Rojo skal bryde uheldig tendens

Tre gange tidligere har Manchester United hentet argentinske spillere til klubben uden særlig succes.

Senere idag bliver Sporting Lissabons Marcos Rojo efter al sandsynlighed præsenteret som ny spiller i Manchester United. Dermed bliver han den 4. argentiner, der repræsenterer United. Desværre er han oppe imod en uheldig tendens. Vores tre tidligere argentinere har nemlig ikke været succeshistorier.

Lad os skrue tiden tilbage til d. 12. juli 2001. Manchester United havde netop vundet deres tredje engelske mesterskab i træk og besluttede sig for at opruste for at forsøge at vinde Champions League. Ind kommer Juan Sebastian Veron fra Lazio. Argentineren blev vurderet som en af de bedste midtbanespillere i verden og blev købt for £28m, hvilket var britisk transferrekort på det tidspunkt. Forventingerne var – for at sige det mildt – ret høje.

Nogen succes blev det dog ikke rigtigt. Veron var i United i to sæsoner, hvor han spillede 82 kampe, men viste kun i glimt, hvad han havde vist for Lazio. Efter to år i United blev Veron solgt videre til Chelsea, hvor han kun spillede 15 kampe.

D. 11. juni 2004 ankommer Manchester Uniteds 2. argentiner. Gabriel Heinze fra Paris Saint-Germain for lidt mere beskedne £7m, og i starten så det fantastisk ud. Han scorede på sin debut og blev hurtigt en publikumsfavorit for hans aggresive spillestil.

September 2005 blev en afgørende måned i Heinzes United-karriere. I en Champions League-kamp blev han så alvorligt skadet, at han ikke kunne spille i resten af sæsonen. Det fik klubben til at gå på transfermarkedet efter en venstreback i januar 2006. Som bekendt faldt valget på Patrice Evra. Efter 2006/2007-sæsonen, hvor Evra var fast mand, ville Heinze væk og pressede på for at skifte til ærkerivalerne fra Liverpool, før hans skifte til Real Madrid gik igennem.

D. 8. august 2007 var startskuddet til den måske mest sørgelige historie om en argentiner i Manchester United. Carlos Tevez. Ufattelig talentfuld angriber, der dannede en nærmest ustoppelig angrebstrio sammen med Wayne Rooney og Cristiano Ronaldo. Carlos Tevez havde to enormt succesfulde år i United. To Premier League-trofæer, en Champions League-triumf og et Liga Cup-trofæ blev det til i argentinerens to sæsoner i klubben.

Det sluttede dog meget ulykkeligt med Tevez. Dimitar Berbatov blev hentet i Tottenham, og Sir Alex foretrak det dyre nyindkøb fremfor Tevez, der blev mere og mere utilfreds med at sidde på bænken. Carlos Tevez skiftede til Manchester City og blev lagt for et enormt had fra United-fans verden over.

For at opsumere: Den første blev kørt dyrt, floppede og skiftede til Chelsea. Den anden blev efterhånden uønsket, krævede et skifte til Liverpool og blev solgt til Real Madrid. Den tredje brillerede, blev smidt på bænken og er nu en af de mest forhadte tidligere United-spillere i klubbens historie.

Det er hårde odds Marcos Rojo er oppe imod, men jeg tror personligt, at han bliver vellidt. En passioneret argentiner med mere end en enkelt skrue løs danner et godt grundlag for at blive en publikumsfavorit. Om det så ender med et skifte til en rival, tør jeg ikke spå om.

Forrige artikel

Atlético: Reus afviste United

Næste artikel

Officielt: Rojo er United-spiller

ANNONCE