Tirsdag den 22. april kl. 9.31 dansk tid blev det officielt meldt ud af Manchester United via Twitter, at David Moyes er fyret som manager i klubben. Han fik 295 dage i det varme sæde.
Der var ellers til det sidste mange ting, der pegede på, at Moyes ville få længere snor – ting der dog mest af alt havde med klubbens traditioner at gøre og ikke relaterede sig til den unægtelig problematiske nutid med den ene positive rekord efter den anden brudt, fantasiløst spil og nul Champions League næste sæson.
For det første var den 6-årige kontrakt, Moyes fik sidste år, et utvetydigt signal fra klubledelsen om, at Manchester United og Moyes var et match, der hørte til på den lange bane. For det andet befandt klubben og dens tidligere manager sig i en lignende situation i 1990, men klubben valgte dengang at ignorere fansenes og mediernes krav om Fergusons hoved på et fad.
Samme sæson betalte Ferguson tilbage med FA Cup-titlen, sæsonen efter med en europæisk pokalvindertitel, og fra 1993, hvor det første mesterskab i 26 år kom i hus, så skotten sig aldrig tilbage. Kigger vi længere tilbage finder vi for det tredje en parallel mellem Ferguson og en anden legendarisk manager i klubben.
Da Matt Busby ankom til Old Trafford i 1945 lå klubben i ruiner – både i bogstaveligste forstand (Old Trafford var et bombekrater som følge af Luftwaffes bombardementer) og i økonomisk forstand, men også dengang – som med Ferguson i 1986 – havde man tålmodighed til at vente i 7 år på Busbys første mesterskab.
Men disse tre eksempler på henholdsvis gode intentioner om lang tålmodighed og fortidige beviser på, at tålmodighed betaler sig, overskyggedes for ledelsens vedkommende åbenbart af den nuværende situation i Manchester United.
Set i bagklogskabens lys kan vi spørge, hvad der gik galt. I mine øjne en hel del. Hvis vi vender blikket mod maj, juni og juli sidste år, så kom Moyes ganske enkelt skævt fra start af flere omgange.
Hans intention om at give den eksisterende trup en chance for at vise, hvad den duede til, var sympatisk, men for det første ville enhver velforberedt manager have haft en klar idé om det daværende United-holds potentielle svagheder, for det andet ville enhver visionær manager have haft en liste med spillere, som han ønskede til klubben, og for det tredje ville enhver manager med format have sikret sig garantier fra klubben om, at disse spillere ville blive (forsøgt) hentet.
Moyes’ tid i United begyndte ikke den 1. juli 2013, den begyndte den dag i maj, da Ferguson fortalte ham, at han var den nye United-manager. Men da Moyes tiltrådte i klubben den 1. juli signalerede han med stor tydelighed, at han først begyndte jobbet denne dag – og det var ikke kun af hensyn til sin tidligere arbejdsgiver Everton, han udtalte sig sådan, det virkede unægtelig også sådan.
Det er rigtigt, at Moyes også led under, at David Gill, klubbens direktør, stoppede samtidig med Ferguson, og at transfervinduet derfor skulle varetages af Gills afløser, Ed Woodward, og Woodward gjorde ikke en speciel god figur.
Denne relativering er dog ikke nok til, at Moyes ikke også selv fremstår i et uheldigt lys i denne periode. Hans to indkøb – Fellaini og Mata – til sammenlagt 600 mio. kr. har begge, især Fellaini, som Moyes hentede i sin gamle klub Everton, været skuffelser.
Disse indkøb og måden, Moyes har forvaltet millionerne på, har helt sikkert bidraget til beslutningen om at fyre ham. I det næste transfervindue står manageren for Manchester United med en pengepung indeholdende omkring halvanden milliard kroner – en sådan sum vil de amerikanske ejere gerne have spenderet på den rette måde.
I anden omgang var Moyes’ beslutning om at bringe sin rent engelske stab med fra Everton og lade en kontinental kapacitet som Meulensteen forlade Old Trafford dybt problematisk og udtryk for manglende dømmekraft og selvindsigt (dette har jeg skrevet mere udførligt om tidligere).
