Jerntulipanens ankomst: Portræt af Louis van Gaal

Anden gang blev lykkens gang for Louis van Gaal og Manchester United – forhåbentlig da, for det med lykken kan kun tiden vise. Men alle tegn peger unægteligt i positiv retning.

 

Sikkert er det i hvert fald, at det, der lå i kortene i 2001, da Alex Ferguson bebudede sin snarlige fratrædelse, nemlig Louis van Gaals udnævnelse som manager for Manchester United, nu er en realitet.

Det er et godt valg. Det er nok ligefrem et glimrende valg. Ja det er måske endda det perfekte valg. Hvorfor? Det er der flere grunde til.

Hvis vi ser på det fra Manchester Uniteds side og med den situation, klubben befinder sig i lige nu, in mente, så har de langt hen ad vejen søgt det modsatte af David Moyes, det vil sige en manager med 1) titler på CV’et, 2) erfaring fra store klubber, 3) naturlig autoritet og karisma, 4) den rette offensive fodboldstil, 5) evnen til at tiltrække store navne og endelig 6) forkærlighed for ungdom. I forhold til Louis van Gaal kan vi ganske enkelt sige ”Tjek” ud for alle disse egenskaber.

Van Gaal har vundet titler med alle de hold, han har trænet. Hans CV er ganske enkelt frygtindgydende imponerende. I midt-halvfemserne i Amsterdam, efter han først havde stået i lære under den legendariske Leo Beenhakker, vandt han det hollandske mesterskab tre gange med Ajax, straks efter han overtog fra Beenhakker. Ikke nok med det, han vandt også – på næsten sensationel vis – Champions League med Ajax i 1995 og nåede finalen i 1996, hvor Ajax tabte til Juventus i straffesparkskonkurrence. Efterfølgende vandt han to mesterskaber på stribe med FC Barcelona, ligesom han også har vundet det tyske mesterskab med Bayern München.

Den succesfulde erfaring fra store klubber har van Gaal således i metermål, og det er en påkrævet egenskab at have for en ny United-manager lige nu. Foruden erfaringen fra store klubber har van Gaal imidlertid også en bedrift på CV’et, der bringer mindelserne frem om Alex Fergusons karriere. Inden Ferguson ankom til Old Trafford havde han nemlig – stik imod sædvane og ”against all odds” – brudt det monopol på det skotske mesterskab, som Celtic og Glasgow Rangers historisk set har haft, da han med upåagtede Aberdeen vandt både mesterskab og en europæisk pokalvindertitel. Evnen til monopolbrud gælder også Louis van Gaal, idet han med AZ Alkmaar ret overraskende brød Ajax’ og PSV’s monopol på det hollandske mesterskab.

I Louis van Gaals tilfælde er det svært at vurdere, om hans autoritet og karisma er naturlige, medfødte kvaliteter, eller om de langsomt er blevet opbygget via hans mange successer. Om de er det ene eller det andet, kan imidlertid være fløjtende ligegyldigt. Hovedsagen er, at han besidder dem, og det gør han. Historien har flere gange vist i Manchester Uniteds tilfælde, hvor svært, ja nærmest umuligt, det er at overtage managersædet på Old Trafford efter legendariske managere (Wilf McGuinness efter Matt Busby, David Moyes efter Alex Ferguson).

I løbet af sæsonen 2013/14 stod det mere og mere klart, at David Moyes ikke formåede at trænge ordentligt igennem til sine spillere. Det var der sandsynligvis flere årsager til, men en af dem har helt sikkert været en kombination af manglende erfaring med at vinde titler og manglen på en tilstrækkelig grad af karisma. Med van Gaal træder der en naturlig autoritet ind ad døren på Old Trafford/Carrington, en manager der tør se alle spillerne i øjnene og – med øjnene – tilmed kan sige, at her står I altså over for en manager, der har vundet alt lige fra mesterskaber med store og små klubber til pokalturneringer og sågar Champions League.

Noget, der bidrager til at forlene van Gaal med autoritet og karisma er også hans fodboldintelligens og kompromisløse vision om, hvordan fodbold skal spilles. Her ser vi i øvrigt en anden stor forskel på Moyes og van Gaal. Under førstnævnte fornemmede man – fans, tilskuere, kommentatorer, spillere – aldrig, hvad det var, Moyes ville med sit hold. Med van Gaal forventer jeg at se et umiddelbart og øjeblikkeligt tegn på en decideret retning.

