance, til Mike Dean fløjtede af efter otte minutters overtid. For United kunne bare ikke komme ind i kampen i den første halve time. Arsenals høje og aggressive pres var for meget for et afbudsramt udehold, der dårligt nok kunne sammensætte to afleveringer efter hinanden, og da Angel Di Maria endelig havde en farlig afslutning efter 35 minutter, havde værterne haft syv. Og Jack Wilshere havde brændt helt alene med David de Gea.

Selv om United blev bedre til at holde på bolden i de sidste 10-15 minutter af første halvleg, var holdet klart underlegent i chancer og spil. Ikke at det mildnede den utilfredse Arsenal-fan ved siden af mig. I starten af anden halvleg gjorde han det klart, at han kunne lige så godt have set kampen derhjemme. Arsenal var shit, Man United var shit, kampen var shit.

Et par minutter senere blev det hele lidt mere shit for den sure mand med det tilbagestrøgne hår, for stik mod afslutningsstatistikken fik Kieran Gibbs dirigeret et vildfarent Antonio Valencia-skud i mål. Jeg var allerede halvvejs oppe af mit sæde, før jeg kom i tanke om, hvor jeg sad. I stedet for at juble som en gale og håne den synligt gnavne mand til venstre holdt jeg mig til at smile bredt og nyde synet af de jublende United-fans på tribunen nedenunder.

Jeg sad lige over udefansenes afsnit, og da jeg ankom til Emirates, gik jeg lige forbi deres indgang og kunne høre dem synge, mens jeg gik op ad trapperne. Lysten til at synge med var stor, og den blev ikke mindre, da de medrejsende fans for første gang sang for fuld kraft efter føringsmålet. Støtten havde været udmærket indtil da, men Arsenals konstante chance-skaberi havde lagt en nervøs dæmper på fansene, der nu fik en tiltrængt forløsning.

Arsenals dominans var ikke så udtalt i anden halvleg som i første, om end the Gunners stadig havde klart flest chancer. Da Wayne Rooney scorede efter en fantomkontra, føltes det som afgørelsen, men med otte minutters tillægstid strøg pulsen hurtigt over 150 igen. Olivier Girouds tordenkile af en reducering belastede kun hjerterytmen yderligere, mens den løftede humøret på Emirates. Mange af hjemmeholdets fans havde ellers forladt stadion, men de tilbageværende piskede en stemning op. "Tænk, hvis den bliver 2-2," sagde min neutrale ven til mig med et smil og en forventning om en legendarisk afslutning. Det er vel overflødigt at fortælle, hvad jeg syntes om det forslag.

Nede på banen gjorde spillerne deres til at smide brænde på drama-bålet. Efter lidt småspil nede ved hjørneflaget lignede Angel Di Maria en, der forsøgte at trække tiden ved at lægge og ømme sig, og det magtede Arsenal-spillerne ikke. Så mens hjemmeholdets tilhængere råbte både cheat og cunt ad den lille Di Maria, skændes og skubbede spillerne hinanden. En tænding der mindede lidt om den, som kendetegnede disse opgør for ti år siden.

Nervøsiteten for en Arsenal-udligning til sidst var fyldte alt, og hver gang de hældte en lang bold frem mod Uniteds usikre forsvar, knugede jeg mit program i frygt for endnu et mål. Men det udeblev, og lettelsen var lige så stor som den nervøsitet, som den afløste.

Min puls var stadig ikke faldet til et normalt niveau, da jeg forlod Emirates, men smilet sad der til gengæld stadig, og det blev ikke mindre, da jeg kom forbi de medrejsende United-tilhængeres afsnit. Ud strømmede hundredvis af glade ligesindede, og selv om jeg ikke kendte en eneste, sluttede jeg mig til koret af hoppende fans, der sang om football taught by Matt Busby. Efter mere end ti minutters glædessang brød forsamlingen op, og jeg gik mod underground-stationen, mens jeg håbede, at der ikke var et par bitre Arsenal, der havde se mig i mængden af udefans og ville tale et par alvorsord. Der var der heldigvis ikke. Til gengæld var der masser af bøjede hoveder og triste ansigter, men det er altid rart, når man er til fodbold i fjendeland.