Varm luft fra Manchester United

Når Manchester United i morgen møder Fulham i FA Cuppens fjerde runde, så vil det ikke kun være på banen, at Manchester United vil forsøge at dominere.

På lægterne opfordrer Manchester United således, sammen med flere ledende United-fans, til at genskabe den gamle stemning på Old Trafford.

En fællesmarch mod Old Trafford er planlagt halvanden time før kampen, og holdets fans opfordres til at medbringe gamle flag og halstørklæder. Der vil også blive spillet gamle Manchester United-klassikere over højtaleranlæget både før kampen og i pausen. Det er herefter op til fansene at få gang i de mange FA Cup-sange, som klubben kan bryste sig af.

Det er dejligt at se, at Manchester United en sjælden gang vil være med til at få gang i stemningen. Klubben er så småt begyndt at åbne sig lidt op for fansene efter Glazers overtagelse i 2005, hvor to fanorganisationer blandt andet blev smidt ud af klubben.

Senest har vi set klubben engagere sig i at få indført en såkaldt sang-sektion på stadion. Et projekt som dog er sat på hold, da myndighederne ikke kunne godkende det første udkast.

Når jeg dog betragter Manchester Uniteds initiativ som lidt varm luft, så er det fordi klubben selv er skyld i, at stemningen på Old Trafford er så ringe, som den er.

Et besøg på Old Trafford er ofte en stor oplevelse for den førstegangsbesøgende, men når først man har været der flere gange, så får man hurtigt et mere kritisk syn på tingene og flere oplevelser, der kan skuffe.

Selv har jeg oplevet at blive truet med udsmidning, fordi jeg stod og jublede over, at Manchester United var ved at vinde mesterskab nummer 19. 

Da vi vinder mesterskab nummer 18 i 2009, står jeg på Stretford End. Vi vinder efter en kedelig 0-0 kamp mod Arsenal. Man har lyst til at stemningen forløses, men så snart fansene begynder at synge, så bliver de overdøvet af musikanlægget. Det er blot to eksempler på personlige skuffelser på Old Trafford.

Der er generelt en stemning for at man skal “sit down and shut up” på Old Trafford, og selvom initiativer som til denne FA Cuppen forhåbentlig kan lette lidt på denne stemning, så kræver det at Manchester United indser vigtigheden af stemningen.

Manchester United får ingen langsigtet succes ved at please folk i jakkesæt. De lægger pengene, når der er succes, men så snart succesen udebliver, så vil de næppe være der.

At stå op til fodboldkampe i England er forbudt, medmindre der er tale om “moments of excitement,” som det hedder i reglerne (og derfor jeg undgik udsmidning ved den tidligere episode, jeg nævnte her i blog-indlægget). Flere klubber har snakket om at genindføre ståtribuner, men Manchester United har slået fast, at de bestemt ikke er interesseret i sådan et initiativ.

Hvorfor? Fordi der er flere penge i siddepladser end ståpladser, som jeg også skrev om tilbage i marts 2011.

Min opfordring er således til Manchester United om at lægge en langsigtet strategi om at forbedre stemningen. Det skal dels gøres ved initiativer som disse, dels gennem et langsigtet mål om at gøre Old Trafford til det mest stemningsfulde stadion i England. Blandt andet ved at åbne op for ståtribuner og give fansene en større stemme i klubben. Det fungerer jo fint i Tyskland. Også økonomisk!

Forrige artikel

Optakt: Manchester United – Fulham

Næste artikel

Schmeichel: Uniteds fravær ødelagde FA Cuppen

ANNONCE