Den svenske angriber scorede mål, hjerter og pokaler. Han dominerede Premier League, i en alder af 35 år, og overvandt nærmest fysikkens love. Han var magisk, han var en helt.
Men Zlatan Ibrahimovic fik aldrig sat det punktum, som hans gloværdige karriere fortjener, og han forlader klubben med en lidt bitter eftersmag.
Det er en solrig sommerdag i starten af august 2016, og Zlatan Ibrahimovic står med fire rynker i panden foran BT Sports journalist, midt på Wembley i London. Sveden pibler af svenskeren. Øjnene flakker. 15 minutter forinden steg han op over Leicester-spilleren Wes Morgan og headede bolden ind bag Kasper Schmeichel. 2-1 i det 82. minut og matchvinderrolle. Første pokal, Community Shield, i United-trøjen er i hus. Hvordan har han det?
– Det føles godt, det føles godt, siger Zlatan, der ligner en, der svarer på spørgsmål mere af pligt end af lyst.
Men pludselig kniber han øjnene lidt sammen, som om han kommer i tanke om noget, og fokuserer blikket på et udefinerbart punkt over journalistens hoved, mens han taler videre.
– Det her var mit 31. trofæ. Det er derfor, jeg er kommet hertil. For at vinde trofæer. Det er det, som det hele handler om.
I Danmark sidder jeg, 10 år yngre end Zlatan Ibrahimovic, men smaskforelsket. Manchester United har fået verdens sejeste angriber. Et unikum i fodboldhistorien. En fysisk personificering af vindermentalitet, som vækker minder om Eric Cantona.
Men Zlatan kan ikke sammenlignes med Cantona. Zlatan kan ikke sammenlignes med nogen. Zlatan er Zlatan. Og som han selv sagde det:
– Jeg beundrer Cantona. Men jeg vil ikke være kongen af Manchester. Jeg vil være Manchesters gud.
Mål på samlebånd og arrogance en masse
Manden, hvis navn har skabt et nyt ord i den svenske ordbog, der betyder ”at være suveræn”, har ført Paris Saint-Germain, AC Milan, FC Barcelona, Inter, Juventus og Ajax til nationale mesterskaber. Nu skal han vinde Premier League-titlen tilbage til Old Trafford.
Og Zlatan Ibrahimovic gør, hvad han skal. Uniteds nye nummer 9 scorer som den første spiller i klubben mål i alle af sine første tre ligakampe, siden Ian Storey-Moore gjorde det i 1971. Han bliver i en alder af 35 år og 125 dage den ældste spiller nogensinde til at score 15 mål i Premier League på en sæson.
Overfor Manchester Uniteds egne journalister forklarer han, at han ”bliver en løve, når han træder på banen”.
– Jeg har selvtillid, og jeg tror på mig selv. Jeg har visioner, og jeg vil gøre alt. Jeg arbejder hårdt for det. Det mener jeg ikke er arrogant.
Svenskeren giver klubben en saltvandsindsprøjtning ”not arrogant – just better”-mentalitet, som de har savnet i flere år. Han bærer holdet i flere kampe og sikrer point og videre avancementer i cup-turneringerne med sine scoringer.
Mest i øjnefaldende den 26. februar 2017, hvor han nærmest egenhændigt vinder Liga Cup-finalen over Southampton. Knap 23 meter fra mål affyrer han et kraftfuldt projektil af et frispark, der svæver over muren og går direkte i mål, så Zlatan for 25. gang i sæsonen kan juble med armene strakt ud til siderne, som en løve, der også har fået vinger. 1-0.
Og i de døende minutter af finalen, hvor stillingen er 2-2 og Manchester United hænger i torvene, viser alderspræsidenten vejen. På under et minut redder han David de Gea ved at cleare bolden på stregen ved et Southampton-hjørnespark, fører selv bolden frem ad banen og deltager i opspillet – for så til sidst at heade den i kassen på et indlæg fra Ander Herrera. 3-2 og 32. trofæ i rækken.
Taler til drengen i mig
Som fan smiler man og ryster hovedet i vantro, når man ser hans præstationer på banen. Hvordan kan han som 35-årig være SÅ god?
Den høje angribers spil, karisma og personlighed taler til drengen i mig. Ham, der har lyst til at klistre værelset til med fodboldplakater, ham, der har lyst til at have et spillernavn bag på trøjen, og ham, der ikke kan lade være med at idolisere fodboldspillere.
Det er mange år siden, det sidst er sket for mig. Men Zlatan bliver en helt i mit univers. En mand, som jeg drømmer om at være og ønsker at kende. En spiller, som jeg er stolt over at se bære Manchester Uniteds røde trøje.
Mit profilbillede på Facebook er et foto af en 17-årig Ibrahimovic fra Malmø, hvilket i sig selv er irrationelt og dybt useriøst, når jeg forsøger at skabe mig en profil og karriere som journalist og voksent menneske. Handlingsmønstre kan i følelser og fodbold er sommetider svære at forklare.
Den skæbnesvangre aften mod Anderlecht
Uforståeligt er det også, hvorfor Zlatan Ibrahimovic’ debutsæson skal ende så trist, som den gør. Det er den 20. april 2017, og topscoreren skal sparke Manchester United i Europa League-semifinale mod Anderlecht.
