Blog: Tid til et opgør med strategien?

Manchester Uniteds nuværende krise er ikke kun et udslag af, at Sir Alex Ferguson er væk. Årsagen er måske nærmere, at klubben simpelthen ikke har lagt penge nok i holdet.

Der kan ikke være to meninger om, at Manchester Uniteds sæson her godt halvvejs mod maj foreløbig ikke er bestået. Selvom resultaterne i det store hele har været fine i Champions League, og vi endnu ikke er røget af ud cupturneringerne, har Premier League-udbyttet været for magert.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, er det ikke godt nok at ligge nummer juleaften.

Det er selvfølgelig nemt at skyde skylden på David Moyes og sige, at han ikke er sin opgave voksen. I min verden er det dog alt for tidligt at konkludere hverken fra eller til overfor den nye manager, for uanset hvem der fulgte efter Sir Alex Ferguson, ville det blive op ad bakke.

Skal vi skære helt ind til benet, er den sløje Premier League-placering dog naturligvis Moyes’ ansvar. Som manager hæfter han for resultaterne, men det er ikke nødvendigvis det samme, som at det er hans skyld. Ansvar og skyld er to forskellige ting.

I stedet skal skylden måske findes et mere overordnet, strategisk sted. Måske handler det slet og ret om penge.

For mens vores rivaler spenderer millioner og milliarder, som var der ingen morgendag, så har United altid været mere mådeholdige. Og så længe det fungerer, og man vinder titler, er det jo fint. Men det ser bare ud til, at virkeligheden endelig har indhentet klubben.

Vi hører igen og igen, at sportslig succes tæt forbundet med de midler, man investerer i truppen. På lang sigt i hvert fald. For man bliver ikke engelske mestre af at købe tre gode spillere en sommer, men en tung og årelang investering i spillertruppen vil alt andet lige smitte af på resultaterne.

Og der må vi bare erkende, at der som minimum er to hold i England, som har brugt væsentligt flere penge end Manchester United. David Conn, som er forfatter og journalist på The Guardian med fokus på økonomi i fodbold, lavede i april en oversigt over Premier League-klubbernes finanser. Oversigten viste, at Manchester Citys lønudgifter var 40 millioner pund om året større end Uniteds, mens Chelseas var 11 million pund større.

Uden at kende de aktuelle tal vil jeg gerne lægge hovedet på blokken og konkludere, at de forskelle kun er blevet større med sommerens indkøb in mente, og dertil kommer naturligvis de penge, som klubberne køber nye spillere for. Tal fra transfermarkt.co.uk viser, at United de sidst fem år har brugt 196 millioner pund på nye spillere, mens City har brugt 531, Chelsea 395 og sågar Liverpool 291.

Ja, jeg ved godt, at Transfermarkt ikke altid rummer den endegyldige sandhed, men over fem år og utallige indkøb skal det nok udligne sig så meget, at pointen står ved magt. For når man bruger så mange flere penge, får man i udgangspunktet også flere dygtige spillere. Og det er den tendens, vi ser et udslag af i denne sæson.

Umulig opgave med den nuværende trup
Det er åbenlyst for enhver, at United ikke har brugt færre penge end samtlige syv hold foran dem i tabellen, og ovenstående forklaring retfærdiggør da heller ikke det hele i den jammerlige ligaplacering. Men det er måske forklaringen på, at vi lige nu er bagved mindst et par af de andre hold.

Påstanden om, at Ferguson jo vandt ligaen med det samme hold sidste år holder heller ikke vand. For det første var han en umenneskeligt dygtig motivator, som fik mere ud af holdet, end det reelt berettigede til, og man kan ikke forvente, at andre det det, som han kunne. For det andet vandt han ikke denne liga, forstået på den måde at de andre hold tydeligvis har forstærket sig, mens United nærmest ikke har.

Derfor er det måske på tide, at klubben begynder at gøre lidt op med den ellers beundringsværdige strategi, der siger, at man ikke betaler lige så mange transfer- og lønpund, som de nyrige russer- og araberklubber. Klubben bruger eksempelvis “kun” 51 procent af omsætningen på lønninger, mens både City (87), Liverpool (70), Chelsea (66), Tottenham (63) og Arsenal (58) alle bruger en større andel af deres omsætning på løn. Og det endda selvom United omsætter for suverænt flest penge i Premier League. 

Jeg siger langt fra, at vi skødesløst skal smide omkring os med absurde transfersummer, men den nuværende trup rummer simpelthen ikke nok kvalitet til at være bedre end de andre over 38 kampe. Selvfølgelig skal der i den grad stadig være plads til, at unge spillere får chancen, og jeg ønsker ikke, at vi skal agere som City og Chelsea. Men hvis vi vil konkurrere med dem, bliver vi nødt til at investere beløb, der bare ligner nogenlunde.

Manageren og klubben bliver ved med at fastholde, at pengene til stede, hver gang nogen spørger til Glazer-familien og gælden. Holder det vand, frygter jeg, at vi bare ender som Arsenal (før denne sæson) med alverdens penge i banken, men uden en eneste verdensklassespiller i truppen. Så for at citere deres fans: Spend some fucking money.

Forrige artikel

Marouane Fellaini ude i 6 uger

Næste artikel

Moyes holder øje med udlånte spillere

ANNONCE