Titlen på bloggen er en linje tyvstjålet fra en The Smiths-sang, men jeg har lært, at hvis man skal stjæle fra nogen, så skal man sørge for at gøre det fra nogle, der gør deres ting godt(selvfølgelig skal man ikke stjæle).
Meningen med titlen er, at den skal forsøge at dække over de mange krav, jeg synes, vi United-fans har til vores elskede klub og den – for nogen – elskede træner.
Der er en rimelig chance for, at det kommer til at lyde for et stort forsvar for Ole Gunnar Solskjærs projekt, og hvis man skyder mig det i skoene efter man har læst til vejs ende, så tager jeg det med. Så må jeg håbe, der lægger et par nye sko til mig under juletræet om et par uger.
Egentlig er tanken bag bloggen, at den skal stå som et forsvar for nuancer i debatten, hvor jeg især synes, der er en tendens til, at kravene er store.
Fodbold er følelser, det forstår jeg, og især i timerne efter en skuffelse i en vigtig kamp er frustrationerne store. Og når vi snakker en af verdens største fodboldklubber, er det kun naturligt, at de sociale medier bliver en slags skyttegravskrig – i gårsdagens tilfælde mellem OleOut og OleIn-brigaderne.
Jeg har forsøgt at finde nogle nedslagspunkter, som jeg mener kan være med til at nuancere billedet til fordel for begge parter i striden. Og ja, Ole Gunnar Solskjær fejler også.
Bør vi egentlig være overraskede?
Tirsdag aften leverede Manchester United en skuffelse af de store, hvis man har øje på præstationen ude mod RB Leipzig. På alle tre mål imod er der store spørgsmålstegn at stille ved organisation og individuelle beslutninger. Men er det nogen overraskelse, at Manchester United kan tabe til Red Bulls måske mest genkendelige reklamesøjle?
Nej, det er det overhovedet ikke. RB Leipzig er et hold, der er i stand til at slå alle. Særligt hvis man går ind og ikke orker at forsvare.
Er det så der, Manchester United er kommet til? At et hold, der først overtog sin licens til tysk divisionsfodbold for 11 år siden i 2009, kan bide skeer med Manchester United og være tættere på trofæet med de store ører?
Ja, desværre, men det har været skriften på væggen længe, at United har bevæget sig væk fra den absolutte fodboldtop. Også før Ole Gunnar Solskjær blev Manchester United-manager.
RB Leipzig under ledelse af Julian Nagelsmann står for ungdom og fart. De repræsenterer mange af de dyder, der er blevet fremelsket af den tyske fodboldskole i de senere år, og det er en vogn, United ikke er kommet med på.
Der er ikke blevet lagt en strukturel plan i klubben for, at det er den vej man vil gå. Betyder det, at United så ikke bliver noget ved musikken de kommende år – det må tiden vise. Men det er en større snak, end en enkelt kamp kan gøre os klogere på. Og vi skal lige huske, at den omvendte kamp endte 5-0 til United, så i knockout-fasen i Champions League ville United have avanceret.
Ganske klart endda.
Opgaven var nem – eller hvad?
Forud for gruppespillets sidste to kampe var opgaven for United klar. Ét point ud af seks mulige, og så var kvalifikationen til knockout-fasen sikret. Rimelig simpelt og det er også kritisabelt, at opgaven ikke blev løst.
Men hvad hvis man kigger på de to modstandere, som det ene point skulle tages fra?
Isoleret set er der ingen skam i at tabe til hverken RB Leipzig eller PSG. I et større perspektiv kan man sige, at to ud af samlet fire opgør mod de to klubber endte med 2 sejre – hvilket jeg tror, flere ville have taget før gruppespillet. I et endnu større perspektiv har United under Solskjær besejret PSG 2 ud af fire gange på godt tre år. Det er altså også meget godt mod et af de bedste hold i Europa den periode.
I indledningen af kampen mod PSG i sidste uge, lignede det, at United var oppe imod overmagten. Holdet fik dog vendt tingene og kæmpet sig til et lille overtag i kampen. Med lidt skarphed fra Cavani og/eller Martial, så var man endda kommet foran med 2-1, inden et kollaps på to minutter, hvor franskmændende først kommer på 1-2, og Fred siden bliver smidt ud for sit andet gule kort.
Et nummer to gule kort, der stod skrevet over det hele i første halvleg, og man tænkte, om ikke Ole Gunnar Solskjær burde hive brasilianeren ud i pausen. Det gjorde han ikke, men i anden halvleg lignede det dog heller ikke, at Fred var tæt på nummer to gule, indtil han så fik et, lad os sige tyndt gult kort. Derefter var der ikke rigtigt nogen tvivl om, at PSG ville vinde.
I bagkloskabens lys peger nogle rimeligvis på Solskjær for Fred-beslutningen, men der sker store individuelle fejl af spillerne også.
