Neville glæder sig til udfordringen i Valencia

Phil Neville har taget springet, og skal fra den kommende sæson være træner i den spanske storklub Valencia.

I en alder af 38 år, har Phil Neville taget i mod den største udfordring i sit liv. Sådan siger han i hvert fald selv, i et interview med Andy Mitten for ESPN. Her fortæller den tidligere United- og Everton-spiller om tankerne bag skiftet til spansk fodbold.

– Jeg havde altid lyst til at spille i udlandet, men det lykkedes aldrig. Så det her må jo være det næstbedste. Jeg vil gerne prøve kræfter med en ny kultur, lære et nyt sprog, se hvordan fodbold er i Spanien og komme væk fra min komfort-zone i Manchester. Jeg tror ikke det er skidt for en ung engelsk træner, at arbejde lidt i udlandet.

– Da muligheden kom satte vi os ned i familien og snakkede det igennem. De seneste 20 år har alt handlet om mig, det her handler om vores familie. Vi skal sammen lære et nyt sprog og en ny kultur, min søn kan spille på et fantastisk akademi i Valencia, og det varme klima er bedre for vores handicappede datter, siger Phil Neville.

Phil Neville har igennem hele sin aktive karriere haft fast base ved Manchester, inden han kastede sig ud i trænergerningen under David Moyes i dennes korte periode som manager på Old Trafford. I det forløbne år har Phil Neville holdt en tiltrængt pause fra den daglige gang i fodboldverdenen, noget han har lært af og nydt.

– Da jeg forlod United i 2014 ville jeg tage et års tid uden daglig fodbold. Jeg har ikke haft en reel pause i 20 år, så jeg ville give mig selv et break og se fodbold i et andet perspektiv. Jeg ville ikke bare tage den sædvanlige rute som mange spillere tager, når de stopper karrieren.

– Jeg har blandt andet nydt arbejdet med medierne, også selv om jeg fik klar besked om mine fejl og mangler til tider. Det var fedt med friheden i den rolle, hvor jeg den ene uge dækkede Hartlepool mod Blyth, var i Asien ugen efter, og derefter dækkede en stor Champions League-kamp. Jeg har set Paris SG mod Barcelona, jeg så finalen i Champions League og ved at hvert publikum i verden har forskellige reaktioner, lyder det fra Neville.

De kommende år skal Neville så arbejde tæt sammen med cheftræner Nuno Espirito Santo, der i den forgangne sæson førte Valencia tilbage til Champions League. Pt hedder profilerne på holdet Andre Gomes, Nicolas Otamendi, Shkodran Mustafi og Dani Parejo.

Valencia spiller stadig deres hjemmekampe på legendariske Mestalla, hvor United tilbage i 00’erne var forbi flere gange i Champions League.

Deltag i vores fødselsdagskonkurence: Vind en fodboldrejse for 2 til Old Trafford!

Forrige artikel

Fenerbahce: Nani-handel hjemme

Næste artikel

Van Gaal: Fokus på første kamp i ligaen

ANNONCE