Carrick: Valencia er holdets oversete stjerne

Michael Carrick har store roser til den alsidige sydamerikaner.

Antonio Valencia har spillet på back positionen i de sidste mange kampe. Mange mener, at spilleren lige nu er i sin bedste form siden sæsonen 2011/2012, hvor han blev kåret til årets spiller.

Michael Carrick mener, at det store arbejde for holdet og den store fart han kommer med, har gjort ham vital for Van Gaals tropper

– Antonio er en ren atlet. Han er fantastisk. Han arbejder så hårdt for holdet, men får ikke den credit han fortjener. Man ser ham tit i store raids på en halv banelængde, efter han har erobret bolden tilbage, siger Carrick ifølge ESPN.

– Forsvarerne træder et skridt tilbage, når han kommer løbende imod dem, fordi de kender den fart han har. Hvis han går mod baglinjen, så er han svær at stoppe. Han er en fantastisk holdspiller, og når du spiller med ham er du glad for at han ikke er på modstanderholdet.

Valencia kom til klubben fra Wigan i 2009. I sommers skrev han under på en ny kontrakt med klubben, og i 3-0 sejren over Hull spillede han sin kamp nummer 200 for United.

Han er måske ikke den største stjerne når man kigger på holdkortet, men Carrick mener, at han igennem årene har vist sit store værd for klubben.

– Han har hele pakken. Han er en smule reserveret udenfor banen. Han er stille, behagelig og høflig, og han er ikke en man ser råbe op i omklædningsrummet. Når det er sagt ville jeg nødigt være uvenner med ham, han er nemlig meget stædig og opsat på at vinde, ligesom alle andre i denne klub.

Se om der er genvalg til både Carrick og Valencia i weekendens kamp mod Aston Villa. Kampen bliver fløjtet igang lørdag klokken 16.00 på Villa Park.
 

Forrige artikel

Tid til at slippe ’El Tigre’ løs?

Næste artikel

Paul Lambert be-og afkræfter Keane besøg hos Cleverley

ANNONCE