Roy Keanes bog er helt retfærdig

Hele ugen har stået i Roy Keanes tegn efter at han i torsdags udkom med sin anden selvbiografi.

Men hvorfor skulle han komme ud med endnu en selvbiografi, relativt få år efter sin første og hvorfor er han stadig så relevant overfor både fodboldverdenen og os Manchester United-fans.

Jeg har endnu ikke fået læst den nye selvbiografi, men glæder mig meget til at få den i hænderne. Jeg er selv ikke den store fan af disse bøger. Egentlig mistede jeg interessen for dem efter at have læst Roy Keanes første bog. Ikke fordi Roy Keanes var dårlig. Tværtimod, så er det en bog jeg har læst 5-6 gange efterhånden. Jeg er ikke alene i denne beundring af bogen. Den blev senere opført som teaterstykke i både England og Irland.

LINK: Du kan vinde bogen her

Men det gik op for mig, at det her nok var noget af det bedste man kan forestille sig af en selvbiografi af en fodboldspiller. Jeg har forsøgt mig siden med flere andre selvbiografier, men som du nok også selv ved, så gik Roy Keanes hen og blev vel det man kan kalde for den sidste “hudærlige selvbiografi”.

Fodbodspillers selvbiografier er efterhånden blevet til en ny form for merchandise for spillernes marketingagenter på lige fod med sengetøj, twitterprofiler og deltagelse i reklamefilm.

De fleste skrives så hurtigt at spilleren ikke engang er fyldt 30 år endnu og forøvrigt stadigvæk spiller for den klub og med de spillere, som han vil gøre når bogen kommer ud. Så ærligheden om spillet er ofte væk og der er forøvrigt ikke det store at fortælle. Et godt eksempel på dette er den officielle selvbiografi fra Ryan Giggs i 2010. Så snart side 1 er overstået, så sidder du med jordens kedeligste bog.

Mange ting er ikke fortalt endnu

Som vi har kunnet læse ugen igennem, så indeholder bogen nye slagkraftige fortællinger fra Roy Keanes karriere. Nogen kender vi til fra andres mund, som fx historien om Eric Cantona der donerede et stort beløb til Nicky Butt og Paul Scholes fordi de – i modsætning til de øvrige “class of 92” spillere – turde deltage med større pengebeløb i en intern bonus på holdet. Historien emmer af respekt for den store franskmand.

I samme bog langer han desuden ud efter netop “class of 92” for “deres” udnyttelse af netop dét brand. Noget som jeg på sin vis er enig i. Som han skriver i bogen, så omtales “class of 92” nærmest som et hold i holdet, hvilket vil være ærgerligt for fortællingen af et af de bedste og mest historiske hold i Manchester Uniteds og Englands historie. Det var hele holdet dengang. Ikke bare 5-6 unge spillere, som forøvrigt først blev så vigtige for klubben da netop holdets store stjerner lod stafetten gå videre. 

Men så kommer han også med nye fortællinger og nye perspektiver i den nye bog. Dels på de ting der også blev omtalt i sin første bog, dels alle de ting der er sket efterfølgende med både karrierestop, karrieren som træner og rollen som TV-ekspert. En rolle som han forøvrigt altid afviste som spiller. Der er mange historier at læse og jeg glæder mig!

Måtte svare igen

Jeg har læst flere undrende og kritiske spørgsmål på sociale medier om hvorfor man skal høre efter en mand som Roy Keane og hvorfor det er relevant for ham at komme til udtryk på ny.

Jeg tror først og fremmest at denne undren kommer fra fans, der ikke forstår den vigtighed Roy Keane har haft for Manchester United, hans holdkammerater og ikke mindst fansene. Stortset alle medier på de britiske øer, som har en tidligere holdkammerat til Roy Keane i deres stab, har ladet denne tidligere holdkammerat kommet til orde om tiden som Roy Keanes holdkammerat. Endnu har jeg ikke læst om en, som ikke har udtrykt hvor stor en respekt han havde og hvor godt og motiverende Roy Keane tog sig af spilleren på en måde, der blot udtrykker en nådesløs form for at gøre sit bedste. 

