David Gill forlader toppost i FIFA

David Gill har valgt at stoppe i FIFA, efter præsident Sepp Blatter i går fik yderligere fire år på posten.

Han har jern nok i ilden, den gode hr David Gill. Han er fortsat en del af ledelsen i Manchester United, arbejder for FA og UEFA, men skal altså fremover ikke koncentrere sig om posten i FIFA’s eksekutivkomite.

David Gill har nemlig valgt at forlade sin position i toppen af det internationale fodboldforbund, efter den 79-årige Sepp Blatter i går blev genvalgt som præsident i de næste fire år. Noget primært de europæiske lande ikke er tilfredse med.

– Det er ikke en let afgørelse, men de seneste dages begivenheder har overbevist mig om, at det ikke er det rette for mig at være en del af FIFA’s ledelse, så længe lederskabet er som det er

– Jeg respekterer at Blatter er blevet genvalgt efter en demokratisk afstemning, og jeg håber at FIFA kan få bugt med de problemer som man oplever. Men mit professionelle omdømme er vigtigt for mig, og jeg kan ikke se hvordan det kan ende godt, så længe Hr Blatter er præsident, sagde David Gill efter afstemningen i går.

Det er ikke længe siden, at David Gill blev valgt ind som ny vicepræsident i FIFA, men allerede inden han reelt er startet i dette job, har han altså nu valgt at forlade organisationen. Gill, og resten af de britiske forbund, havde håbet at få Prins Ali bin Hussein ind som ny præsident, hvilket dog ikke lykkedes.

Forrige artikel

Van Basten: Depay har talentet til succes i England

Næste artikel

Mata: Van Gaal er benhård

ANNONCE