Det står allerede nu klart, at svenskerens magi ikke rækker til Premier League-guld. Chelsea er for suveræne, og Jose Mourinhos hold for svingende. Men Zlatan kan stadig få en hæderlig debutsæson, hvis ham og resten af holdet går hele vejen i den næstbedste europæiske turnering og dermed sikrer sig en plads i Champions League i den kommende sæson. At finalen så oven i købet spilles i angriberens hjemland gør ikke eventyrfortællingen mindre god.
Jeg vil spare læseren for den mest detaljerede beskrivelse af uheldet, da det er ubehageligt stof at rippe op i. Skrevet i punktform: Zlatan går op i en hovedstødsduel. Zlatan lander forkert på sit højre knæ. Fellaini og Rashford rækker straks armene i vejret og kigger panisk mod trænerbænken. Zlatan humper fra banen.
Vi er ikke klar over det der, men det bliver reelt enden på verdensstjernens karriere i Manchester United, slutningen på hans tid i professionel europæisk fodbold.
Knæskaden er alvorlig. Eksperterne siger, han formentlig er ude i et år, og verden føles grum og uretfærdig. Hvad der skulle have været den lykkelige slutning på eventyret, ender som en let stikken i hjertet, da Zlatan på krykker og i træningsdragt modtager Europa League-guldmedaljen i Stokholm. Han skulle have spillet den kamp.
Kontrakten løber ud, og en transferfri Zlatan kan skrive 28 mål på to tredjedele af en sæson i England på sit CV. Og vi kan alle ærgre os over, at han ikke kom til Manchester 10 år tidligere.
Det umulige comeback
Men Zlatan er også Zlatan. Og eksperters, journalisters og fans’ dommedagsprofetier over hans karriere fungerer som hans drivkraft.
– Ingen bestemmer hvornår Zlatan stopper udover Zlatan, siger Zlatan og går i gang med en nærmest Rocky Balboa-agtig genoptræning.
35 år gammel med en alvorlig knæskade, men stadig sulten på mere. Mit personlige narrativ om ”helten Zlatan Ibrahimovic” vokser sig kun større, og det føles som om, man ser en film udspille sig i virkeligheden.
Knæspecialisterne, der arbejder med den transferfrie spillers genoptræning, siger ifølge agenten Mino Raiola, at de aldrig har set lignende. Zlatans knæ er nærmest umenneskeligt stærkt taget i betragtning, hvor mange år han har spillet topfodbold.
– Den her skade ville være Himalayabjerget for mange. For Zlatan er det en lille bakke, siger Mino Raiola.
I slutningen af august 2017 får han en ny 1-årig kontrakt i Manchester United og trøjenummer 10. Det er en opgradering, siger Zlatan, og afslører, at han ikke kommer tilbage på sit gamle niveau.
– Jeg kommer til at være endnu bedre, siger han.
Den store helts endeligt
Prognosen for comebacket, der pludselig virker realistisk, hedder starten af 2018. Men allerede i midten af november bryder United-spilleren alle fysikkens love, da han syv måneder efter sin alvorlige knæskade, skiftes ind på Old Trafford til stående applaus. Han kvitterer ved at levere en liggende helflugter, som næsten går ind i de døende minutter af en 4-1-sejr over Newcastle.
Zlatan er tilbage, drømmen gik i opfyldelse, eventyret lever. Det er det her boost, der gør, at vi vinder mesterskabskampen over Manchester City, tænker jeg i mit jublende indre, mens jeg går rundt og nynner ”Zlatan Ibrahimovic He Is a Swedish Hero”.
Hovedpersonen selv går nærmest sejrsgang på de sociale medier, hvor han forklarer, at han kom så sig hurtigt over skaden, fordi han ikke er et menneske, men en løve.
Desværre bliver det nærmest den mest positive mediehistorie om Zlatans Manchester United-comeback. Min helt er langtfra det magiske niveau fra seneste sæson. Det gør nærmest fysisk ondt at se ham i de syv optrædener, han får i denne sæson. Han er langsom, både i sine løb og i sine reaktioner, og han virker ude af form. Romelu Lukaku har ikke blot overtaget hans nummer. Han har også definitivt overtaget hans position på holdet.
Et enkelt frisparksmål bliver det til i Liga Cup-kampen mod Bristol City, der mest af alt huskes for, at United tabte 2-1 og blev sparket ud af turneringen.
Den helt store raket ender som en fuser. Hans sidste kamp bliver den 26. december på Boxing Day, og i midten af marts listes han ud af Manchester Uniteds bagdør, uden at der stilles store spørgsmålstegn ved det. Den eventyrlig film om hans umulige comeback er uden lykkelig slutning, og ironisk nok skal han nu til Hollywood for at finde lykken og spille sig varm til sommerens VM-slutrunde, som han stadig kandiderer til.
Han vil blive husket for sine 29 mål, for sin sublime arrogance, for egenhændigt at vinde Liga Cup-finalen og for sin store personlighed, som er en storklub som Manchester United værdig.
Men jeg kan heller ikke lade være med at have en snert af bitter eftersmag i munden. Ikke fordi jeg bebrejder nogen noget – United gjorde efter min mening det eneste rigtige, da de forlængede hans kontrakt, og Zlatan kan ikke klandres for sit triste skadesforløb. Men fordi jeg mest af alt er skuffet på min helts vegne. Han fik aldrig spillet den Europa League-finale i Sverige, han vandt aldrig det engelske mesterskab, og han fik ikke det punktum på karrieren, som han i sandhed fortjener.
