Jeg må desværre konstatere, at jeg i denne sæson har fået flere medaljer hængt om halsen end Wayne Rooney på Sir Matt Busby Way – dette afspejles desværre ikke helt i vores indkomst…
D. 6. april var en dato, jeg både har set frem til og frygtet, siden jeg flyttede til Manchester i begyndelsen af august 2013. Det var dagen for Greater Manchester Marathon, som både havde start og mål ved Old Trafford.
I søndags var dagen endelig kommet, og det var blevet tid til at høste frugten af de mange træningskilometer, som jeg havde tilbagelagt i Manchester om omegn i løbet af efteråret og henover vinteren. Det var denne dag, som jeg havde tænkt på, når jeg løb i regnvejr og kold blæst i eksotiske områder som Sale, Moss Side og Eccles, og som er skyld i, at jeg nu kan finde rundt i stort set alle områder i Manchester i en radius af 5km fra Manchester City Centre
I starten havde jeg som mål, at jeg ville gennemføre under 3:30 timer. En skade i januar og februar gjorde dog, at jeg måtte skrue ned for træningen og mine ambitioner i den periode, og da jeg stillede til start hed målet derfor under 4:00 timer.
De af jer, der måtte have løbet et maraton, vil vide, at man virkelig for testet både sin fysik og sin psyke under løbet. Min længste træningstur inden maratonet havde været på 26km, og efter den første halvdel af løbet i søndags, var jeg overrasket over, hvor godt jeg egentlig havde det. Jeg følte, at jeg havde overskud til at kunne løbe endnu hurtigere, men lod dog være i frygt for at gå død senere. Dette skulle vise sig at være en klog beslutning, for mellem 25 og 30km begyndte trætheden så småt at sætte ind. Dette blev kun værre og værre, uden jeg dog på noget tidspunkt følte jeg ramte den berygtede ”mur”.
Under de sidste 10km fra Carrington tilbage mod Old Trafford var den mentale kamp ligeså hård som kampen i benene. Den ene stemme i hovedet sagde, hvorfor i alverden jeg havde kastet mig ud i det her, at jeg skulle stoppe op og gå et stykke af vejen ligesom mange af de andre, og at det umuligt kunne være godt for mig at blive ved. En anden stemme råbte dog heldigvis højere, at jeg lige kunne vove på at stoppe, at jeg skulle tænke på alle træningskilometerne, tænke på at fuldende mit første maraton foran Old Trafford, samt hvor stor en skuffelse det vil være at stoppe op. Heldigvis valgte jeg (selvfølgelig) at lytte til stemme nummer to. At give efter for smerterne var ikke en mulighed.
Med små 5 kilometer igen løber vi forbi et ur, hvor jeg kan se, hvad klokken er: 12:35 – det bliver lige på kanten, at jeg når under de fire timer. Løbet drejer kort efter til venstre ad Chester Road, og jeg kan begynde at se Old Traffords karakteristiske tag, hvilket giver et boost for både benene og hovedet, og jeg sætter tempoet en smule op og bruger de absolut sidste kræfter, da jeg igen drejer til venstre ned ad Sir Matt Busby Way. Løbsuret har lige påbegyndt det 59. minut af tredje time, da jeg nærmer mig målstregen. Under 4 timer! Tiden blev efterfølgende korrigeret til 3:58:20, baseret på den chip hver løber er udstyret med.
En fed følelse at kunne sætte hak ved mit personligt mål, hvilket blev fejret med en stor burger og en øl sammen med min kæreste om aftenen på en restaurant nær Deansgate.
Næste dag, i mandags, var jeg igen at finde ved Old Trafford. Jeg var ude for at se Manchester U21 hold mod Aston Villa. Det var en kamp, som United vandt 3-0 på 3 rigtig flotte mål. Du kan finde en artikel om kampen andetsteds på OldTrafford.dk. Det kan lyde mærkeligt, men det var en kamp, som vil stå lige så stærkt i min hukommelse, som da jeg overværede vores comeback mod Olympiakos.
Dette skyldes, at stort set hele stadion var tomt med undtagelse af den nederste halvdel af Sir Alex Ferguson Stand. Der var derfor en helt speciel og intim stemning, der var på stadion. Selvom en mindre gruppe sørgede for at levere de klassiske United-sange fra Stretford End, kunne man samtidig høre, hvad spillerne råbte til hinanden indbyrdes, samt hvad dommeren siger til spillerne, når han forklarer, hvorfor der dømmes eller ikke dømmes frispark.
Yderst charmerende, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal ud og se U21-holdet. Det kan bestemt anbefales, hvis du har en aften i Manchester, og du ikke helt ved, hvad du skal. Og så er det gratis – i hvert fald endnu.
I skrivende stund er benene stadig ømme efter i søndags.
Husk du kan følge min hverdag i Manchester på Instagram, leidesdorff. Her vil der både være billeder af bl.a. U21-kampen og maratonløbet.
