Jonas Sloth Bach er 27 år, freelance journalist og har været Manchester United-fan siden midten af 90’erne. Han skriver på OldTrafford.dk som ekstern blogger.
Det må ikke være for meget at forlange, at de regerende mestre kan fastholde en hjemmebaneføring i ti minutter mod ligaens bundprop. Men de fatale slutminutter mod Fulham viste, at Moyes ikke ved, hvilket ben han skal stå på, når en sejr er under opsejling.
David Moyes overtog det sværeste job i Premier League, da han efterfulgte Alex Ferguson. Men nu er der gået over et halvt år, og undskyldningernes tid må være forbi, når boldbesiddelse og dominans gang på gang ikke veksles til mål og sejre, og vigtige føringer sættes over styr i slutminutterne, der tidligere var Uniteds stærkeste side.
Mod Fulham havde Moyes gameplan tydeligvis kun et punkt: lav indlæg. Dem fik vi så 81 af i løbet af kampen, eller næsten et per minut. Kun et enkelt kastede en scoring af sig, mens et andet resulterede i den nedfaldsbold, som Carrick fra kanten af feltet med lidt held fik listet ind til 2-1. En mere varieret tilgang til angrebsspillet havde bestemt været forfriskende, men det lader til, at Moyes har svært ved at løse ligningen, der over tid skal gøre United til et hold, der scorer mange mål. Det vidste vi allerede, og den proces kræver naturligvis tid og tilvænning. Men det var dog helt fortjent, at United stod med tre point mellem hænderne.
Hvad vi imidlertid ikke vidste, eller i hvert fald håbede ikke var sandt, er, at David Moyes ikke ved, hvordan man holder fast i en sikker sejr. Mod Fulham var der to muligheder. Enten skulle de skydes helt i sænk til 3-1 inden det 90. minut. Ellers skulle vi trække os mere tilbage, holde tålmodigt fast i bolden, og få tiden til at rinde ud på en spinkel 2-1-sejr.
Det må være Moyes beslutning, men han er nødt til at kunne træffe den. Chancerne var der til 3-1, men United-spillerne virkede sløsede og tilfredse med at have tilkæmpet sig en føring. Men det fremadrettede spil med indlæg og højt pres fortsatte, mens uret krydsede 90 minutter, og risikoen ved at stille sig for langt frem på banen virkede indlysende.
Da Vidic i overtiden ikke fik headet ordentligt væk og i stedet forsøgte at ligge bolden for fødderne af Michael Carrick, der blev overrumplet bagfra, var problemet indlysende. Fulham havde fire spillere med fremme, og den eneste midtbanespiller, der var kommet med hjem for United lå med hovedet mellem græsstråene. Derfra kunne han se, hvordan Uniteds forsvarskæde tøvede, hvordan ingen andre kunne nå at hjælpe, hvordan De Gea fejlede at få bolden skubbet ud af banen, og hvordan Evra stod som en tilskuer, mens Darren Bent headede en ufortjent, men logisk udligning ind.
Ufortjent, fordi Manchester United i spil, chancer, boldbesiddelse og særligt indlæg var altdominerende.
Logisk, fordi David Moyes ikke kan træffe den beslutning, der skal hjælpe spillerne med at holde fast i en sejr.
Der er gået et halvt år, og United har færre point, end Everton havde på samme tidspunkt sidste sæson under Moyes. Det er ikke for meget at forlange, at han skulle kunne få mere ud af Uniteds spillermateriale, og det er slet ikke for meget at forlange, at han skulle kunne sikre en sejr mod ligaens bundprop med ti minutter igen.
Jonas Sloth Bach er 27 år, freelance journalist og har været Manchester United-fan siden midten af 90’erne. Han skriver på OldTrafford.dk som ekstern blogger.
