Det lyder mærkeligt. I en yderst mærkværdig fodboldsæson i et endnu mere mærkeligt samfund, hvordan kan ingen tilskuere, sammenpresset kampprogram og en global pandemi rundt om ørene på spillerne på nogen måde have en positiv effekt på vores hjerteklub, Manchester United?
Hear me out. Manchester United er i skrivende stund nummer et i Premier League, har stadig alle muligheder åbne for at holde cup- og Europaeventyrene i live, samt at de spiller noget af den fedeste omgang fodbold, de muligvis har gjort siden Sir Alex Fergusons regi som cheftræner.
For mig er der to ting, der for alvor bliver påvirket af det her kampprogram, og som er noget, klubberne skal forholde sig til. Det er mindre forberedelse, og det er truppens bredde, som mere end før er relevant. Lad os prøve at gennemgå de to punkter, og lad mig forklare, hvorfor Manchester United er bedre stillet end konkurrenterne ud fra de parametre.
Mindre forberedelse
Manchester United spiller altid mange kampe. Alle 38 kampe i Premier League skal afvikles, samme skal de europæiske kampe, og det skal kampene i de to cupturneringer, Carabao Cup og FA Cup, også.
Samtidig skal kampene smides ind i et kampprogram, der er blevet sammenpresset af en sen start, samtidig med at sæsonen også skal nå at slutte tids nok inden EM i fodbold afvikles til sommer. Det betyder, at det mere er reglen end undtagelsen, når Manchester United spiller midtugekampe.
Fra et rent egoistisk perspektiv synes jeg, at det er enormt fedt at blive underholdt med fodbold, der bliver fodret til mig fra højre og venstre næsten hver dag – specielt under et vinterlockdown, hvor man intet har at tage sig til alligevel – men det er jeg helt sikker på, at trænerne ikke synes.
Specielt Jürgen Klopp og José Mourinho. Udover at være Premier Leagues to største brokkehoveder, har de også været ramt af skader, og det hårde kampprogram passer ikke til den måde, de ønsker at afvikle sæsoner på. Det har de begge udtalt i løbet af denne sæson.
Lad os blive ved Solskjærs trænerrivaler, og lad os i virkeligheden sammenligne dem med nordmanden. Jürgen Klopp, Pep Guardiola, José Mourinho, Brendan Rodgers, og hvad de ellers hedder, er alle nogen, der frem for passionerede peptalks foretrækker at forberede sit hold bedst taktisk muligt til kampene.
Det er der ikke på samme måde mulighed for i denne sæson. Førhen havde trænerstabene rundt omkring i Premier League typisk mulighed for at forberede sig til en kamp i en uge – analysere på modstanderne, finde deres svagheder, og implementere måder at udnytte dem via træningsbanen.
Det er ikke Solskjærs force, og det har det aldrig været. Jeg synes, det er et dovent take at sige, at nordmanden er ueffen taktisk, for det er han ikke, men det er ikke der, han har sine spidskompetencer. Det har han derimod i det motiverende og det menneskelige, meget ligesom sin læremester, Sir Alex Ferguson. Og netop Ferguson gav ifølge Wayne Rooney peptalks sådan her:
– Oftest, når vi mødte mindre hold, sagde han bare “Gå ud og vind kampen. Vores 11 er bedre end deres 11, find ud af det hele inde på banen,” og han lod generelt os spillere håndtere situationerne på banen i stedet for indviklede, taktiske instrukser. I store kampe kom han med taktiske oplæg og gjorde forskellige ting, men det var generelt sådan der, det var, sagde Rooney engang i et Sky Sports studie.
Det er meget sådan, jeg forestiller mig, at Ole Gunnar Solskjær håndterer teamtalken. Han sørger for at motivere spillerne, og så stoler han på, at de selv har kunnen og snilden til at præstere og justere løbende inde på banen. Og det er utroligt vigtigt under et presset program.
Det er blandt andet derfor, at United altid var gode under Ferguson, når juleprogrammet pressede nedover Premier League. Det er fordi, at han ikke lænte sig opad taktikken for at skabe succes, for han troede fuldt og fast på, at spillernes præstationer på banen ville komme, hvis han kunne motivere dem.
Solskjær har i flere interviews opbakket idéen om, at spillernes motivation er nøglen til succes, og han er fuldt bevidst om, at det er hans ansvar at sørge for, at spillerne er motiverede på banen. Kan de ikke motiveres, ryger de ligeså stille på porten.
Køber man præmissen om, at Solskjærs manager- og lederstil i høj grad minder om den, Sir Alex praktiserede, er det tætpressede kampprogram bestemt en fordel, når det er motivationen, man vinder på, fremfor taktiske udklasseringer.
Bredden i truppen
De trænere, der har et fast, taktisk spilkoncept, de svor til, har oftest ikke ret meget mere end 14/15 mand, de stoler på. Se Jürgen Klopps Liverpool over de seneste par sæsoner. Den tyske træner fandt et system, der fungerede, og så brugte han mere eller mindre samme 11 en hel sæson.
Med det føromtalte tætte kampprogram har det gjort, at han har mistet vigtige spillere. Hele idealbagkæden har været ude med skader, mens de to foretrukne midterforsvarere i Virgil van Dijk og Joe Gomez begge er ude resten af sæsonen med korsbåndsskader. Og se, hvad det har gjort ved Liverpools spil.
