Blog: Farvel til manager-rollen

Måske er det på høje tid at afskaffe manager-rollen i Manchester United og i stedet ansatte en sportsdirektør til at hjælpe cheftræneren og ikke mindst direktøren. For det lader til, at Ed Woodward er ude, hvor han ikke kan bunde, og det giver jo god mening. Han er uddannet revisor og var i lang tid en afgørende brik i klubbens kommercielle afdeling. Han er ikke fodboldmand.

Bedømt på det første år som leder for klubben har han ikke bestået sine opgaver på transfermarkedet. Der er vist ingen, der behøver en påmindelse om sidste sommers kaos og pauvre udbytte. I januar købte han Juan Mata, som er pissegod, men det er naturligvis fortsat for tidligt at kaste en dom over ham.

Denne sommer er endnu ung, men det begynder snart at lige en gentagelse fra i fjor. Frygten herfra er, at klubben igen har udset sig spillere, som den ikke får, og i stedet må nøjes med middelmådigheden selv. Middelmådige spillere kommer ikke til at gøre United til et tophold igen.

Han har masser, han skal bevise, Woodward, og det skal han gerne snart. Jo tidligere nyindkøbenes underskrifter bliver sikret, desto bedre bliver opstarten. Fejler han igen, må det være på tide at ansætte en sportsdirektør, som har forstand på både fodbold, sportslig strategi og transfermarkedet. Aspekter, som Woodward har vist ganske undervældende evner udi.

Gør Van Gaal til cheftræner, ligesom han alligevel er vant til fra de fleste af de andre klubber, han har været i. På den måde sikrer man kontinuitet omkring den sportslige retning, når og hvis Van Gaal bliver fyret. Og på den måde undgår man, at manageren skal bruge uhensigtsmæssigt meget tid på at rejse Europa rundt for at kigge på spillere, som David Moyes gjorde i perioder i den forgangne sæson. Van Gaal er desuden en træningstræner, forstået på den måde at han forestår den daglige træning, og når han gør det, har han ikke tid til at være ansvarlig for spillerindkøb. Det er Woodward, og han mangler at vise, at han er sin opgave voksen.

Sir Alex Ferguson havde naturlig stor succes i rollen som manager, men han var også en unaturlig karakter, hvis lige vi næppe kommer til at opleve. Det er heller ikke ligefrem sådan, at Manchester United ville være den første engelske klub til at give afkald på manager-rollen. Chelsea, Manchester City, Tottenham og Southampton er blot nogle af de klubber, der har en sportsdirektør ansat.

Hvem det i givet fald skal være, vil jeg ikke byde på. Det skal være en, der både forstår spillet på banen, men så sandelig også spillet uden for banen. En, der kan operere i krydsfeltet mellem agenter, spillere og andre klubber. Og en, der kan tage lidt af brodden af presset på cheftræneren. Van Gaal lader nu nok til, at han kan forsvare sig selv, men en lynafleder ville ikke skade. Det er på tide, United finder sig sådan en.

Forrige artikel

Cesc Fabregas skifter til Chelsea

Næste artikel

Van Gaal: United en god forstyrrelse

ANNONCE