Da Ole Gunnar Solskjær i sin tid blev ansat som caretaker i klubben, udtalte han, at det at træne United er ”results business”. Derfor må det også snart være på tide, at vi tager ham på ordet og sætter nogle krav for, hvad vi som minimum forventer af den igangværende sæson.
Indtil videre har denne sæson været en pose blandede bolsjer. Nogle fans vil måske mene, at sæsonen har været katastrofal, og det er nemt at finde statistikker på nettet, der bekræfter Solskjærs problemer med at styre United-bilen mod gode resultater.
Andre fans taler om en proces, udrensning i truppen og at klubbens norske manager skal have tre til fire transfervinduer, før vi for alvor kan bedømme, om han er god nok til sit job.
Hvis jeg selv skal bedømme det United-projekt, vi ser anno 2020, bliver jeg nødt til at bedømme det på to kriterier; resultaterne samt det udtryk og den spillestil, vi ser på banen.
Denne blog vil ikke centrere sig omkring Ed Woodwaard, Glazer-familien eller andre skikkelser, som også agerer hovedpersoner for Uniteds slingrende kurs.
Top fire, et trofæ eller noget helt tredje?
Status er i øjeblikket, at United ligger på en aktuel syvendeplads i Premier League. Derudover er klubben stadig med i Europa League, hvor Club Brügge venter i sekstendedelsfinalen. Vi røg ud i semifinalen i EFL Cup men er stadig med i FA Cuppen, hvor Derby og Wayne Rooney venter.
Det skal ikke være en hemmelighed, at United går et svært program i møde. I ligaen venter Chelsea, Watford, Everton, Manchester City og Tottenham i de næste fem kampe, hvorfor denne periode kan blive altafgørende for, hvor holdet ender i Premier League.
Holdet har desværre tabt terræn i den seneste periode, og selvom det længe har lignet en kamp mellem Chelsea og United om den attraktive fjerdeplads, er nu også Tottenham, oprykkerne fra Sheffield United og tilmed Wolves blevet inviteret med til bords i kampen om topplaceringerne.
Jeg forventer ikke, at United ender i top fire. Hvad jeg forventer er dog, at vi i den sidste del af sæsonen bliver en seriøs udfordrer til Champions League-fodbold, og i det mindste ender ud med at skulle i Europa igen til næste sæson. En klub som United må simpelthen ikke ende under Sheffield og Wolves.
Hvad der kan redde sæsonen, er en pokal. Det er der også rig mulighed for i både Europa League og FA Cuppen. Det bliver en udfordring for Solskjær at skulle veksle mellem tre turneringer, hvor det forventes, at han kan præstere i dem alle.
Formår United dog at være med til det sidste i kampen om både top fire, FA Cuppen samt Europa League, er jeg klar til at blåstemple – i hvert fald – anden halvdel af sæsonen.
Første halvdel af sæsonen har ikke været i orden, men guderne skal vide, at Solskjær heller ikke har haft det nemt. Mislykkede transferhandler, længerevarende skader til profiler og brændte straffespark.
Noget skal dog ændre sig, hvis ovenstående forventninger skal realiseres, og det bringer mig videre til Solskjærs tilgang til spillet.
Et anderledes udtryk resten af sæsonen
Når det kommer til spillestil, skal United vise et helt andet udtryk, end hvad der er blevet vist tidligere på sæsonen.
Det chokerer ikke særligt mange fans, hvis jeg skriver, at det hidtil i sæsonen ofte har virket som om, at det er op til United-spillerne selv at beslutte, hvad der skal ske på banens sidste tredjedel.
Derudover er det ved at være trættende at se United i en fembackkæde – især mod mindre hold som man bør forvente, at Rashford, Martial, Fred og co. bør kunne dominere imod fra start til slut.
Men hvorfor skulle spillestilen pludselig ændre sig? Et af svarende på det kunne være Bruno Fernandes. Den portugisiske midtbanespiller, som er blevet hentet ind i Sporting i januar-transfervinduet, kan være manden, som får Uniteds spil til at flyde og på samme tid endelig lade Solskjærs mandskab spille den ”attack, attack, attack”-fodbold, han tidligere har talt så højt om.
Hvis United ikke henter nogle trofæer hjem denne sæson – eller ender uden for top fire i ligaen – bliver det udslagsgivende, at Solskjær begynder at implementere en anden spillestil, end den vi primært ser, når United spiller.
I min optik skal United være et spildominerende, angribende hold – som dog også forstår sig på, hvordan man lukker en kamp ned. Vi skal ikke være et kontrahold, der håber på, at Rashford eller Martial finder på noget genialt i det 89.minut, således at vi kan få en 0-1’er hjem på udebane mod Bournemouth.
Der er for meget overladt til tilfældighederne, og det skal der laves om på. Fernandes skal implementeres i spillestilen, og forhåbentligt (med streg under ’forhåbenligt’) kan han danne noget unikt med Pogba, når han vender tilbage fra sin skade.
Hvis ikke, og vi i stedet fortsætter med vores vante kedelige udtryk, der i nogle kampe har forårsaget, at Old Trafford har virket faretruende tomt, bør Solskjærs stilling for alvor tages op til overvejelse.
Hvis Solskjær skal have lov til at gemme sig bag processen, skal denne proces også kunne ses på banen. Jeg vil have mulighed for igen at kunne glæde mig til at se United spille fodbold. Og det har ikke været tilfældet indtil nu.
Sæsonen er dog ikke tabt, og meget kan fortsat nå at blive reddet i Solskjærs United-projekt.