Klopp mistede sin hovedstamme, og i skrivende stund betyder det, at holdet endnu ikke har scoret et mål i det nye år, og må finde sig til rette på Premier Leagues fjerdeplads, seks point op til Manchester United på førstepladsen. Men hvorfor skal vi snakke om Liverpool nu?
Det er fordi, at det går meget i strid med det, der sker i Manchester United. Ole Gunnar Solskjær er omvendt ikke bange for at rotere, og han stoler på, at hans trup er god og stor nok til, at de kan klare sig igennem en hård sæson.
På målmandsposten er man formentlig stillet med den bedste bredde i hele Premier League, hvis ikke hele verden. David de Gea har taget et enormt step up i denne sæson efter en dårlig 19/20-sæson, mens engelsk landsholdsmålmandsaspirant Dean Henderson tager sig af cupkampe og enkelte Premier League-kampe. Og så har jeg ikke engang nævnt Sergio Romero, der dog ligner en mand uden fremtid i klubben.
I forsvaret har man Harry Maguire, Eric Bailly og Victor Lindelöf, som alle er mere end habile forsvarsspillere, mens yngre alternativer i Axel Tuanzebe og helt unge Teden Mengi også kan træde til, hvis nødvendigt.
På venstrebackspladsen investerede man i Alex Telles i sommers, hvilket satte en flamme i Luke Shaw, og som betyder, at man har to venstrebacks, der lige meget hvad kan præstere på et Premier League-tophold, uden at man skal bekymre sig om, at den ene absolut SKAL spille hver kamp.
På den centrale midtbane er konkurrencen endnu større. Modstanderen ved aldrig, hvem der spiller af Nemanja Matic, Fred, Scott McTominay, Paul Pogba eller Donny van de Beek. Her har Solskjær enormt mange brikker at flytte med, de spiller vidt forskellige roller og excellerer i vidt forskellige ting.
På kanterne har man mulighed for at spille både Marcus Rashford og Anthony Martial, mens Mason Greenwood i topform er et yderst fremragende alternativ, og i baggrunden lurer unge spillere som Facundo Pellistri, Anthony Elanga og yderst spændende, nytilkomne Amad Diallo.
På midtbanen og kanterne har jeg ikke engang nævnt spillere som Juan Mata, Jesse Lingard og Daniel James, der på Premier League-bundhold unægteligt ville kunne gøre en forskel, men som altså ikke er nødvendige at stole på for Solskjær.
På angrebspositionen er det også fleksibelt. Edinson Cavani er begyndt at ligne sæsonens helt store joker på angrebsposten, men heller ikke han behøves spille hver gang. Selvom Anthony Martial velsagtens har haft sin dårligste sæson i United-trøjen hidtil, er Manchester United stadig et enormt godt hold, når han spiller angriber.
Det er vel kun på højrebacken, man er tyndt besat, med Aaron Wan-Bissaka, der spiller næsten alle kampe. Brandon Williams kan spille positionen, men han virker ikke til en løsning, som Ole Gunnar Solskjær stoler på. Derfor synes jeg, at rygterne om en Max Aarons fra Norwich giver god mening, så han kan give Wan-Bissaka den fornødne konkurrence og forhåbentlig give ham det samme slags spark bagi, som Luke Shaw fik af Alex Telles.
Hele pointen med det her er, at der ikke kun er 14/15 gode spillere i Manchester United. Der er vel over 20. Det betyder, at Manchester United – lige med undtagelse af Bruno Fernandes – ikke er afhængige af nogen spillere, alle kan erstattes, og alle pladser er der konkurrence på.
Det ser man kun et andet sted i toppen af Premier League: Manchester City. Og det er ikke tilfældigt, at det er Manchester City og Manchester United, der ligger nummer et og to i denne underlige coronasæson, for det tyder på, at bredden er vital for at kunne spille alle de kampe på så kort tid.
Sommerens transfervindue brugte Solskjær tydeligvis på at hente ind til bredden. Jeg var selv enormt skuffet og kritisk overfor transfervinduet, for man manglede stadig at finde den højrekant, som man troede ville blive Jadon Sancho (det gjorde Solskjær nok også), men de indhentede spillere har forøget konkurrencen gevaldigt, og kan muligvis være det, der skaffer titler til Manchester United i denne sæson.
Ikke siden 2012/13-sæsonen, hvor man i øvrigt også senest vandt Premier League, har Manchester United ligget nummer et på så sent et tidspunkt i sæsonen, og det ligner et hold, der er kommet for at blive.
Det er meget muligt – og også en korrekt antagelse – at der flyver positive vinde over Manchester Uniteds situation, men den er også hjulpet godt på vej af en coronasæson, der passer enormt godt til den måde, Solskjær gerne vil drive Manchester United.
Om det udmønter sig i et Premier League-mesterskab, vil tiden vise, men faktum er, at selv den største #OleOut-fan må tippe på hatten og erkende, at den norske baby faced assasin har gjort præcis det, der skal til i en underlig coronasæson.
Så for at svare på spørgsmålet i overskriften: JA, det er en fordel for Manchester United. Men sæsonen viser også, at Solskjær fortjener al kredit i verden for at tilpasse sig underlige omstændigheder. Noget, som nogle af verdens bedste managere har forsømmet.