Moyes ligner Ferguson i den forstand, at ingen af dem kan siges at være taktiske genier eller for den sags skyld opfindere af nye spilsystemer som Helenio Herrera, Rinus Michels, Johan Cruyff, Valerij Lobanovskij, José Mourinho og Pep Guardiola.
Men i modsætning til sin efterfølger havde Ferguson selvindsigt nok og evnen til at finde de rette kontinentale sparringspartnere – ikke mindst Queiroz og Meulensteen – som kunne indgyde United-maskinen nogle tekniske og taktiske subtiliteter fra de portugisiske og hollandske stilarter, Ferguson ikke selv var i stand til at bibringe holdet.
Fergusons force var arbejdsetik, psykologisk indsigt og vindermentalitet, noget Moyes også skulle have vist, men ikke formåede – sandsynligvis fordi han ikke i tilstrækkelig grad besad de to sidstnævnte.
Med tiden er de ligheder, som mange så mellem Ferguson og Moyes imidlertid blevet overskygget af de åbenlyse forskelle mellem dem og de forskellige udgangspunkter, de ankom til Old Trafford med, ligesom fyringen af Moyes også kaster et relativerende skær over det pletfri eftermæle, Ferguson efterlader.
Moyes blev af flere, heriblandt mig selv, anset som et logisk valg efter Ferguson, blandt andet fordi de to managere deler visse kendetegn. De kommer begge, som også Busby gjorde det, fra Glasgow, de har begge rødder i arbejderklassen, de repræsenterer begge kontinuitet (Fergusons 27 år på Old Trafford, Moyes 11 på Goodison Park), og de er begge kendt for deres tro på hårdt arbejde og en vis kollektivistisk tilgang til spillet. Forskellene er dog også med tiden blevet mere og mere tydelige. Ferguson kom til Old Trafford med flere mesterskaber og en enkelt europæisk triumf i bagagen.
Det, han opnåede med Aberdeen i Skotland – at bryde Celtic/Rangers-monopolet og besejre Real Madrid i Europa – var ganske enkelt en større bedrift, end det, Mourinho præsterede med Porto, for eksempel var.
I 1986 var Ferguson således ”The Special One”, da han ankom til Manchester og Old Trafford. I 2013 var Moyes måske nok ”The Chosen One”, men han var (igen: set i bakspejlet, men ikke kun) først og fremmest ”The Ordinary One”.
Moyes kom fra 11 år på Goodison Park, hvor han måske nok havde udført et solidt stykke arbejde med en begrænset økonomi til rådighed, men han havde ingen titler på cv’et,
ligesom han på ingen måde repræsenterede en tilgang til spillet, der konvergerede med Manchester Uniteds og Fergusons tradition for eventyrlysten angrebsfodbold – skal man være hård kan man måske ligefrem sige, at han ikke repræsenterede nogen fodboldmæssig identitet, måske bortset fra hårdt arbejde, forsigtighed og kollektivisme.
Den titelløse baggrund gjorde det fra dag 1 svært for Moyes at vinde spillernes respekt. Uden titler er man som manager afhængig af en ”overtalende” personlighed, der overbeviser gennem psykologisk intensitet og/eller fodboldmæssig intelligens.
Intet tyder med vores nuværende viden om sæsonens forløb på, at Moyes besad disse kvaliteter i tilstrækkelig grad over for stjerner som Ryan Giggs, Robin van Persie og Rio Ferdinand, om hvem man kan sige, at de har været vant til at træne og spille under top-top trænere som Ferguson, Wenger og Capello hele deres karriere.
Sæsonen igennem har vi på sidelinjen været vidner til bizarre udtalelser og rygter om uro i omklædningsrummet. Blandt andet bemærkede Ferdinand på et tidspunkt, at han havde svært ved at kapere Moyes’ meget sene udmeldinger om, hvem der egentlig skulle spille kampene.