Denne retning har mindre at gøre med system end med filosofi. I et interview sidste år blev van Gaal spurgt, hvad der adskilte ham fra andre trænere: ”Filosofien, tror jeg. Det er filosofien, der binder spillerne sammen med trænerne. I min karriere har jeg haft mange spillere, der er fascineret af denne filosofi. Den er også rar at være en del af, fordi det er en angrebsfilosofi. Det er en teknisk filosofi.

Og det er en taktisk filosofi. Du kan mere end nogen sinde vise dine kvaliteter frem. Du må spille som et hold og ikke som et individ. Det er derfor, jeg altid kigger på visionen, derefter holdet, derefter hvem der passer med den profil, som jeg optegner i forhold til alle systemets positioner. Hvis det er en ung spiller, der kan udføre jobbet, så vælger jeg ham. Hvis det er en ældre spiller, lige meget, alderen er ikke vigtig. Det er en fodboldfilosofi mere end det er et system.

Et system afhænger af de spillere, du har til rådighed. Jeg spillede 4-3-3 med Ajax, 2-3-2-3 med Barcelona, og jeg spillede 4-4-2 med AZ. Filosofien forbliver dog den samme. Træneren er holdets omdrejningspunkt, men du er nødt til at have et åbent sind, og det samme gælder spillerne. Alle må arbejde sammen for at nå et fælles mål.”

 

Det er først og fremmest en af fodboldhistoriens store taktikere, der taler her. Dernæst er det en hollænder, der taler. Louis van Gaal er rundet af den hollandske ”totalfodbold”, som netop er en vision og en filosofi, mere end den er et system. Den blev opfundet af legendariske Rinus Michels i begyndelsen af 1970’erne, hvor han førte Ajax til triumfer i såvel Holland som Europa.

Van Gaal har i øvrigt, som både Michels og Guus Hiddink, en fortid som gymnasielærer (det er baggrunden for, at pressen har givet ham et ry som ”skolemesteragtig”) . Foruden at være en grundlæggende offensiv vision om fodbold, så er det mest kendetegnende for ”totalfodbolden” ideen om, at alle spillere skal være fleksible og klar til at indtage andre positioner på banen.

Dette er nødvendigt, eftersom stilen kræver enorm bevægelighed og dermed konstante positionsskift. Overordnet set tænker de hollandske trænere og spillere meget i rum (tænk f.eks. på van Persies udbrud efter den famøse Olympiakos-kamp: ”mine medspillere løber konstant ind i de rum, jeg ynder at indtage”), og i den forstand er ”totalfodbold” en næsten videnskabeligt baseret filosofi om (de frie) rum. Et andet kendetegn, som også mere end antydes af van Gaal, er kollektivets primat. Det var således et miks af van Gaals fodboldvision (om kollektivisme) og kontante personlighed, der førte til konfrontationer med stjernespillere som Rivaldo i Barcelona og Franck Ribéry i Bayern München. For Louis van Gaal er det mindre vigtigt at have de 11 bedste spillere end at have de bedste 11/den bedste 11’er.

Kollektivismen var ligeledes en væsentlig ingrediens i Alex Fergusons filosofi, men der er nok ikke nogen tvivl om, at van Gaals vision vægter det risikominimerende mere end Fergusons, der jo grundlæggende var en keltisk romantiker, der var afhængig af det kick, som risici og eventyr – i særdeleshed i Fergie Time – kunne afstedkomme. Det er muligt, at van Gaal betoner, at hans filosofi ikke bare tillader, men ligefrem muliggør, at individet får bedre udfoldelsesmuligheder, men umiddelbart lyder og syner den mere rigid, end hvad Old Trafford var vant til under Ferguson.

 

Hvad der syntes at have manglet under Moyes – en klar vision og en klar videreformidling til hver enkelt spiller af denne vision – vil vi derfor med al sandsynlighed få at se under van Gaal – og det meget hurtigt. Spørgsmålet er så, hvilke af Manchester Uniteds spillere, der passer ind, og hvilke, der ikke passer ind. Vi ved på forhånd, at Robin van Persie og Louis van Gaal praktisk talt tænker symbiotisk.

Det var i øvrigt van Gaal, der forrige år efter længere og (efter eget udsagn) særdeles intense-intelligente samtaler med selvsamme van Persie rådede denne til at skifte til Old Trafford. Flere kommentatorer og eks-spillere har været fremme og sige, at det ikke er sikkert, at en spiller som Wayne Rooney passer ind i van Gaals vision, eller at man kan frygte personlighedsclash mellem de to.

