Uskarpe United slået af solide West Brom

Manchester United misbrugte flere gode chancer, blandt andet et straffespark, mod West Brom, der leverede en solid defensiv præstation og kæmpede sig til en 1-0-sejr på Old Trafford.

Efter nederlag til Chelsea og Everton i de seneste to Premier League-runder skulle Manchester United forsøge at komme tilbage på sejrskurs lørdag aften. Modstanderen var West Bromwich Albion, der i seneste spillerunde havde spillet 0-0 mod Liverpool.

Et af de store temaer før kampen var Darren Fletchers første kamp på Old Trafford i West Brom-trøjen. Fletcher havde snakket om sit ønske om at score på sin gamle hjemmebane og efter to minutter forsøgte han sig fra kanten af feltet. Skottens flugter røg dog langt over.

En anden tidligere United-spiller Rio Ferdinand havde netop oplevet en personlig tragedie, da hans kone havde tabt kampen mod kræft. Hjemmepublikummet viste deres støtte til forsvarsspilleren ved at klappe og råbe QPR-spillerens navn i det 5. minut.

Tilbage på banen var United i kontrol. West Bromwich stillede sig meget dybt med ti mand bag bolden, når de kunne komme til det. Derfor havde United meget svært ved at komme igennem. Hjemmeholdets første forsøg kom efter 12 minutter, da Ashley Young driblede ind i banen og trykkede af. Skuddet blev dog blokeret af Robin van Persie, der var tilbage i startopstillingen.

West Brom kom til Old Trafford med meget lidt offensiv ambition. Tony Pulis’ hold går ofte efter filosofien, at hvis man spiller til nul, så vinder man nogle gange. En anden kæphest for den tidligere Stoke-manager er dødbolde, og på netop en af disse faldt udeholdets største chance. Joleon Lescott headede på mål efter et hjørnespark, men David de Gea greb forsøget.

Selvom det er længe siden, at van Persie har startet inde, virkede hollænderen skarp. Første halvlegs to bedste chancer faldt også til van Persie, der første måtte se sin flugter fra kanten af feltet reddet af West Brom-målmand Myhill, hvorefter Uniteds nummer 20 lige akkurat ikke kunne rette et indlæg fra Young i mål et par minutter senere.

Darren Fletcher og co. havde stor succes med at frustrere United i første halvleg og holdt United fra chancer, selvom det næsten hele tiden var spillere med røde trøjer, der havde bolden. Lige før pausen var Valencia dog lige ved at knække nøden, da han trykkede af fra en spids vinkel. Forsøget sad dog lige på Myhill, der parrerede bolden ud til Ander Herrera, hvis halvflugter røg langt over.

Til starten af anden halvleg rykkede Louis van Gaal rundt på brikkerne. Robin van Persie blev rykket ned på midtbanen og flyttede Marouane Fellaini på toppen. Det så ud til at virke for hjemmeholdet, der i første kvarter af anden halvleg pressede West Brom længere og længere baglæns. De helt store chancer udeblev dog.

Efter en time var West Brom for første gang oppe på Uniteds banehalvdel i anden halvleg og fik tilkæmpet sig et frispark, da McNair fældede Fletcher. Chris Brunt sparkede på mål, bolden ramte Jonas Olsson og røg op i målhjørnet. 1-0 til West Brom, der næsten ikke kunne tro deres eget held.

Så havde United travlt. En halv time til at vende kampen, og Angel Di Maria blev smidt på banen. Kort efter følte United sig snydt, da Juan Matas indlæg blev blokeret af Joleon Lescotts hånd. Svært at sige, om der var straffespark, men dommerens fløjte var tavs.

Det var den dog ikke i det 72. minut. Denne gang var det Berahino, der havde hånd på bolden i feltet. Dommeren pegede på pletten og fløjtede. Robin van Persie tog sig af straffesparket, men Myhill sprang den rigtige vej og snuppede forsøget.

Lige efter forsøgte van Persie sig igen, denne gang på frispark, men igen var Myhill på plads. På et efterfølgende hjørnespark havnede bolden hos en fuldstændig blank Paddy McNair, der helt uforklarligt headede bolden forbi mål. United burde have været på 1-1.

United pressede på imod kampens slutning, men West Broms solide defensiv blev ved med at holde United på afstand. Da kampen rundede det 90. minut var van Persie dog lige ved at redde et point for United. Hollænderen prøvede med en ny flugter, men igen, igen, igen var Myhill vågen og fik snuppet forsøget.

Lige efter var Di Maria ved at få reddet et skuffende indhop. Argentineren havde lavet flere uskarpe indlæg, men var lige ved at sparke bolden i kassen fra kanten af feltet. Men Myhill… I kender resten.

Det blev ved 0-1, og Manchester United har efter tre nederlag i træk lukket Liverpool tilbage ind i kampen om Champions League-fodbold. Forspringet er nu kun fire point med tre kampe igen.

Forrige artikel

Startopstillingen mod West Brom

Næste artikel

Fletcher: Fjerdeplads ikke godt nok for United

ANNONCE