Som Kevin Kilbane udtrykker det på BBC: “He is a man who didn’t just demand your best – he expected it”. 

Roy Keane fortjente en bedre afsked med Manchester United end han gjorde. Han blev hængt ud dengang og han blev senere hængt ud på ny af Sir Alex Ferguson, da skotten fornyelig udgav sin anden selvbiografi. For mig at se, så tror jeg ikke at Roy Keane så andet valg end at svare igen, hvilket både er godt og skidt. 

Skidt fordi vi igen ser den her kamp mellem klubbens og fodboldens store legender bryde ud på ny. Godt fordi vi som fans kan sidde med popcorn og hygge os med helt sublime og ærlige indblik i klubben vi alle elsker på en tid, som vi nok aldrig får igen. 

Det har uden tvivl ramt ham hårdt at Sir Alex Ferguson kom ud med sin selvbiografi, der rettede kritik imod sin tidligere løjtnant. Keane har følt sig såret og det forsøger han blandt andet at rette op på i den nye bog, hvor han selvfølgelig anerkender Sir Alex Fergusons indflydelse på sin karriere, men i måske endnu højere grad giver Brian Clough æren for sin karriere. Noget der uden tvivl også vil falde Sir Alex Ferguson lidt for brystet. Vi ser en magtkamp mellem to individer udrulle sig for åben “bog”.

Upåagtet af Sir Alex Fergusons bog, så tror jeg også at Roy Keane havde brug for også at komme til orde igen omkring den myteskabende fortælling af sin tackling på Alf-Inge Haaland. Hvor ofte hører man ikke fodboldfans argumentere for at han var psykopat fordi han ville ødelægge Alf-Inge Haalands karriere? Ret tit, skal jeg hilse at sige.

De færreste der siger dette, har nok læst bogen og kender baggrunden, og de fleste tror vel stadigvæk på at det rent faktisk var den tackling, som satte en stopper for Haaland. (Note til de uvidende: Det var ikke Roy Keane der ødelagde Haalands karriere. Haaland spillede et par dage efter igen og måtte senere stoppe på grund af en skade i det modsatte ben).

Det er endvidere også min fornemmelse at Roy Keane også skrev denne nye selvbiografi fordi han havde brug for at komme ud med sin version af en noget mislykkede trænerkarriere.

Man må acceptere kritiske røster indefra om sin klub

Han huskes som en af Manchester Uniteds største spillere. En af klubbens og fodboldens måske allerstørste holdkaptajner. En leder der gik forrest uanset hvor stor modstanderen var.

Men han huskes også lige så meget for de mere negative sider, hvor han netop sagde fra. Som da han lavede det famøse interview med MUTV. Som da han forlod VM-lejren i Saipan i 2002. Som da han gjorde op med Alan Shearers provokerende adfærd. Som da han hævnede sig på Haaland. Som da han svinede holdspillere til for at begå fejl. Som da han hængte Dwight Yorke ud for at være for useriøs i sin karriere. Som da han blev anholdt et par dage før FA Cup-finalen i 1999.

Jeg mener at hans bog er uhyre relevant i forhold til at forstå spilleren, mennesket og legenden Roy Keane. Uanset hvor mange sandheder man så må sluge. Den er kritisk overfor de legender, som han selv har været med til at bygge op i sin karriere. Men det må man acceptere. Man må acceptere at han ikke bare er en nikkedukke i fortællingen om Manchester United som klub og brand.

Jeg forstår at fans ikke kan lide kritik af deres egen forestilling af Manchester United, men Manchester United er ikke et glansbillede. Ligesom Roy Keane heller ikke er det. Jeg ryster selv på hovedet af nogle af hans udtalelser når han agerer fodboldekspert.

Og igen, som jeg lagde ud med. Den her bog er en af karakter, som man ser meget sjældent i moderne fodbold. Roy Keane var netop med til at sætte en stopper for disse udgivelser med sin første…

LINK: Vind bogen her

Forrige artikel

Trio meldes klar til kamp

Næste artikel

Moyes: Januzaj overvinder svær start

ANNONCE