Snævert nederlag i Manchester-derbyet

Sæsonens første Manchester-derby endte med et 2-1-nederlag. Kevin De Bruyne og Kelechi Iheanacho scorede City’s mål, mens Zlatan Ibrahimovic reducerede for United.

Lørdag var det blevet tid til sæsonens største kamp indtil videre. Hele verden kiggede med, da Manchester United tog imod Manchester City i sæsonens første Manchester-derby mellem to hold, der havde hentet maksimumpoint i de første tre runder.

Mourinho havde lavet et par ændringer i startopstillingen til derbyet. Jesse Lingard og Henrikh Mkhitaryan startede deres første Premier League-kampe, mens Juan Mata og Anthony Martial startede på bænken fra start. Pep Guardiola havde valgt Kelechi Iheanacho fremfor den karantæneramte Sergio Aguero.

Manchester City kom klart bedst fra start og satte sig på kampen fra første fløjt. United kom til at stå dybt, og efter et kvarter blev de straffet. Paradoksalt nok kom City’s åbningsmål dog efter en lang bold fra Kolarov. Bailly tabte en hovedstødsduel, Kevin De Bruyne kom før Blind, brød igennem og gjorde det til 1-0.

City’s dominans fortsatte, og United havde meget svært ved at få fodfæste i kampen. Med ti minutter til pausen blev det helt fortjent 2-0 til City. De Bruyne sparkede på stolpen, og Iheanacho fulgte op og gjorde det til 2-0.

Ærligt talt så det meget sort ud for United, der slet ikke var med i kampen. Med tre minutter til pausen fik United dog en livline. City-debutanten Claudio Bravo tabte et indlæg for fødderne af Zlatan Ibrahimovic, der reducerede til 1-2. Kæmpe drop af Bravo, og United var med i kampen igen.

United kom ud med et helt anden udtryk efter pausen og satte City under pres for første gang i kampen. Ti minutter efter pausen var Bravo igen ved at dumme sig. Den tidligere Barcelona-målmand driblede med bolden og var lige ved at miste bolden til Rooney. Bravo fik dog tacklet Rooney, og selvom Uniteds spillere appellerede for straffe, var Clattenburgs fløjte tavs.

Med tyve minutter igen fik United bolden i nettet, men målet blev korrekt underkendt for offside. Indskiftede Rashford driblede mod mål og afsluttede, men i offsideposition ramte bolden Zlatan og blev dirigeret i nettet, men linjevogteren løftede sit flag. Stadig 2-1 til City.

Et kvarter før tid var de lyseblå lige ved at lukke kampen. De Bruyne blev spillet igennem efter en kontra og passerede De Gea. Afslutningen tog dog indersiden af stolpen og trillede næsten langs med linjen uden at passere den.

United trykkede på imod kampens afslutning og fik også trykket City langt ned. Den helt store chance kom dog aldrig, og det endte med et 2-1-nederlag i derbyet.

 

Bestil den nye Manchester United-trøje her

ZLATAN, Mkhitaryan, Rooney, Martial… Oplev de store stjerner LIVE! Få hjælp til den ultimative rejse her

Bliv klar til den nye sæson – Få Uniteds kampe direkte ind i din kalender her

 

Forrige artikel

Startopstillingerne er klar

Næste artikel

Herrera: Vi er ekstremt skuffede

ANNONCE