Rygterne svirrede også om et kæmpe skænderi mellem Moyes og Giggs. Endelig brokkede divaen Robin van Persie sig på typisk hollandsk maner over, at hans medspillere løb ind i de rum på banen, han selv yndede at befinde sig i (og når en hollænder taler om ”rumlige problemer”, så ved man, at det er alvorligt).
Enten har man karisma (som en naturlig del af ens personlighed eller via vundne titler), eller også opbygger man den (via vundne titler). Moyes besad ikke (igen: i tilstrækkelig grad) en naturlig karisma, han havde ingen titelfyldt historie (som Ferguson i 1986 og Mourinho i 2005), og han opnåede ikke at opbygge den i Manchester United.
Hvis vi vender tilbage til udpegningen af Moyes, så er der ingen tvivl om, at Fergusons eftermæle er blevet plettet af sæsonens forløb og fyringen.
Faktisk er det, der er sket, et bevis for, at vi mennesker aldrig lærer af historien, for det netop skete er mere eller mindre en tro kopi af det, der skete i 1969, da Matt Busby trådte tilbage.
Busby regerede som Ferguson i mere end 25 år på Old Trafford, og han er om nogen manden bag det moderne Manchester United og det Old Trafford, som vi forbinder med angrebsfodbold, magiske europæiske aftener, satsningen på ungdom og glamour.
Også Busby fik lov til at udpege sin egen afløser. Det er muligt, at Wilf McGuinness, som Busby valgte, blev fundet inden for murene på Old Trafford (McGuinness var reserveholdstræner og tidligere Busby Babe), hvorimod Moyes jo blev fundet uden for murene, men fælles for dem begge var – udover at de blev udpeget af deres forgængere – at de i en vis grad var kloner af disse.
Det skal dog siges, at Busby på et tidspunkt var overbevist om, at han havde en aftale med den velrenommerede skotte Jock Stein om, at denne skulle overtage managersædet på Old Trafford, men Stein løb ifølge en tydelig skuffet Busby fra aftalen, og derefter valgte Busby det, han vurderede som det sikre, og vendte blikket indad.
Vi ved ikke, om Ferguson overvejede trænere som Mourinho og Guardiola, der begge var frie på markedet i 2013, og hvor langt Ferguson eventuelt var i bestræbelserne på at overtale dem til at efterfølge sig på Old Trafford.
Det, vi ved, er, at Wilf McGuinness og David Moyes begge blev udpeget af deres forgængere, at de begge var en slags kloner, at de ingen titler havde vundet som manager, før de satte sig i managersædet på Old Trafford, og at de begge kun fik henholdsvis 9 og 15 måneder i det varme sæde. Læren af dette er flerfoldig:
For det første bør vi lære af historien og ikke fortsætte med at begå de samme fejltagelser som de tidligere generationer;
For det andet bør man som legendarisk manager enten træde i baggrunden, når ens efterfølger skal udpeges, eller i det mindste undgå at udpege sig selv i en dårligere udgave.
En yderligere faktor, der har påvirket synet på Moyes i en negativ retning, er hans måde at agere på i medierne.
Manchester Evening News har for eksempel skabt en decideret ”David Moyes Excuse Generator” som et ironisk modsvar til de mange intetsigende og i værste fald dårlige undskyldninger, som Moyes er kommet med i løbet af sæsonen.
En af de væsentligste og oftest gentagede undskyldninger er Moyes’ karakteristik af den trup, han overtog fra Ferguson, som aldrende og med brug for genopbygning. Der er flere problemer med denne udtalelse. For det første harmonerer det dårligt med Moyes’ strategi om at give truppen en chance og vurdere den ved selvsyn ved sin tiltrædelse. Jeg gentager min pointe fra tidligere:
Moyes burde have reageret hurtigere og med mere overbevisning i forhold til at hente 3-4 nye klassespillere, om ikke andet så fordi enhver ambitiøs manager burde kunne identificere en lille håndfuld ønskespillere, der matcher hans spilkoncept. For det andet er undskyldningen problematisk, fordi vi altså taler om en trup, der vandt mesterskabet året forinden med et forspring på hele 11 point.
