Optakt: Bliver Nordlondon endestationen for Solskjær?

Det kan blive Ole Gunnars sidste kamp som Manchester United-træner, når Manchester United gæster Tottenham lørdag.

Krisestemningen omslutter atter Manchester United, efter De Røde Djævle søndag blev reduceret til forsvarsløse statister mod et nådesløst Liverpool-mandskab. 0-5 viste de smertende cifre

Siden er Ole Gunnar Solskjærs fremtid som Manchester United-manager blevet debatteret heftigt, hvor flere rygter har sendt Solskjær ned i dybet, ligesom flere United-fans har krævet nordmandens afgang efter søndagens ydmygelse.

Derfor må en sejr (eller uafgjort) nødvendigvis være en af Ole Gunnars sidste udveje, når Manchester United lørdag drager til Nordlondon, hvor Tottenham Hotspur venter i en kamp mellem to af Premier Leagues underpræsterende mandskaber. 

I trænersædet hos Tottenham sidder en ligeledes presset mand i form af Nuno Espirito Santo, der heller ikke har fået den start, han givetvis havde drømt om, da han i sommers skrev under med Tottenham. 

I Premier League blev det senest til et 1-0 nederlag mod bysbørnene fra West Ham, mens man onsdag slog Burnley med samme cifre i Carabao Cuppen. Alligevel har Tottenham formået at skrabe 15 point sammen i Premier League-tabellen, som i skrivende stund rækker til en 6. plads, mens United indtager 7. pladsen med 14. point.

Tottenham-træneren har blandt andet ikke formået at få gang i Harry Kane, som ikke lever op sit målsnit fra tidligere sæsoner. Et mål i otte Premier League-kampe er det blevet til for Tottenham-profilen.

Kanes målabstinenser kan dog hurtigt blive afhjulpet i mødet med Manchester Uniteds defensiv, hvor niveauet må hæves gevaldigt, hvis man vil afholde englænderen og hans makker i offensiven, Son Heung-Min, fra at blive farlige – og potentielt redde skindet på Solskjær.

Forrige artikel

Optakt: Bliver Nordlondon endestationen for Solskjær?

Næste artikel

Solskjær skifter til tre mand i bagkæden

ANNONCE