Gårsdagens kamp mod AZ Alkmaar endte uden at Manchester United havde haft et skud på mål. Det er efterhånden det der er blevet The United Way – at spille fra side til side, uden penetration og opfindsomhed på modstanderens banehalvdel.
Hvis der findes nogle derude der er blevet Unitedfans i løbet af de sidste 7 år, vil det være alt hvad nogen af dem har set. Vi er nu på den fjerde træner i træk der har problemer med at få offensiven til at spille intuitivt og dynamisk.
På søndag møder United Newcastle på St. James Park, et hold der under Rafa Benitez var kendt for at være uhyre godt organiseret. Steve Bruce har ikke fået en nem start på sin karriere på Tyneside – hvilket vel var forventet – men han er en træner der ikke er bleg for at grave sit hold ned. Det bliver sandsynligvis kampbilledet at Newcastle stiller sig dybt og giver United initiativ til at finde på noget med bolden.
Det er en svaghed hos United der er nem at genkende, og opskriften på succes mod den er relativt simpel. Så hvad kan United gøre anderledes for at skabe flere chancer, særligt mod hold der stiller sig dybt?
Det spørgsmål vil jeg diskutere, men uden at forholde mig til alskens drømmetransfers. Det her er holdet vi har nu, og det er dem der skal lære at lirke hold op.
Bevægelse
Mod Arsenal i mandags så vi at holdet stadig kan være farlige på kontra. Det var et hurtigt, effektivt kontrastød der førte til McTominays mål, og kort forinden havde Rashford en friløber efter en lignende kollektiv bevægelse fra felt til felt.
Det er ikke her problemet ligger (der ligger måske det problem at vi slet ikke får nok kontraangreb). En løbende kritik af Manchester United – under alle trænere post-Fergie – er manglen på et genkendeligt spilsystem når man har bolden. Ole Gunnar Solskjærs United er ingen undtagelse her, hvor selv de mest dedikerede fans har svært ved at se hvad det præcist er de prøver at få til at ske.
Hvad der er nemmere at se er hvad der ikke sker. United største hæmsko er manglen på løb rundt om modstanderens forsvarskæde når man har bolden på sidste tredjedel af banen.
Lad os tage et eksempel fra gårsdagens kamp hvor det faktisk sker – det måske eneste eksempel der er, som fører til Uniteds største chance i kampen – da Daniel James tager et løb i the inside right channel (det lodrette rum af plads mellem modstanderes venstre back og centerforsvarer i venstre side) og Dalot spiller den i dybden til ham. James når, på grund af sin fart, bolden lige da den når til baglinjen, og hans cutback finder Mason Greenwood som får en stor skudmulighed, der dog bliver blokeret af Ron Vlaar.
Denne form for bevægelse ser vi alt for lidt af. Kigger man mod naboerne i lyseblå er det en konstant feature ved deres spil at de danner trekanter rundt om modstanderens backs. Citys centrale midtbanespillere som Kevin De Bruyne, David Silva og Ilkay Gundogan finder konsekvent tid og plads til at tage små løb ind i rummene bag forsvarskæden på siderne af straffesparksfeltet.
Det kræver dynamiske midtbanespillere der er villige til at løbe i dybden, også selvom de ikke modtager bolden hver gang, og som stadig har energi i tanken til at løbe med hjem hvis bolden mistes. Nemanja Matic er i øjeblikket symbolet på det diametralt modsatte, og det giver et stik i maven at tænke på Ander Herrera løber rundt i Paris og knap får spilletid.
Juan Mata og Jesse Lingard har begge fået chancen på 10’er-positionen i denne sæson, og de har begge fejlet i at bidrage til holdets offensive opfindsomhed, særligt fordi de sjældent bevæger sig om bag modstanderens bagkæde. Sidst jeg så et eksempel på det var i venskabskampen mod norske Kristianssund, hvor Juan Mata sent i kampen foretog et inside-out løb – fra en central position og diagonalt ind mellem modstanderens to centerforsvarere – og modtog en stikning i dybden fra Pogba der førte til kampens enlige mål.
At tage disse former for løb kræver mod og arbejdsvilje. Og måske særligt det som United mangler mere end noget andet: selvtillid.
Det er muligt at nogle af disse ting vil opstå naturligt når/hvis spillerne begynder at tro på deres evner igen. Det kræver et par gode resultater og nogle mål på kontoen, hvilket er et af de mest klassiske paradokser i fodbold: det kræver selvtillid at score mål, men måden man får selvtillid på – hvis man ikke har det – er ved at score mål…
Overlap
Når United har bolden centralt eller hos en af kantspillerne, kommer der rimelig ofte løb fra backs langs fløjen – overlap – men antallet af gange at de løb ikke bliver udnyttet er uhyggelig frekvent. Vi ser tit fullbacks have mange berøringer og deltage i den boldbesiddende del af spillet. Men det vi ikke ser nok er at de modtager bolden mens de er i løb, på ydersiden af en medspiller der har bolden.
Kigger vi igen mod en direkte rival, Liverpool, er det arkitekturen bag en masse af deres mål at Robertson og Alexander-Arnold sjældent ignoreres når de tager raids op af fløjen uden bolden.
