Redaktørens klumme: Uniteds “ledelse” udmærker sig atter ved et larmende fravær

Læsetid
3 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Peter Hasle Laursen

11 november, 2021 - 11:54

Avram Glazer til venstre. Joel Glazer til højre ©Imago

Ledelse – de første fire bogstaver fortæller, hvad det handler om: At lede nogen eller noget fremad gerne mod bedre tider, men United-fans bliver i øjeblikket mindet om klubbens manglende kompetencer i denne disciplin. Særligt fortæller rygter - uagtet om der er hold i dem eller ej - om Brendan Rodgers som mulig, kommende United-manager om en ledelse, der stadig ikke har lært at lægge en plan.

Manchester United er der igen. Det står skrevet på væggen, at klubbens manager er ’dead man walking’. Det må selv den mest ivrige, myseost-spisende fortaler for Ole Gunnar Solskjær erkende. Situationen er ikke bæredygtig, og medier spekulerer i, hvem der kan efterfølge nordmanden. Det her er ikke et forsvar for én manager eller et forsøg på at tale en anden ned. Det er født ud af den frustration, som voksede af at læse, at Brendan Rodgers ifølge nogle er det varmeste navn som klubbens næste manager. En frustration over, hvor uduelig ledelsen i Manchester United Football Club er.

Lad det være sagt med det samme, Brendan Rodgers har gjort et flot arbejde i Leicester og er en dygtig manager, men at den tidligere Liverpool-manager – måske – er på radaren kan fortælle os to ting.

  1. Hvis Rodgers bliver United-manager er det endnu et bevis på, at Liverpool er langt foran United. Rodgers blev i Merseyside-klubben afløst af Jürgen Klopp, som siden har været med til at løfte Liverpool hvert fald to trin op. Det falder ikke tilbage på Brendan Rodgers, for Klopp er en fremragende træner, som nok kun har en ligemand. Og under tyskeren har Liverpool bare sat en standard, United er nødt til at nå. Og det bliver med en vis sandsynlighed ikke med Brendan Rodgers. Med al respekt.
     
  2. Hvis Brendan Rodgers bliver United-manager afslører det endnu engang, at klubbens ledelse ikke evner kunsten at lægge en plan. Jeg orker ikke at kortlægge slingrekursen, skiftende managers siden Sir Alex Ferguson illustrerer - men vil i stedet pege på den nuværende situation. Ifølge velinformerede BBC, The Guardian og The Athletic har Solskjær indtil for godt en måned siden haft ledelsens opbakning. ”Vi er overbeviste om, at Solskjær er manden for fremtiden,” har det lydt fra Ed Woodward ved præsentationen af kvartalsregnskaber. Det er der ændret på, og hvis man tolker de seneste meldinger fra kilder i klubben, så er tilliden til Solskjær ikke stor længere, og jobbet er i fare.

    Ed Woodward og Joel Glazer

    Det er en tese, men fra de meldinger der er kommet fra klubben indtil for en måned siden, synes jeg, det er rimeligt at antage, der ikke stod Brendan Rodgers nogle steder på Ed Woodwards kontor i sommer. Men nu står vi der – måske. Og hvis det sker: Går Leicester-manageren så ind til en jobsamtale på Old Trafford med et ønske om for enhver pris at komme ud af sin nuværende kontrakt? Nej, det går jeg ikke ud fra. 

    Han er i en klub der fungerer sundt, arbejder ydmygt, og som stadig rummer gode udfordringer. Så han vil have krav, og han vil sikkert kræve en kontrakt på hvert fald tre år. Nok også mere. Altså er United på mindre end halvanden måned gået fra – med en rimelig sandsynlighed – ikke at have en mand på radaren til – måske – at stå overfor at skulle tilbyde denne en forholdsvis lang kontrakt. Og det bare fire måneder efter, den nuværende manager fik tre år mere skrevet i sin kontrakt. Det ser ikke godt ud.

Som nævnt kan det være, der ikke er hold i rygterne om Brendan Rodgers, men ikke desto mindre får vi i de her uger og dage igen bevist, der ikke er en plan i klubben. Solskjær blev valgt på baggrund af et run af flotte resultater som caretaker, og ifølge Laurie Whitwell fra The Athletic også på visioner han fremlagde ledelsen: Fokus på ungdommen, hårdt arbejde og attraktiv fodbold.

Den larmende stilhed

Der er siden blevet investeret i akademiet, der er skabt en trup af dygtige fodboldspillere, der har den rette blanding af ungdommeligt mod og rutinens kløgt. Det falder tilbage på Solskjær, men det er skrøbeligt at lægge så meget ansvar på én mand, og det er heller ikke den måde, store klubber rundt omkring i Europa drives på. De fleste steder er det ikke den nye manager, der bestemmer retningen – den er der allerede, og så passer den nye manager eller ’head coach’ ind. Groft sagt.

Det larmer i United, men det er ikke byggeriet af storslåede visioner fra ledelsen, man kan høre. Det er apati og magtesløshed fra klubbens fans og i stedet for at stille sig stålsat ved roret og lede skibet gennem uvejret, gemmer klubbens ledelse sig bag tomme floskler om mere kommunikation og indflydelse til og med klubbens fans.

Der er brug for handlekraft, men det er svært at se, hvem der slår i bordet og tager initiativ til at male med de store pensler – og endnu værre: Om der overhovedet er nogen, der gør det?

 

Redaktørens klumme: OldTrafford.dks redaktør forsøger på månedlig basis at benytte helikopterperspektivet over hurtige takes på sociale medier, som der naturligvis skal være plads til, men som bringer sindet i kog - særligt efter nok en rædderlig United-præstation.