En trup bliver ikke så dårlig fra én sæson til den næste, at den går fra at vinde med 11 point til at være 23 point efter førerholdet.
Op til hjemmebaneopgøret mod ærkerivalerne fra Liverpool kom Moyes også til at sige, at Liverpool nok var svag favorit. Brendan Rogers, Liverpools manager, var da også straks ude at bemærke, at sådan noget kunne han aldrig finde på at sige, uanset hvem Liverpool så skulle møde på Anfield. Anfield is Anfield, sagde han.
Old Trafford blev aldrig Old Trafford for Moyes. Drømmenes Teater forblev for Moyes en blot lidt større udgave af Goodison Park. Udtalelser som disse fra Moyes’ side var måske nok udtryk for en vis realisme, men de bidrog i sig selv også til at underminere den fear factor, som knyttede sig til Old Trafford, og den selvbevidsthed, som Manchester Uniteds spillere og fans havde opbygget gennem årtier.
Moyes har ikke en storklubsmentalitet. Overordnet set virkede han for beskeden, for benovet og for ydmyg i rollen som Manchester United-manager.
Måske var det i realiteten alle – selv trænere som Mourinho og Guardiola – der ville have fundet det vanskeligt at afløse Ferguson, men deres forudsætninger havde nok alt andet lige været en del bedre.
Mourinho har gennem sin karriere været garant for øjeblikkelig succes, og Guardiola har bevist i München, at han kan perfektionere et allerede perfekt hold.
Det er nemt at være hård mod Moyes i denne stund. Ovenfor har jeg peget på en række faktorer, der gjorde Moyes og Old Trafford til et mismatch. Moyes manglede visioner og format, da han blev tilbudt jobbet. Moyes begik en eklatant fejltagelse, da han tog sin rent britiske stab med fra Everton og samtidig lod folk som Mike Phelan og i særdeleshed Rene Meulensteen gå.
Med tiden blev forskellene mellem Ferguson og Moyes tydeligere end lighederne – arbejdsetik, ydmyghed og arbejderklassebaggrund var i begyndelsen åbenlyse paralleller, men efterhånden stod det mere og mere klart, at Moyes blot var ”The Ordinary One”, uden titler, uden karisma og uden fodboldmæssig identitet.
Som en konsekvens mistede Moyes, sandsynligvis ret hurtigt, opbakning fra omklædningsrummets rutinerede og fodboldintelligente pokalsamlere som Giggs, Ferdinand og van Persie. Fergusons eftermæle rammes også af fyringen af Moyes, idet det endnu en gang viser, at udpegningen af en klonagtig efterfølger er en dårlig idé, fordi klonen ofte ikke er andet end en dårlig kopi – undgå indavl og incest må moralen være.
Endelig har Moyes haft en række uheldige udtalelser i medierne og på pressekonferencer, udtalelser der enten akkumulerede og blev til en serie af dårlige undskyldninger eller signalerede en mentalitet, der ikke var uforenelig med Manchester Uniteds status og selvforståelse.
Moyes er imidlertid ikke skyld i hele miseren. Spillerne må også tage deres del af skylden. Anders Lindegaard bemærkede tidligere på sæsonen, hvordan nogle af de etablerede spillere, der havde levet under Fergusons jernhånd i mange, mange år, som en helt naturlig reaktion pustede ud, da skotten trådte tilbage. Jeg tror, iagttagelsen er helt rigtig. Ferguson var en manager, der langt hen ad vejen formåede at hive 10-15 % mere ud af spillerne, end de reelt havde evner til.
Da Ferguson satte sig op på tilskuerpladserne faldt en del spillere i niveau, fordi han ikke længere udvirkede sin indflydelse på dem. Det var det, jeg før henviste til som hans psykologiske indsigt. Heri ligger altså også en del af forklaringen på truppens glidebane fra mesterskab med 11 point forspring til 7. plads og 23 point efter førerholdet. Men når dette er sagt, så er der en række spillere, som må være flove, når de ser sig selv i spejlet. Et managerskifte behøver ikke betyde, at man som spiller ikke leverer på et acceptabelt niveau, selvom Moyes måske nok har manglet noget på en række parametre.
