Det lysner på skadeslisten

Phil Jones trænede med i dag og er ved at være spilleklar igen, mens der også var positivt nyt omkring Luke Shaw.

Skadeslisten i United er så småt ved at skrumpe. Van Gaal opdaterede på dagens pressemøde om situationen, og havde gode nyheder med omkring de mange skadede spillere.

– Phil Jones er tæt på comeback og trænede med i dag. Bastian Schweinsteiger er dog fortsat ude. Marcos Rojo er i bedring, men træner endnu ikke med på fuld knald, samtidig gør både Luke Shaw og Antonio Valencia fremskridt i deres genoptræning, sagde van Gaal.

Foruden de ovennævnte spillere, er Ashley Young stadig ude de kommende uger, efter kantspilleren var under kniven for få uger siden. Van Gaal havde ikke nyt med omkring Marouane Fellaini, der gik ud af kampen mod Stoke efter et slag i en nærkamp.

Men Luke Shaw kan muligvis nå at spille med igen i denne sæson, hvilket er et stort boost. Venstrebacken er noteret i den trup United har indsendt til UEFA inden kampene i Europa League. Og van Gaal havde godt nyt med i dag om Shaw.

– Han er med i truppen i Europa League, og kan være aktuel til finalen. Det har jeg sagt til ham. Det giver ham inspiration og gør, at han har et mål at arbejde videre mod. Det er bestemt ikke umuligt at han kan være aktuel til finalen, sagde van Gaal, der dog lige skal føre United til finalen først.

De mange skader United har haft i denne sæson, er en del af forklaringen på Uniteds svingende form mener van Gaal. Specielt de mange skader på samme position, har ødelagt rytmen og spillet for United, og kan have ødelagt mesterskabschancerne.

– Hvis du får en skade eller to kan man ændre lidt. Men når du må undvære fem eller seks mand, der alle kunne spille samme plads, så kan du ikke længere gemme dig. Vi fik mange skader på samme tidspunkt, men nu er de fleste på vej tilbage, og det betyder, at jeg kan fortsætte arbejdet fra starten af sæsonen. Husk lige på, at det altså ikke er længe siden vi førte Premier League, lød det fra van Gaal.

Forrige artikel

- Vi kan stadig vinde titlen

Næste artikel

BBC: United forhandler med Mourinho

ANNONCE