I 2016 købte United ivorianeren Eric Bailly i den spanske klub Villarreal. En god start gav forhåbninger om en kommende verdensklassespiller. Men nu, syv år senere, kan vi konstatere, at det blev ved forhåbningerne. Meget af hans tid i United har været ødelagt af skader.
Hele sommeren har United forsøgt at komme af med midterforsvareren, der var udlejet til Olympique Marseille i sidste sæson, men uden det store held. Nu tyder det dog på, at ivorianeren snart er fortid i klubben.
Oplev Rasmus Højlund, Christian Eriksen og De røde Djævle på Old Trafford Få de bedste tips i OldTrafford.dk rejseguide
Det er Fabrizio Romano, der har givet sit “here we go” på, at Bailly tager til tyrkisk fodbold, nærmere bestemt til Besiktas. Når Romano skriver disse tre ord er det et klart signal om, at det sker.
Eric Bailly har spillet i United i syv år, men nåede kun 113 kampe for klubben. Og kun i hans første sæson, hvor han fik 25 kampe, spillede han mere end 13 kampe i Premier League. Den kompromisløse spiller har været meget hårdt ramt af skader, som har gjort, at det potentiale han havde da United købte ham aldrig blev indfriet.