Men spillere som Evra, Ferdinand, Vidic, Smalling, Jones, van Persie, Young og Carrick er blandt dem, der har skuffet. Måske er det kun de Gea, Januzaj, Rooney og Valencia, der kan være deres indsats bekendt.
Til sidst vil jeg godt vende tilbage til noget, jeg har kredset perifert om i flere af de ovenstående afsnit. Problemet med Moyes’ fodboldstil eller mangel på samme. Som flere kommentatorer har peget på, og som jeg også tidligere har behandlet i min tekst om Meulensteens exit, så har Manchester Uniteds spil i denne sæson været fantasiløst og rent ud sagt elendigt.
Alle taler i disse tider om den spanske stil, og flere har efterspurgt en manager skolet i den spanske stil. En sådan tankegang er måske en smule for ensporet efter min smag – glem ikke, at det var Bayern München med tyske Jupp Heynckes i spidsen, der vandt Champions League sidste sæson og undervejs udraderede FC Barcelona.
Faktum er imidlertid, at Moyes aldrig har været i nærheden af at repræsentere fremtidens fodbold. På intet tidspunkt i løbet af denne sæson, har man som tilskuer kunnet fornemme, hvor Moyes ville hen med sit United-hold. Man er blevet udspillet af de hold, man gerne sammenligner sig med – Chelsea, Manchester City, Liverpool – men man har også tabt til hold som Everton, Newcastle, WBA og Tottenham, som man plejer at vinde over, og så har man tilmed ofte været i offensiv vildrede mod bundholdene.
Moyes fremstår i den sammenhæng som en dinosaur, der inkarnerer hele den britiske primitivisme og tilbageståenhed i fodboldfilosofisk henseende. Hvis Busby førte Manchester United ind i moderniteten, og hvis Ferguson udviste en unik evne til at tilpasse sig fodboldsportens udvikling samtidig med, at han fastholdt en række kernedyder, så har Moyes så at sige ført Manchester United tilbage til et middelalderligt mørke i spilmæssig forstand. Få uger gik der, før konturerne af Mourinhos første Chelsea-projekt tog form, og man som tilskuer kunne fornemme holdets identitet.
Det samme kan man sige om Guardiolas Barcelona og Bayern. Om Cruyffs Barcelona. Om Roberto Martinez’ Everton. Om Pellegrinis Manchester City. Om Rogers’ Liverpool. Under Moyes har Manchester United virket plan- og formløse.
Spørgsmålet er så, hvem der skal overtage efter Moyes. Giggs er midlertidigt udpeget, men han bør ikke være den permanente løsning. Klubben bør gå efter en manager, der allerede har været i store klubber og har vundet titler. Klubben og dens fans må være indstillet på, at den næste manager ikke passer ind i ambitionen om kontinuitet.
Den næste manager er måske blot en løsning for de næste to sæsoner. Her kommer Louis van Gaal ind i billedet. Han er ledig efter VM, han har et imponerende cv, han står for en klar stil – som vel at mærke ikke er uforenelig med Uniteds image. Louis van Gaal er måske det bedste bud på den næste United-manager. Acceptabel.
Men ønskemanageren må være Dortmunds Jürgen Klopp, der både fodboldfilosofisk, aldersmæssig og personlighedsmæssigt passer godt til Old Trafford. Desværre lader han til at være committed til Dortmund. Rygterne siger også, at både Mourinho og Guardiola er blevet kontaktet diskret.
Sidstnævnte anser jeg for at være en usandsynlig mulighed, mens førstnævnte godt kunne materialisere sig – ikke mindst fordi Mourinho tidligere har udtalt sig positivt om muligheden for at komme til Old Trafford. Jeg har tidligere talt imod en sådan løsning, ganske enkelt fordi jeg mente (og stadig mener), at Mourinhos fodboldfilosofi ikke matcher Uniteds traditioner, men situationen er i dag anderledes, og klubben har brug for en manager, der er garant for titler, karisma og tiltrækningskraft.
