Nani vil se ændringer før comeback

Manchester Uniteds udlejede portugiser har ikke givet op på det engelske, men der skal ske nogle forandringer, hvis han skal vende tilbage.

Den 28-årige kantspiller har fundet sit topniveau igen i hjemlandet hos Sporting Lissabon. Der har han fået den regelmæssige spilletid, som han efterlyste.

– Jeg valgte at drage afsted i jagten på spilletid, idet jeg mistede en masse sidste sæson grundet skader og managerskifte. Den nye manager kendte mig ikke, og der skete en masse forandringer. Jeg ved med mig selv, at jeg skal spille for at være glad, siger Nani, der refererer til David Moyes’ overtagelse efter Sir Alex Ferguson, til the Guardian.

Nani har naturligvis fulgt med i løbet af Louis van Gaals proces i spidsen for Manchester United, og han er ikke overrasket over at se, at det til tider kniber med spillet. Indstillingen til fodbolden skal ændres, hvis han skal vende tilbage til De Røde Djævle fra næste sæson.

– Jeg elsker stadig Manchester United. Det er svært at forudse fremtiden, og man ved jo aldrig. Hvis United vil have mig, så skal mentaliteten ændres. Vi var engang et mandskab, der spillede angrebsfodbold og scorede en masse mål. Nu er vi mere kompakte og bedre organiseret, men vi scorer ikke på samme måde eller i samme omfang som før. Jeg tror på, at vi kan blive bedre, men for mig er der mange ting, der skal diskuteres, og så må vi se.

Nani har scoret otte mål i 24 kampe som lejesvend for Sporting Lissabon denne sæson.

Forrige artikel

Scholes ny manager i Oldham?

Næste artikel

Torsdagens rygtebørs

ANNONCE