En lille smule malurt i bægeret her midt i al begejstringen

Læsetid
2 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Søren Frank

01 juli, 2016 - 14:30

Zlatan Ibrahimovic ©Getty

Der tegner sig et mønster, hvis man ser på Manchester Uniteds indkøb de seneste tre år. Mønsteret kunne ligne Manchester Uniteds eget lille (eller måske snarere store) opgør med hjemlandets Brexit-tilbøjelighed. Lidt som Matt Busbys opgør med de engelske fodboldautoriteters ø-mentalitet i 1956, da han trodsede deres forbud mod, at Manchester United måtte deltage i Europe Cup’en. ”Vi har i hvert fald ikke tænkt os at vende Europa og verden ryggen, snarere tværtimod!”

Det er imidlertid den positive og måske lidt søgte version af historien. Den mere reelle og på sin vis også lidt dystre version er, at Manchester United under Moyes, Van Gaal og nu også Mourinho gradvist er ved at afvikle sin britiske identitet. Men hvem lægger mærke til det midt i euforien over Zlatan, Mourinho og Martial?

Allerede under Van Gaal bemærkede jeg i en blog, at der var en ærgerlig tendens til, at indkøbene alle var udlændinge. Van Gaal hentede cirka et dusin spillere til Old Trafford, og kun Luke Shaw var englænder/brite. Hans transfer var oven i købet sat i værk under Moyes.

 

Mourinho har indtil videre hentet Bailly fra Elfenbenskysten og Zlatan fra Sverige. Mkhitaryan fra Armenien ligner hans tredje indkøb. Dertil kommer, at Pogba nævnes hele tiden. Hvis man tæller disse tre-fire spillere sammen med Van Gaals og Moyes’ indkøb, så nærmer vi os 20 indkøb, hvoraf én enkelt er englænder.

 

Den resterende del af transfervinduet denne sommer vil altså give et finderpeg, om Mourinho har tænkt sig at ændre denne ensidige ikke-britiske tendens, eller om han er opmærksom på problemstillingen. Hvis sidstnævnte, ja så er det jo ingen garanti for, at han har tænkt sig at agere på det, for måske er den engelsk-britiske kvalitet der ikke i øjeblikket. Spørg bare Island.

John Stones fra Everton har Mourinho været ude efter i sin Chelsea-tid, og han har også været nævnt i dette transfervindue som en mulig ny United-spiller. Men Stones var ikke god nok til en plads i startopstillingen under Englands EM, så er han god nok? Ross Barkley har været nævnt, Delle Alli og Harry Kane ligeså.

Der er altså engelske muligheder for Mourinho, men de er sandsynligvis ikke så oplagte, som dengang Roy Atkinson og Martin Edwards udså sig Bryan Robson i West Bromwich, eller dengang Alex Ferguson og Brian Gill identificerede Wayne Rooney i Everton. Hvilken engelsk spiller stikker ud og vil uden besvær kunne træde ind på Mourinhos United-hold?

 

Men faktum er, at Manchester Uniteds engelsk-britiske rygrad er ved at blive omdannet til multi-kulti – og spørgsmålet er, om multi-kulti overhovedet er foreneligt med rygrad? Selvfølgelig er det det – ligner De Gea-Smalling-Pogba-Zlatan måske ikke en ganske stærk rygrad? – men noget synes alligevel at mangle i forhold til den identitet, som har kendetegnet Manchester United i årtier.

De sidste ægte kulturbærere, dem der qua deres opvækst i Storbritannien er blevet indpodet fra barnsben med Manchester Uniteds historie og betydning på de britiske øer, de er ganske enkelt ved at forsvinde fra holdet. Carrick og Rooney er begge i deres karrierers efterår. Realistisk set, så vil Mourinhos start-ellever nok kun tælle Smalling, Shaw og Rooney af englændere. Rashford er et navn, der lader til at være kommet for at blive – en ny Mark Hughes på Old Trafford. Lingard og Jones er der også.

Så helt skidt ser det selvfølgelig ikke ud. Men hvis indkøbstendensen fortsætter, ja så skal man ikke være matematikprofessor for at regne ud, at Manchester Uniteds britiske islæt eroderes.

 

Er det et problem? Pragmatikerne vil sige nej. Det handler udelukkende om kvalitet, og er der ikke engelsk kvalitet at få, så kig andetsteds hen – ja selv hvis der er engelsk kvalitet at få, så er det eneste hensyn at tage ”kvalitet”, ikke ”engelsk”.

Hvem ved sine fulde fem ville i øvrigt problematisere Zlatan, Mkhitaryan, Pogba, De Gea og Martial? Nostalgikerne derimod vil sige ja. Ja, det er et problem, at engelskheden udhules. Hvorfor? Fordi Manchester United derved langsomt er ved at blive en klub som alle andre.