Leicester-helt: Helt igennem fantastisk

Jamie Vardy er formentlig ikke den mest populære spiller hos mange United-fans, men det bekymrer ikke dagens Leicester-helt. Han er lykkelig, fortæller angriberen efter kampen.

Leicester City leverede et sensationelt comeback, da de undertippede “ræve” vendte et truende nederlag til en sejr på 5-3 over Manchester United.

En af heltene fra dagens kamp var Jamie Vardy, som fik tilkæmpet et straffespark og scorede målet til 4-3, efter en fremragende periode på 17 minutter, hvor de blåklædte formåede at sætte tre mål ind.

Og den 27-årige angriber var selvsagt lykkelig over resultatet. Det siger han til BBC.

– Det var helt igennem fantastisk. Du kan se, hvad de betyder for fansene. Vi ved, vi kan spille mod enhver modstander, vi udnyttede deres svagheder og fik resultatet.

– Vi ved, vi har mål i vores støvler, og i dag udnyttede vi vores chancer.

En kontroversiel episode indtraf, da Rafael, ifølge dommer Mark Clattenburg begik straffespark mod Vardy – dette efter, at hovedpersonen selv havde skubbet Rafael kort forinden. Selv er Vardy ikke i tvivl.

– Den første handlede om styrke – skulder til skulder. Jeg tror, han (Rafael, red.) var sur, fordi dommeren ikke dømte frispark, og så kom han tilbage og nedlagde mig i boksen.

Esteban Cambiasso, der også kom på måltavlen i dagens opgør, deler Vardys glæde. En hårdt tilkæmpet sejr, mener kollegaen.

– Det er specielt. Jeg er rigtig glad. Nu skal vi fejre det i dag, mens vi i morgen igen skal tænke på den næste kamp. Jeg er træt, men glad.

Dagens sejr var første gang nogensinde, at Leicester på hjemmebane fik alle tre point mod “de røde djævle” i Premier League.

Forrige artikel

Gang i netmaskerne i Leicester

Næste artikel

Pearson: Taktikken knuste United

ANNONCE