Det første har jeg svært ved at se logikken i. Rooney er om nogen fleksibel i forhold til positioner på banen, ligesom han er en udpræget holdspiller, der sætter holdet og det fælles mål over sig selv. Det andet er altid svært at spå om, men umiddelbart tror jeg, de to vil komme godt ud af det sammen – uanset om van Gaal udnævner van Persie som klubbens næste anfører eller ej. Der kan imidlertid være nogle af de andre engelske spillere, der kan få det svært under van Gaal – simpelthen fordi engelske spillere stadig er opdraget mere gammeldags og monopositionelt end kontinentale spillere. Hvordan vil Chris Smalling f.eks. passe ind?

Endelig tror jeg, at vi (delvist som en konsekvens af et generelt behov for kvalitetsløft, delvist som følge af van Gaals særlige præferencer) vil se en realisering af en indkøbsliste sanktioneret af van Gaal selv, som måske ikke matcher helt med den, jeg endte med i min tidligere blog, men som vil bestå af 4-5 spillere (en venstre back, måske en højre back, en eller to centrale forsvarsspillere, en eller to centrale midtbanespillere samt en offensiv fløjspiller).

Det er nemlig hinsides enhver tvivl, at Manchester United i van Gaal har en manager, der formår at tiltrække store navne – og dét på trods af, at klubben ikke spiller europæisk i næste sæson. Det er der primært to årsager til: for det første hans CV bugnende af titler og succes, for det andet hans klare vision.

Det er selvfølgelig ikke alle spillere, van Gaal og United formår at tiltrække – ikke alle er tiltalt af hans vision og personlighed (bare spørg Zlatan), ligesom det bestemt heller ikke er alle, der jubler over den manglende udsigt til Champions League – men et tilpas miks af allerede etablerede navne (f.eks. Mats Hummels, Kevin Strootman, Toni Kroos) og ”upcomings”, der matcher van Gaals krav (f.eks. Luke Shaw, Bruno Martins Indi, Jordy Clasie), er et sandsynligt scenarie.

Et sidste element, der gør, at van Gaal og United er et godt match, er hollænderens tradition for at give unge spillere chancen. Med sin satsning på ungdom i Ajax i midt-halvfemserne – Ajax-holdet der vandt Champions League i 1995 havde en gennemsnitsalder på 23, og målmanden hed i øvrigt Edwin van der Sar – skulle van Gaal ligefrem have inspireret selveste Sir Alex til dennes berømte udrensning samme sommer.

Der er således en lang række af stadigt aktive spillere, som kan takke van Gaal for at have introduceret dem på den store scene: Xavi og Andrès Iniesta, Holger Badstuber og Thomas Müller er f.eks. blandt dem. Müller kobles i øvrigt i medierne sammen med United. Det samme gør Arjen Robben, en anden af van Gaals tidligere bayerske hærførere.

Med Louis van Gaal får Manchester Uniteds fans ikke en manager, der er eller bliver synonym med klubben, sådan som Matt Busby og Alex Ferguson er og var det. Selvom van Gaal skulle bringe succes til klubben, og selvom han skulle blive i klubben i længere tid end de tre år, hans nuværende kontrakt lyder på, så er van Gaal qua sin historie og sit CV en globetrotter, der har sat sit markante aftryk i flere af Europas store klubber.

Men det med synonymet må Manchester Uniteds fans også vænne sig til er historie. Og dog. For i van Gaals udnævnelse af Ryan Giggs, klubbens mest dekorerede spiller, som sin højrehånd, har hollænderen sikret sig selv en kulturbærer, der om nogen inkarnerer Manchester Uniteds traditioner, ligesom han har sikret klubbens fans et nuværende og måske også fremtidigt synonym.

På trods af det nuværende kontinuitetsbrud sikrer Ryan Giggs nemlig den metafysiske dimension af evighed, som adskiller Manchester United fra de fleste, hvis ikke alle, andre klubber. Sammen med Louis van Gaal kan han – om nogen – bidrage til, at Manchester United genrejser sig og blomstrer igen.

Forrige artikel

Van Gaal: Intet problem med Fergie på stadion

Næste artikel

Van Gaal: Succes afhænger af spillerne

ANNONCE