Hver uge ser vi hos OldTrafford.dk tilbage på runden, der gik. Weekenden bød på en 0-0-kamp hjemme mod Crystal Palace, der var så gabende kedelig, at prædikatet “Theatre of Dreams” fik en helt ny betydning. Det mener redaktør Emil Jørgensen, der var til stede på stadion i England.
Manchester United har fået den dårligste sæsonstart i 28 år. Publikum på Old Trafford buhede, da dommer Lee Mason fløjtede kampen af, og på vej ud af Sir Matt Busby Way efterfølgende, blev udsagn som ”vores spillere er fucking ligeglade”, ”vi er tættere på bunden, end vi er på toppen” og ”jeg kan ikke mere” nærmest spyttet ud blandt horden af fans, der bare skulle hjem, så hurtigt som muligt.
Det var ikke sådan, jeg forestillede mig, at klimakset på min weekendtur til Manchester skulle være. Men håbet om et sent sejrsmål smuldrede, ligesom ambitionen om en top fire-placering virker mere og mere usandsynlig, selvom vi ikke en gang er halvvejs gennem sæsonen.
Sandheden er desværre, at Uniteds præstation mod Crystal Palace ikke var atypisk. Måske var resultatet overraskende, jovel, men indsatsen var hverken mere eller mindre idé- og viljeforladt, end den har været så mange andre gange i efteråret.
Derfor er mine pointer igen, som de oftest har været i denne sæson, negative og kritiske – på tærsklen til det opgivende.
1. Paul Pogba er i gang at blive symbolet på alt, hvad der er galt i United
Det bliver ofte nævnt, at Marouane Fellaini er syndebukken i post-Ferguson Manchester United. Belgierens facon og spillestil, samt det faktum at David Moyes hentede ham til klubben, har gjort ham til symbolet på de ”magre år” efter 2013, hvor Manchester United ikke har imponeret hverken spille- eller resultatmæssigt.
Men ligesom at Fellaini har mistet det store hår, har han måske også mistet den store mængde skyld. Langsomt er Paul Pogba begyndt at overtage rollen som personificeringen på ”de røde djævles” krisetilstand.
I de seneste fem år har Manchester United brugt tæt på 500 millioner pund på transferindkøb, uden at det har transformeret sig til noget synderligt seværdigt på grønsværen. Samtidig har vi pt. en trup, hvor størstedelen af spillerne er svære at føle sig forbundne med for os fans. Mange af dem virker mere opsatte på at præstere på de sociale medier, end på banen.
Spild af penge og manglende attitude – ingen symboliserer kombinationen af disse to onder så godt som Paul Pogba.
Trods købssummen på svimlende 90 millioner pund har franskmanden efter 2,5 sæsoner tilbage i den røde trøje stadig ikke vist verdensklasse på et kontinuerligt niveau. Den ene uge fortæller han pressen i England, at ”Old Trafford er hans hjem”, den næste uge får de italienske medier af vide, at ”Torino er hans hjem”, fordi det var der, at han scorede sit første mål.
På banen virker han desværre ligeså desillusioneret. Lørdag mod Crystal Palace kreerede han både fine ting og smed bolde væk – ligesom vi kender ham. Men mest frustrerende er det – og det her er noget nemmere at se på stadion fremfor TV, hvor kameraet følger bolden slavisk – at han ofte går rundt, slår ud med armene og presser så halvhjertet, at det ligner, han er fuldstændig ligeglad. Roy Keane havde banket ham.
Frustrationen over Pogba, var jeg ikke alene om. Selvom United jagtede målet, blev midtbanespilleren pillet fra banen efter 68 minutter, og det udløste et jubelbrøl fra flere United-fans på lægterne. At jeg så mener, at den slags højlydte tilsvininger af egne spillere er uværdige er en anden diskussion.
Jeg elsker den fodboldspiller, som Paul Pogba kan være, og som han burde være meget oftere. Men hvis han ikke snart gør sig lidt mere umage med at modbevise kritikkere, så frygter jeg, at han ender som symbolet på ”de fejlede Mourinho-år”.
2. Nemanja Matic skal have en pause. NU
Og nu vi er ved midtbanen, kan jeg lige godt fortsætte linjen af kritik. Og her har jeg faktisk, for første gang i denne blogs historie, lyst til at bruge caps-lock-ON:
HVORNÅR HAR NEMANJA MATIC SIDST SPILLET EN GOD KAMP?
Den 30-årige serber har set rusten ud i hele sæsonen, og det begynder nærmest at virke kriminelt, at Jose Mourinho hele tiden starter ham. Tæller man VM i Rusland med, har Matic spillet 24 kampe, siden FA Cup-finalen før sommerferien. Han ligner en, der har brug for en pause.
Mod Manchester City snorksov han, da de lyseblå scorede til 3-1. Mod Crystal Palace i lørdags spillede han langsomt, demonstrerede adskillige dårlige førstegangsberøringer, fejlede sine tacklinger og smed bolden væk. Han var elendig. Og han spillede fuld tid.
I et mildest talt kuldsejlet 2018 har Jose Mourinho vist, at stjernerne ikke er fredede. Eric Bailly er så langt ude i kulden, at man frygter for hans velbefindende, og både Paul Pogba, Alexis Sanchez og Romelu Lukaku – managerens tre største prestigekøb – har smagt bænken. Men af en eller anden grund er Matic fredet, og det virker mere og mere absurd.
Specielt fordi at Mourinho købte en anden central midtbanespiller, Fred, for 50 millioner pund i sommer! Og selvom brasilianeren ikke har fået den allerbedste start på sin United-karriere, så har han stadig været bedre end Matic på alle parametre.
