Mit bedste minde fra en Liverpool-kamp

Lad mig starte med at fortælle, at jeg har mange gode og stærke minder fra Liverpool-kampe, men et af dem der står stærkest i hukommelsen, er dette; Lad os spole tiden tilbage til d. 10. marts 2018. 

Solen var for længst gået ned over Thailands næststørste ø, Koh Samui, hvor jeg havde befundet mig de sidste ti dage. Jeg havde i de sidste seks måneder været på backpackerrejse sammen med nogle gode venner. En såkaldt dannelsesrejse. Og dannet, det var jeg så sandelig også blevet. En af de ting, jeg lærte at sætte pris på under min rejse, var tidsforskellen mellem Danmark og England. For selvom jeg befandt mig på den anden side af Jorden, var jeg, som stor Manchester United-fan, stadig nødt til at følge så mange kampe som muligt. 

Og hvor er det dog et utaknemmeligt job at være Manchester United-fan på den anden side af jorden, især i en post Alex Ferguson-tid. 14 dage forinden havde jeg siddet på en luset stripklub i Bangkok klokken 3 om natten, hvor stripperne egentlig bare ventede på at gå hjem, og set en skuffende 0-0’er mod Sevilla på et 35″ tv, mens jeg i sæsonens første opgør på Anfield brugte min tidlige morgenstund i La Paz på en kedelig 0-0’er ligeså. 

Men denne dag var anderledes. Jeg kunne mærke, at det var anderledes. Klokken var kun 20:30 på Koh Samui, temperaturen var 25 grader og vi kunne købe to mojitos til éns pris på The Islander Sports Pub, som vi så kampen på. Hvad kunne gå galt? 

Pubben var proppet med en masse briter og andre globetrottere. Det var en storkamp, vi havde i vente. Nummer to mod nummer tre. Manchester City var for længst stukket af, så dagens kamp handlede mere om at cementere sin plads på andenpladsen i ligaen. Men der var langt mere på spil end bare tre point. Det handlede om ære og stolthed, og ikke mindst retten til at håne ærkerivalen den kommende periode.

Med et fyldt Old Trafford i ryggen var José Mourinhos tropper klar til at byde Scouserne velkommen til et brag af en kamp, hvor det udelukkende var Manchester United-spillere, der kom på måltavlen. 

Kampen blev som i vanlig Mourinho-stil en boldbesiddelses- og chancefattig affære, men denne dag viste Mourinhos kontramaskine sig fra sin bedste side. For efter 14 minutter formåede en 20-årig ung mand, med nummer 19 på ryggen, at snyde Trent Alexander-Arnold med en skudfinte, for derefter at udplacere en chanceløs Loris Karius i målet. 1-0! The Islander Sports Pub gik amok, atmosfæren var excentrisk og fans, der ikke kendte hinanden, stimlede sammen i brede omfavnelser. Vi skulle have flere mojitos! 

11 minutter senere var den gal igen for Liverpool-forsvaret. Endnu en gang var Marcus Rashford på pletten og udnyttede en dårlig clearing fra Virgil van Dijk, der med lethed sparkede bolden ind i et halvtomt mål. Stemningen var fænomenal på The Islander. Om det var mængden af mojitos, kampen, eller en god blanding af begge, var ikke til at sige, men at Eric Bailey valgte at score hvad Mourinho kalder et ‘fremragende mål’ i eget net, midt i anden halvleg, var underordnet. Resten af kampen gik på et hårdt pres fra Liverpool, men United holdt stand og tog sejren hjem på 2-1. Med en boldbesiddelse på 32% og to skud på mål viste Mourinhos kontramaskine, hvordan den fungerede på topniveau. 

Gæsterne på The Islander var helt oppe at køre, og de få Liverpool-fans, der var, havde allerede forladt beværtningen. Vi skulle selvfølgelig lige have en sidste mojito eller to sammen med den resterende fanskare. 

Du kan se highlights fra kampen her:

https://www.youtube.com/watch?v=jtm6dGrk8n8 

Forrige artikel

Fosu-Mensah flytter til Leverkusen

Næste artikel

Podcast: United er nummer 1, og på søndag gælder det Liverpool

ANNONCE