Blind redder et point

Hollandske Daley Blind sikrede United det ene point i aftenens udekamp mod West Bromwich.

United jagtede tre på stribe i aftenens udekamp mod West Bromwich. Nemlig tredje sejr i træk i denne sæson, noget der ikke var lykkedes for Louis van Gaals mandskab indtil videre.

Efter landskampspausen havde van Gaal valgt at ændre på et par positioner. Radamel Falcao var på bænken, til fordel for Ander Herrera, hvilket betød at Robin van Persie i perioder lå meget alene oppe i front.

Glædeligt var det at se, at United atter havde Phil Jones, Chris Smalling og Michael Carrick tilbage fra skader. Jones startede inde, mens de to andre blev siddende hele kampen på bænken. Jones leverede en noget blandet præstationer i midterforsvaret med Rojo, hvor de to ofte virkede usikre, både med og uden bold.

United for langsomme

Hjemmeholdet startede kampen klart bedst, og lagde pres på United, og viste samtidig at det efterhånden er blevet et hold med ganske udemærkede præstationer i pasningsspillet. Specielt James Morrison lå inde på midten og styrede meget af West Bromwichs spil.

Efter små ti minutter kom så føringsmålet til West Bromwich. Luke Shaw kom ikke frem til en bold midt på hjemmeholdets banehalvdel, hvorefter Andre Wisdom fløj afsted på højrekanten og lagde bolden ind til Sessegnon, der på fornem vis bankede bolden op i krogen. Flot sparket ind, uden chance for David de Gea.

Efter scoringen kom United bedre med, men i størstedelen af tiden havde Joleon Lescott og co i forsvaret hos West Bromwich ganske fint styr på gæsternes opspil. Gang på gang gik det for langsomt, og specielt den offensive midtbane med Mata og Herrera skuffede fælt i dag.

Fellaini med første mål

I pausen valgte Louis van Gaal så meget fornuftigt at ryste posen lidt, og sende Marouane Fellaini på banen i stedet for netop Ander Herrera. Og den store belgier skulle blot bruge et par minutter, før han havde takket sin nye manager for tilliden.

Fellaini tog flot bolden med sig via brystet, og efter et kort træk bankede han bolden ind bag keeperen. Stor jubel fra Fellaini, der fik scoret det første mål i hans United-karriere, og stor jubel hos de medrejsende United-fans.

Herefter lå det lidt i luften, at United kunne snuppe alle tre point. Spillet var lidt bedre i forhold til i første halvleg, hvor specielt tempoet var sat i vejret. Dog var det fortsat for lidt kreativt og effektivt der kom fra de to kanter i form af Januzaj og Di Maria.

Fejl af Rafael

Men ak nej, som så ofte før set i denne sæson, og også set et par gange i dagens opgør er Uniteds forsvar ikke stærkt nok lige pt. Efter 66 minutters spil er presset ikke godt nok fra midtbanen, samtidig med at Rafael står og sover et par meter bag resten af forsvarskæden.

Det giver målfarlige Saido Berahino en friløber, som han klinisk sender ind bag United-keeperen. Tyndt af den brasilianske back, der ellers havde vist sig frem med et par godkendte offensive aktioner i løbet af anden halvleg.

På modsatte back var Luke Shaw ikke lige så fremtrædende, og virker fortsat som en mand der mangler de sidste 10% i form og spilforståelse med de nye holdkammerater.

Dagens mand – Daley Blind

Dermed lignede det et nederlag til Louis van Gaal og co, og en fortsættelse af den noget svingende sæsonstart. Men få minutter før tid kom et af sommerens nye indkøb frem og sparkede bolden i nettet til resultatet 2-2.

Daley Blind havde kampen igennem ligget og styret meget inde på midtbanen. Både startet en række angreb for United, samtidig med at han brød en masse af hjemmeholdets omstillinger. Helt fortjent kunne han kort før tid køligt sparke bolden i nettet, med et flot venstrebens hug.

United kan altså rejse fra The Hawthorns med et point, hvilket må være med blandede følelser. For godt nok var spillet ikke godt i lange perioder, men det burde alligevel være blevet til tre point. Chancerne var der i hvert fald til at snuppe sejren. Næste opgave er mod det suveræne førerhold Chelsea på Old Trafford.

Forrige artikel

Startopstillingen mod WBA

Næste artikel

Blind: Vi skulle have vundet

ANNONCE