Derudover er der en anden brasilianer ved navn Andreas Pereira, som droppede Valencia, men besluttede sig for at blive i Manchester og kæmpe, samt skotske Scott McTominay, som Mourinho nærmest selv har ”opfundet”.
Det er ikke synd for hverken Fred, Pereira eller McTominay, at de ikke spiller. Men det er synd for United, at Matic spiller, for han er en klods om benet i øjeblikket.
3. Victor Lindelöfs mandefolkeaktion lyser i mørket
Et af de største jubelbrøl på Old Trafford var, da Victor Lindelöf med tydelig krampe i baglåret spurtede fra Crystal Palaces netop indskiftede Jordan Ayew og clearede bolden. Efter kampen gik Jose Mourinho direkte over og krammede ham. Den portugisiske manager, som mellem linjerne har svinet Antonio Valencia og Luke Shaw til for ikke at spille igennem skader, elsker den slags.
Generelt spillede svenskeren en fin kamp uden at være prangende, og derfor kan det måske synes primitivt at hive situationen ud som et decideret højdepunkt fra kampen. At jeg, og rigtig mange andre fans, bider mærke i aktionen, siger imidlertid noget om, hvor langt der er mellem snapsene for os i øjeblikket. Både når det kommer til… ja, højdepunkter fra en kamp. Men også når det kommer til tegn på vilje og fight fra United-spillerne.
Lindelöf kan se sig selv i spejlet efter Palace-kampen. Ikke fordi han var banens bedste (det synes jeg David de Gea og Wilfired Zaha var), men fordi han gjorde, hvad han kunne og kæmpede en vis legemsdel ud af bukserne. Hvor mange andre United-spillere kan med ærlighed i stemmen sige, at de gjorde ligeså?
4. Vi pisser sæsonen væk lige nu
Manchester United har længere afstand til ligaens nummer 1, end de har til nummer 20. Hvor tragisk det end lyder, spillede vi os allerede tidligt i efteråret ud af mesterskabskampen med en stribe åndssvage pointtab. Før kampen mod Crystal Palace erklærede manager Jose Mourinho, at vi skulle tilbage i top fire inden 2019.
Og hvordan reagerede holdet på det? De lagde godt ud, gik ned i gear og sluttede af med at være fuldstændig ugidelige – selvom de jagtede et sejrsmål foran knap 75.000 hjemmetilskuere. For fjerde gang ud af ni mulige, formåede United ikke at score på hjemmebane i denne sæson.
Så hvor længe forbliver ambitionen om top fire realistisk?
Chelsea og Tottenham ligger henholdsvis ni og syv point foran ”de røde djævle”. Det er rigtig stort hul at lukke for et hold som vores, der har kæmpet med næb og kløer for hvert evigt, eneste point og har en målscore på minus 1 efter 13 kampe.
Fra nu af og frem til den 2. januar 2018 venter otte Premier League-kampe. Der er 24 point at spille for, men ingen af os sidder med en optimisme i kroppen og forventning om, at vi kan lave en magisk stime af sejre i december. Trods flotte og hårdt tilkæmpede sejre i de døende minutter af mange af kampene i denne måned, blandt andet i Juventus, så er det svært for alvor at tro på. Mest af alt fordi det virker som om, at spillerne ikke rigtig tror på det.
I denne uge blev det annonceret, at Manchester United skal til Australien og spille pre-season i juli 2019. Hvis ikke at spillerne snart leverer på et helt andet niveau, end de gjorde mod Crystal Palace, så kan vi stå i en situation om en måneds tid, hvor vi alle bare ser frem til, at næste sæson starter.
5. De dårlige tider forbinder os også
Den sidste pointe falder lidt udenfor, efter jeg nu har kritiseret, kritiseret og kritiseret i kraftige vendinger. Men der også brug for, at vi minder hinanden om, at vores United-fanatisme handler om andet, end det der foregår på banen i øjeblikket. Og det her skriver jeg, fordi jeg har lagt mærke til en tendens, jeg synes er uheldig; Folk erklærer, at ”de stopper” med at følge United, fordi de er utilfredse med tingenes tilstand.
Der er ingen tvivl om, at vi Manchester United-fans hører til de mest forkælede i fodboldverdenen. Vi er i mange år (af min levetid i hvert fald) blevet velsignet med flot spil, masser af sejre og store pokaler.
Lige nu er vi i en bølgedal. United har svært ved at huske sin egen identitet som klub, truppen virker uharmonisk, og ærkerivalerne er længder foran os. Det er, for at sige det på godt jysk, træls.
Men det ændrer ikke på, at vi er sammen om United. Og ligesom at de gode tider, Champions League-sejren i 2008, de mange mesterskaber, comebacket mod Juventus for blot nogle uger siden, forbinder os, så styrker smerten også vores sammenhold.
Måske blev det ikke den kamp på Old Trafford, som jeg havde drømt om. Men i det mindste var vi en hel masse mennesker, som var fælles om frustrationen. Og når United er på toppen igen, så vil det, for alle os, der også var her i den smule modgang, som vi lige nu oplever, føles så meget federe.
Og lige præcis det sammenhold, som jeg også mærkede i Manchester i weekenden, fejrer vi på Den Glade Gris i København i næste weekend, hvor der er release-party for vores nye jubilæumsmagasin. En skidt kamp på stadion, en dårlig United-periode, en irriterende manager eller en håndfuld forkælede spillere skal ikke få os til vende klubben ryggen.
