Et nyt kapitel i United: Tanker om transfervinduet

Sommerens transfervindue har stået i rekordernes tegn for Manchester United. Den engelske transferrekord er slået, og hele 150 mio. pund brugt. Væk er ”no value in the market” og væk er Fergusons spøgelse.

Hvad vil stå tilbage, når vi i de kommende år ser tilbage på sommerens transfervindue med bagklogskabens gennemborende blik? Hvilken retning peger den intense aktivitet hen imod? Og er vi på vej ind i en æra, hvor vi i højere grad vil se klubben foretage store spillerkøb frem for en satsning på akademiet?

Det forsøger OldTrafford.dks skribent Rune Djurhuus at finde nogle af svarene på i denne blog.

2013 til 2014 – som nat og dag

Sidste sommer var på mange måder en sommer, Manchester United nok gerne vil lade gå i glemmebogen. Ud gik klublegenden Sir Alex Ferguson, som netop havde vundet sit tyvende mesterskab med klubben. Med Ferguson smuttede også klubbens sportsdirektør, David Gill, som blev erstattet af den relativt ukendte Ed Woodward.

Efter tilgangen af David Moyes, gik der hele sommeren igennem rygter om spillere som Thiago Alcantara, Cesc Fabregas og Leighton Baines – handler, som dog aldrig materialiserede sig. I stedet endte United med at købe Marouane Fellaini i 11. time – dette efter midtbanespillerens frikøbsklausul endda var udløbet, hvorfor klubben måtte ud med en håndfuld ekstra millioner.

Som resultat af den manglende aktivitet på transfermarkedet, fik klubben heller ikke skiftet markant ud i truppen – Fabio blev solgt, mens Paul Scholes lod sig pensionere for anden gang i karrieren.

Dags dato hedder 2. september 2014 og Manchester United er netop gået igennem deres dyreste transfervindue i mands minde. Omtrent 150 mio. pund er brugt på spillerindkøb, den britiske transferrekord er brudt med købet af Ángel Di María og jeg mindes ikke nogensinde, at klubben har sagt farvel til så mange førsteholdsspillere, som tilfældet har været i år.

Læs også: Overblik: Sommerens transfervindue

Ud af svingdøren er smuttet rutinerede kræfter som Ryan Giggs, Rio Ferdinand, Nemanja Vidic og Patrice Evra, samt mere eller mindre talentfulde spillere som Büttner, Macheda og Bebé. Samtidig er Nani, Chicharito og Welbeck – tre spillere, der havde en stor stjerne under Ferguson – smuttet, sammen med Old Traffords uheldige japaner Kagawa, der er taget tilbage til Tyskland.

Respekt kostede Moyes

Min opfattelse er, at David Moyes sidste år godt kunne se, at noget var galt med truppen, men noget holdte ham tilbage. Ferguson havde personligt udvalgt Moyes, da han i sin yngre landsmand genkendte mange af de samme karaktertræk, som han selv besad, og som havde givet så meget succes til klubben.

I sin takketale på Old Trafford mindede Ferguson folk om, at han efterlod en fuldt funktionsdygtig mestertrup. Det skal selvfølgelig ikke lægge Ferguson til last, at Moyes ikke formåede at få det samme potentiale ud af truppen – jeg tror ikke det ville være muligt for nogen – men det står for mig soleklart, at Moyes havde for meget respekt for truppens vindere til at kassere dem efter to måneder sammen, hvilket i sidste ende førte til starten på enden for Manchester United som vi kender dem.

Moyes var simpelthen bange for at komme ind og, med det samme, sige farvel til spillere, som han vidste havde været en del af klubbens rygrad mange år – og han havde ikke pondussen til at tage opgørene, inden det blev for sent. I sidste ende kan det meget vel være det, som kostede skotten jobbet.

Jerntulipanens ankomst og de nye tider

I Louis van Gaal har klubben fået en træner ind, som ikke er bange for at tage de svære valg, og en mand, der ikke er bleg for at føre sine egne idéer ud i livet. Og han tror på dem. Ed Woodward, som har måtte tage imod en gevaldig kritik siden den miserable fadæse i sidste sommers transfervindue, er vokset med opgaven.

Endelig har Manchester United gjort ord til handling, og udadtil sender klubben et enormt signal ved at hente større spillere som Di María og Falcao, samt forstærke sig med habile spillere som Herrera, Rojo, Shaw og Blind. Men de transfermæssige ændringer sender også et andet signal; et signal om, at tålmodighedernes og kontinuitetens tider er lagt på hylden.

Læs også: Jerntulipanens ankomst – portræt af Louis van Gaal

På papiret kan der ikke herske tvivl om, at United har en bedre trup end sidste år, men der er også sket en dobbeltmanøvre – for væk er også meget af det fundament, Sir Alex byggede sin succes på, og i Ferdinand, Vidic og Evra har klubben mistet tre stærke lederskikkelser. Mange af skottens satsninger som Zaha, Powell, Chicharito og Welbeck er på vej væk, og spillere som Anderson, Cleverley og Fellaini (som var Moyes’ projekt), kan formentlig se frem til at blive sat til udsalg til januar.

Hvad fortæller sommerens aktivitet om fremtiden?

Der tegner sig et billede af et endegyldigt opgør med fortiden. Louis van Gaal vil ikke tillade, at hans filosofi vil fejle, og har med succes (som det ser ud nu) formået at forstærke truppen ud fra egne ønsker med indkøb, der passer ind i hollænderens ønskede måde at spille fodbold på.

Læs også: Salget af Welbz: Tragisk om end logisk

Det er også et opgør med Fergusons indkøbspolitik. Og jeg tror, at vi i de kommende år vil se et United-mandskab, som ikke er bange for at spille med musklerne og vise dets købekraft. Men jeg håber ikke, at vi bliver til det nye Real Madrid. For selvom United med tilgangen af Radamel Falcao har fået endnu en verdensstjerne til truppen, giver det stadig et hint om, at klubben ikke har samme tiltro til talenterne fra akademiet som tidligere.

Et akademi, som – i parentes – ikke fik ændret meget på dette billede, da de på skammeligste vis blev blæst væk af League 1-holdet Milton Keynes Dons for en uge siden.

Læs også: Redknapp: United det nye Galacticos

Intet er til at vide sig sikker på, men spørger du mig, er der denne sommer taget et valg hos Manchester United. For at kunne bevare klubbens status på verdensplan, vil man frem for alt sikre sig, at kvaliteten på holdet følger med konkurrenternes – koste hvad det vil.

Vi vil derfor være vidne til et paradigmeskift, hvor ønsket om kortsigtet og umiddelbar succes – manifesteret i fyringen af langtidssatsningen Moyes og ansættelsen af Louis van Gaal – i højere grad vil erstatte fortidens mantraer om tålmodighed og kontinuitet – personificeret i Fergusons mangeårige succesfortælling.

 

Forrige artikel

Yorke: United er titelkandidater

Næste artikel

Officielt: Aston Villa lejer Cleverley

ANNONCE