United har for vane at bruge overlappet som decoy, altså et løb der suger en forsvarsspiller til sig for så at åbne op for at boldholderen kan trække ind i banen og få lidt plads. Problemet er at hvem end der har bolden næsten aldrig bruger dette korte vindue af tid og rum til at finde en penetrerende aflevering.
Hvis man alligevel ender med at spille bolden tilbage eller til den modsatte fløj, er det farlige ved den situation forsvundet igen. Man bliver nødt til at opildne ens backs til at blive ved med at have ærgerrigheden til at tage disse overlappende løb, og det gør man ikke hvis man ignorerer dem gang på gang.
Brandon Williams var flink til at tage disse offensive løb i går, men hans fløjpartner Angel Gomes foretrak at trække ind i banen når han fik muligheden, og alt for ofte løb det ud i sandet. Dalot tager ikke så mange af disse løb som i hans første par kampe for klubben. Han synes at foretrække at modtage bolden i en mere stationær situation, for så at sætte en mand og slå et indlæg.
Tandem
Og her er der måske også en mulighed United kan opsøge: Dalot og Wan-Bissaka som partnerskab i højre side. Vi ved efterhånden alle hvor god Wan-Bissaka er defensivt, men han mangler stadig at blive slebet skarp i sine aktioner sidst på banen. Dalot derimod er eminent god til at tage et hurtigt antrit en meter forbi en mand og så sende et hårdt fladt indlæg ind i boksen.
United står uden en naturlig højrefløj, og ingen af dem der har fået chancen har imponeret: James, Greenwood, Rashford, Lingard og Mata ser alle en anelse unaturlige ud på højrefløjen.
På venstrefløjen er der en overflod af spillere der gerne vil trække ind i banen: James, Martial, Rashford og Gomes. Så få at få mere naturlig bredde kan Dalot være en god mulighed på højrefløj. En mand der ikke vil have bolden ind centralt hvor man leder efter et nåleøje at spille igennem, men som på mere gammeldags manér kan finde en mand i boksen med et indlæg. Dalot har kvalitet i sine indlæg, problemet har oftest været at der ikke er nok spillere i boksen når han får muligheden for at slå den. Med den defensive forsikring i AWB bag sig kan Dalot fokusere på den chanceskabende del af sit spil, så hvis de offensive medspillere løber i boksen skal han nok ramme dem fra gang til gang.
Bryde igennem kæder
En sidste ting jeg vil fremhæve er modet til at spille igennem modstanderes kæder. Da Harry Maguire blev købt var der flere der fremhævede (heriblandt undertegnede) hvor god Maguire var til at løbe med bolden forbi modstanderes forreste kæde, for derefter at finde en fremadrettet pasning.
Maguire er god til det, men vi har ikke set ham gøre det ofte nok. Lindelöf og Tuanzebe har også dette facet som en del af deres spil, men jeg savner modet fra dem alle til at prøve det noget oftere. Joel Matip i Liverpool er fantastisk til det – hver gang han ikke er presset på bolden løber han simpelthen bare frem i banen indtil han kan se en pasning, og Liverpool skaber chancer på det.
Vores bagkæde skal turde at kigge frem når de har bolden, men det kræver først og fremmest at midtbanespillerne tilbyder sig, og jeg tror det er her vi finder årsagen til at Maguire ikke endnu er 100% den boldspiller vi har set ham være for Leicester og England. Det kommer igen tilbage til løb uden bolden og forøget dynamik. Mere bevægelse giver flere muligheder.
Men det er ikke kun i den bagerste kæde at man skal turde kigge mere frem. I trænerteamet sidder en af engelsk fodbolds bedste eksempler på en spiller der besad denne kvalitet, Michael Carrick. Han har tilsyneladende ikke fået smittet sine kundskaber af på Matic og Fred, der i gårsdagens kamp nærmest ikke havde en fremadrettet aflevering tilsammen.
Da Scott McTominay blev skiftet ind skabte han med en af sine første berøringer en kæmpe mulighed til Jesse Lingard, da han idet han modtog bolden udenfor modstanderens felt kiggede op og fandt en lige vertikal aflevering ind i boksen, hvor Lingard modtog bolden og var tæt på at score.
Carricks indflydelse var til at få øje på i den situation, hvor McTominay instinktivt kiggede frem da han modtog bolden. Denne form instinkt er afgørende. Havde McTominay først skulle modtage bolden, derefter kigge op efter en medspiller ville chancen for længst være forduftet. Unitedspillerne skal være modige på bolden og havde det ind på rygraden ikke at kigge efter de letteste løsninger hver gang (måske undtagen Pogba som gerne må gøre det simple noget mere).
Solskjær fremhæver næsten altid holdets vilje og attitude, hvor hårdt de træner og at det er et ungt hold der stadig er i gang med at lære. Efter Mourinho, Sanchez, Lukaku osv. har forladt klubben er de fleste attitudemæssige problemer forsvundet. Det er ikke fordi det her hold ikke prøver, det er bare fordi de ikke er bedre eller mere erfarne.
Skal fans af Manchester United blive ved med at bakke Solskjærs projekt op (hvilket jeg gør), er det på sigt ikke længere nok at se spillere der kæmper hvad de har lært. På et tidspunkt skal kvalitet og tydelige spilmønstre blive en del af hvad vi fans kan se udefra. Forhåbentlig bliver de ting jeg har fremhævet mere tydelige på banen i den nære fremtid.
