Optakt: Manchester United – Reading

Læsetid
2 minutes
Læst indtil videre

Optakt: Manchester United – Reading

06 januar, 2017 - 19:14
Jose Mournho og co. tager tidligt lørdag eftermiddag imod Jaap Stams Reading-hold i FA Cuppens tredje runde.

David de Gea løfter FA Cup-trofæet. ©Getty

Efter en haltende sæsonstart ligner Manchester United med syv sejre på rad for alvor et hold, der skal tages seriøst i den sidste og afgørende del af sæsonen, inden de lørdag tager imod Jaap Stams Reading-hold.

Senest vandt man den svære udekamp mod West Ham i ligaen, og holdet kan nu se frem til en weekend uden Premier League-aktion, inden de næste weekend tager imod ærkerivalerne fra Liverpool.

Helt let bliver weekenden dog ikke, da Mourinhos tropper nemlig skal forsøge at komme videre i en af de tre cup-turneringer, de stadig er med i: FA Cuppen. Her kommer Reading, som er tredjebedst i den næstbedste engelske række, på besøg, og eftersom de har den tidligere United-stopper Jaap Stam ved roret, må det givetvis være et motiveret Championship-hold, som kommer forbi Old Trafford lørdag eftermiddag.

Alt andet lige må det dog stadig være en mulighed for at rotere lidt på holdet, hvilket Mourinho da også har antydet. Således er det sikkert, at Wayne Rooney, som blot er et mål fra at tangere Sir Bobby Charltons målrekord, starter inde, mens også Sergio Romero vil erstatte David de Gea.

Samtidig er der mulighed for, at vi får Bastian Schweinsteiger at se. Tyskeren ønsker ikke at forlade Old Trafford, og derfor er han klar til at kunne spille. Så heldige er Memphis Depay og Morgan Schneiderlin ikke, hvorfor de ikke kommer i betragtning, før deres fremtid er kommet på plads.

Selvom det altså ikke bliver et United-hold i stærkeste opstilling, bør forventningen dog stadig være, at man tager den ottende sejr på stribe, når Jaap Stam og co. kommer på visit.

Dato, tid og sted

Kampen spilles lørdag 7. januar kl. 13:30.

Dommer

Andre Marriner dømmer lørdagens opgør.

Skader og karantæner

Wayne Rooney er som sagt blevet clearet, mens det også virker sandsynligt, at Luke Shaw bliver klar. Omvendt må United undvære Eric Bailly, som er rejst til African Cup of Nations, men klubben nærmer sig altså en situation, hvor alle mand er klar.

Mulige startopstillinger

Manchester United

Romero

Fosu-Mensah, Smalling, Jones, Blind

Herrera, Schweinsteiger

Mata, Rooney, Martial

Rashford

Reading

Al Habsi

Gunter, McShane, Moore, Blackett

Van den Berg, Williams, McCleary, Swift

Beerens, Kermorgant

Sagt om kampen

“Vi har ikke brug for en omkamp i Reading; og det ville være endnu værre, hvis vi røg ud af turneringen allerede i første kamp. Vi er nødt til at prøve at vinde.” – Jose Mourinho.

Skribentens bud på kampens udfald

United stiller formentlig ikke i stærkeste opstilling, fordi de allerede har en semi-finale i EFL-cuppen tirsdag, så opgaven er ikke helt nem. Jeg synes dog stadig, at vi har så meget kvalitet og bredde i truppen, at jeg ikke ser os tabe i morgen. Jeg gætter derfor på en 2-0-sejr til ”de røde djævle”.

Vidste du, at…

  • Sidst, Reading vandt over Manchester United i FA Cuppen, var tilbage i 1927.
  • United har ikke tabt et eneste af deres seneste 24 FA Cup-kampe mod hold fra The Championship. Sidst, det skete, var i 1982 mod Watford.
  • Juan Mata har scoret i sine seneste tre FA Cup-kampe.
  • United har avanceret fra deres tredje runde-kamp i fem ud af de seks seneste forsøg, med Swansea i 2013-14-sæsonen som eneste undtagelse.

TV

Kampen vises på 6’eren.

Hvem spiller rivalerne imod?

  • West Ham – Manchester City (fre 20:55)
  • Preston North End – Arsenal (lør 18:30)
  • Liverpool – Plymouth (søn 14:30)
  • Chelsea – Peterborough (søn 16:00)
  • Tottenham – Aston Villa (søn 17:00)

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Bliv klædt på til den nye sæson!