Kampen i går var skrækkelig. Fra første minut til omkring det 80., hvor Bruno Fernandes tændte et lille håb med sit straffespark. Der synes jeg ikke, at nogen er fredede. Hverken træner eller de 11+ spillere. Men det er også blandt de ældste historier i fodboldspillet – møder du ikke op mod en god modstander, så taber du.
Omvendt og ligeså væsentlig kan man pege på, at to sejre på baggrund af gode taktiske præstationer – særligt mod PSG i Frankrig – var grundstene til, at Manchester United stod i en situation, hvor der som bekendt blot manglede et sølle, råddent point i de sidste to kampe.
Og det point? Ja, det kunne også være fundet på et stadion meget tæt på grænsen til Asien i Istanbul for nogle uger siden, hvor alle der repræsenterede Uniteds farver den dag – inklusive Ole Gunnar Solsjær – fejler.
Fodbold er en holdsport – på og uden for banen
Det er ingenlunde på grund af Mino Raiolas kommentarer om Paul Pogbas fremtid, at Manchester United taber i går. Det vil jeg aldrig påstå. Men hjalp de kommentarer noget som helst? Nej, overhovedet ikke.
Kunne man forestille sig, at trænerstaben havde forberedt spiller på en kampplan, hvor franskmanden var en del af startopstillingen? Ja, det synes jeg nemt man kunne. Særligt med tanke på Freds karantæne.
Jeg har fulgt meget med i reaktioner på sociale medier på Uniteds startopstillinger i flere år, fordi jeg selv dækker dem, og jeg er ganske overbevist, at havde Pogba startet inde, så var der først ballade. De kommentarer fra Raiola hjalp ikke Solskjær, og det har ikke hjulpet på stemningen internt i truppen – det tror jeg ikke på.
At Pogba så går ind og leverer et mål, der bringer minderne tilbage til et Roy Keane-mål i Torino for mere end 20 år siden, det taler til franskmandens fordel. Han prøvede at gøre sit og viste den rette indstilling. Desværre for sent i kampen isoleret og måske for sent i forhold til at at redde United-karrieren.
Hvis det er hans ønske.
3-5-2 to eller ej
Der har på bagkant været stor kritik af Solskjærs beslutning om at sende sine spillere ud i en 3-5-2 formation. Med tanke på, at RB Leipzig spiller med stor fart – særligt over kanterne – så er det en kritik, der er ganske rimelig, synes jeg. For det er en opstilling, hvor du så som udgangspunkt kun har en spiller, der dækker de to flanker.
Det falder tilbage på Ole Gunnar Solskjær og hans stab, og det bygger ovenpå den bunke af kritik, der kan være af nordmandens taktiske færdigheder.
Men som skrevet i ovenstående, så tror jeg, der er en reel mulighed for, at flere af Uniteds planer forud for kampen, blev revet i stykker af en agents udtalelser omkring 24 timer før kampstart. Det er selvfølgelig spekulation, det anerkender jeg.
Noget, der dog ikke er en spekulation men ganske faktuelt, det er, at Solskjær har hevet den startformation op af lommen ved flere lejligheder mod gode modstanere. Her tænker jeg på kampen i Paris, hvor der efterfølgende var bred enighed, om at taktikken var lige i skabet. Det var også den samme formation, han spillede med mod Manchester City i marts, hvor der igen var enighed om, at det var rette. På bagkant af en sejr.
Så er det rimeligt, at Solskjær, Carrick, McKenna og Phelan følte, at det var en opstilling, de turde satse på til gårsdagens kamp? Ja, det er det da.
Hvad så nu?
På de objektive parametre som er resultater, der er det jo ret beset ikke så skidt, som det kan blive gjort til. I skrivende stund er United kun en enkelt kamp i hånden fra at være to point fra førstepladsen i Premier League. Jeg tror dog ikke, United er så tæt på, når kalenderen viser marts, men det må tiden vise.
I sidste sæson var det kun Manchester City og Liverpool, der blev bedre placeret i ligaen, så jeg synes godt, man på nogle objektive paramtre kan sige, at Solskjær hiver det i en positiv retning.
På de mere subjektive paramtre, når det kommer eksempelvis kommer til spillermateriale, og om der er en udvikling i selve spillet på banen, er jeg mere i tvivl, om jeg ser en positiv retning.
Jeg ser ustabile United-præstationer, men er det noget, der kan ændres ved tilførelsen af måske bare en rutineret spillere, der kan være med til at hjælpe de unge med, hvordan man leverer på stabilt niveau? Ja, det tror jeg. Så enkelt tror jeg faktisk fodbold kan være nogle gange.
Men jeg ved det ikke, det er jo netop et subjektivt parameter. Og andre gæt – det være sig en ny træner med en tydeligere taktisk filosofi end Solskjærs – kan være lige så gode.
Men kan man agrumentere for, at kritikken af Solskjærs evner som Manchester United-manager sat op i mod andre trænere kan tage overhånd og særligt på baggrund af enkelte resultater? Ja, det mener jeg godt, man kan.
