Zlatan sikrede sen United-sejr

Det så ud til, at Manchester United var på vej mod endnu en 1-1’er ude mod Crystal Palace, men med få minutter igen afgjorde Zlatan Ibrahimovic kampen.

Med den vigtige 1-0-sejr over Tottenham i bagagen skulle Manchester United forsøge at sætte en sejrsstime i gang i Premier League. Onsdag aften mødte de Crystal Palace i London.

Det seneste opgør mellem de to klubber gav United en masse gode minder. Det var nemlig i FA Cup-finalen, hvor Jesse Lingards fremragende flugter sikrede United pokalen i slutningen af sidste sæson.

United var i total kontrol i første halvleg, og hjemmeholdet havde meget sjældent bolden. Chancerne skulle United dog vente længe på. Den første gode chance faldt til Wayne Rooney med omkring ti minutter til pausen. Paul Pogba spillede ham fri, men Wayne Hennesey fik afværget et Rooney-mål, der ville have tangeret Sir Bobby Charltons målrekord for klubben.

Palace skabte stort set intet, men det så alligevel ud til, at 0-0 ville holde til pausen. I det allersidste minut før pausen kom United dog foran. Et frispark landede lidt tilfældigt hos Pogba, der dirigerede bolden i nettet. Franskmanden så ud til at være offside, men målet fik lov til at stå, og United tog en føring med i omklædningsrummet.

Efter en time var Palace tæt på at udligne på en af deres få chancer. James McArthur trykkede af fra distancen, og bolden var på vej mod det øverste hjørne. Heldigvis for United fik David de Gea strakt sig ud i fuld længde og skubbet bolden ud til hjørnespark.

Et par minutter senere gik det galt for United. Delaney lagde bolden i dybden med hælen til McArthur, der satte bolden i nettet til 1-1.

Få minutter senere var Rooney tæt på at genetablere føringen. Anføreren skød fra distancen, men Hennesey fik lige præcis en hånd til bolden. På det efterfølgende hjørnespark blev United snydt for et klart straffespark. Ledley ramte bolden med hånden, der var over hans eget hoved, men dommerens fløjte var tavs. Øjeblikket efter fik United et mål underkendt for offside, hvilket også lignede en tvivlsom kendelse.

Det så ikke ud til, at United ville få sejrsmålet, men tre minutter før tid kom forløsningen. Pogba spillede Zlatan i dybden, og fra en spids vinkel satte svenskeren bolden i nettet, så United førte med 2-1.

Efter Zlatans mål kørte United sejren sikkert hjemme og kunne sætte tre vigtige point ind på kontoen.

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Forrige artikel

Rejsetilbud: United - Reading på Old Trafford - 995 kroner inklusiv hotelovernatning

Næste artikel

Mourinho glad for stærk reaktion

ANNONCE