Optakt: Manchester United – Southampton

David Moyes & co. får besøg af Southampton, der har fået en flyvende start på sæsonen.

14 point efter syv kampe og en overraskende fjerdeplads. Det er status for “The Saints”, der kommer til Old Trafford i morgen med tre sejre i ryggen. 

Manchester United er fire point efter Mauricio Pochettinos tropper. “De røde djævle” har fået en skuffende start på sæsonen, hvor de har fået solide smæk af Manchester City og tabt til Liverpool og West Bromwich Albion. 

Enkelte lyspunkter har der dog været, og ét af dem indtraf i seneste spillerunde. 18-årige Adnan Januzaj fik slået sit navn fast, da United besejrede Sunderland på Stadium of Light. Den unge offensivspiller scorede to mål og fik dermed en matchvinderolle. 

Det bliver spændende at se, om han får lov til at starte inde igen i morgen. David Moyes svarede kryptisk på spørgsmålet forude for kampen: 

“Jeg tror ikke, der er nogle, som spiller hver weekend. Vi har nok spillere til at rotere. Adnan er 18 – er der nogle, der forventer, han spiller hver weekend? Er han god nok? Svaret er ja.” 

David Moyes skal udtænke en måde at låse Southamptons defensiv op. “The Saints” har været uhyre solide indtil videre og har kun lukket to mål ind. Der er gået hele 382 minutter siden deres målmand, Artur Boruc, sidst blev passeret. 

Heldigvis for United virker Robin van Persie og Wayne Rooney begge til at være i god form. De to angribere har begge scoret for deres respektive landshold i denne uge, og de ligner begge sikre startere i morgen. 

Dato, tid og sted:
Kampen spilles lørdag den 19. oktober, klokken 16:00 på Old Trafford.

Skader
“De røde djævle” er godt kørende på skadesfronten. Darren Fletcher er eneste spiller i truppen, som er definitivt ude. 

Rafael, Rio Ferdinand og Tom Cleverley er dog alle tvivlsomme med diverse småskavanker. 

Southampton kan også glæde sig over en stort set skadesfri trup. Luke Shaw er eneste tvivlsomme spiller for udeholdet.

Dommer
Kampen dømmes af Mike Jones.

Mulige startopstillinger

Manchester United
De Gea
Smalling – Vidic – Jones – Evra
Nani – Carrick – Fellaini – Januzaj
Rooney – Van Persie

Southampton
Boruc
Clyne – Fonte – Lovren – Shaw
Wanyama – Schneiderlin – Davis
Lallana – Osvaldo – Lambert

Hold øje med:
Den kroatiske midterforsvarer, Dejan Lovren, kan vise sig at blive et af sommerens bedste indkøb i Premier League. Den 24-årige spiller blev hentet for 8,5 millioner pund i franske Lyon, og han har gjort det fremragende. Lovren er en af grundene til, at Southampton blot har lukket to mål ind i denne sæson. 

Skribentens bud på kampens udfald
Manchester United bryder Southamptons sejrsstime og tager en 2-1-sejr.
 

Vidste du, at…

  • Sidst Southampton tog tre point på Old Trafford var tilbage i 1988. 
     
  • Sidst Southampton fik en sejr mod United var i 2003.
     
  • Michael Carricks aflveringer har (som altid) været knivskarpe i denne sæson. 312 vellykkede afleveringer er det blevet til, hvilket er mere end nogen anden i Premier League.
     
  • Patrice Evra har lavet ni indlæg i denne sæson. Det er flere end nogen anden forsvarsspiller i ligaen. 
     
  • Southampton er i alt kommet frem til 87 skud mod mål i denne sæson. Manchester United har kun produceret 68. 

Husker du?
Da en purung Ryan Giggs scorede et rekordhurtigt mål mod “The Saints”? Det var tilbage i 1995, og det så sådan her ud: 

Hvem spiller rivalerne imod:
Newcastle – Liverpool
Arsenal – Norwich
Chelsea – Cardiff
Manchester City – West Ham

TV:
Kampen bliver vist på TV3 Plus og 6‘eren. 

Forrige artikel

Fulham nedtoner Zaha-rygter

Næste artikel

Van Persie hjem med skrammer

ANNONCE