Jeg var næppe den eneste, der efter slutfløjtet i mandagens uofficielle mesterskabskamp sad og stirrede tomt ind i skærmen.
For hvad i alverden havde jeg lige været vidne til?
Manchester United havde på mindre end en måned sat et forspring på otte point over styr.
Det værste var ikke engang det faktum, at Manchester City med sejren nu selv kan afgøre mesterskabskampen.
Det var tværtimod den attitude og magtesløshed, som United-spillerne og Sir Alex Ferguson udtrykte på banen og bænken.
Det hele startede med en mildest talt mærkværdig startopstilling, hvor spillere som Park, Smalling og Giggs startede inde – hvor var Welbeck og Antonio Valencia, der efter min mening har være Uniteds absolut bedste spiller set over hele sæsonen?
Det er altid let at være bagklog. Hvis det går godt, roser man manageren, og hvis det går skidt, stiller man ofte spørgsmålstegn ved startopstillingen.
Alligevel synes jeg, det er på grænsen til det arrogante at lade en spiller (Park), der ikke har optrådt i halvanden måned, starte inde mod Manchester City, som har vist fremragende form efter nederlaget til Arsenal.
Frustrationen over manglen på boldbesiddelse og målchancer var dog også til at få øje på. Wayne Rooney lignede gennem hele kampen en mand, der savnede en angrebskollega og bolde at arbejde med. Det er unægteligt lang tid siden, at han har haft så travlt med at slå ud med armene og brokke sig til dommeren.
Ydmygelsen var imidlertid total, da Sir Alex indledte et pinligt skænderi med Roberto Mancini på sidelinjen. City-manageren er på mange måder en usympatisk skikkelse, men det ligner ikke Ferguson at lade sine frustrationer bryde ud i lys lue mod en trænerkollega, når bolden ruller.
Især taget i betragtning af, at de to tidligere har udtrykt stor respekt for hinanden. Hvem ved, måske havde skotten langt om længe fået nok af de verserende mind games mellem United og City?
Når alt kommer til alt, er mandagens kamp desværre kendetegnende for Uniteds sæson – lige ved og næsten.
Premier League, Champions League, FA Cuppen, Europa League og Carling Cuppen – alle turneringer, hvor United er kommet til kort pga. en upassende arrogance, sløset forsvarsspil og generel ugidelighed.
Fightermentaliteten og viljestyrken har vi kun set glimtvise eksempler på efter drømmestarten i september – 3-3-kampen mod Chelsea, 2-1-sejren mod Liverpool og 1. halvleg af FA Cup-sejren over City.
Tilbage er minder fra en sæson med nederlag på 6-1 til City og 4-4 mod Everton på Old Trafford. Det efterlader en grim smag i munden.
Det er ikke det Manchester United, jeg kender og holder af.
Men intet er vel at mærke så skidt, at det ikke er godt for noget. Således vil en sæson uden titler (nej, Community Shield tæller ikke) være en fremragende anledning til at rense ud i truppen og få nogle friske kræfter ind i løbet af sommeren.
Under alle omstændigheder skal United genfinde sidste sæsons arbejdsiver, hvis de i næste sæson vil kæmpe med i toppen af Europæisk fodbold og sætte City på plads.
This is still our city.
