Muppetiers: Sir Jim Ratcliffe bliver nødt til at være modig

OldTrafford.dk har taget en snak med manden bag UnitedMuppetiers. Hvad er det for fællesskab? Hvad var årsagen til at skabe fællesskabet? Og hvordan ser han på tingenes tilstand i United?

James Roades fra Colorado i USA er frontpersonen i det fællesskab, der i de sidste måneder er blevet mere og mere kendt. Fællesskabet er the United-Muppetiers. Det er samtidig brugernavnet, som James bruger på de sociale medier som eksempelvis X (forhenværende Twitter).

James Roades har en sydafrikansk far, men har altid boet i USA. Gennem sin far voksede han op med meget fodbold og så tit England til VM.

Fodbold var ikke så populært i USA i hans barndom, men når James Roades fik muligheden for at se engelsk fodbold, tog han den.

Han fortæller, at han mest så United i sin barndom og ungdom. På det tidspunkt var United det bedste hold, og derfor blev det naturligt for ham at blive United-fan.

Af de nuværende spillere har han Marcus Rashford som favorit i klubben, men hans allerstørste favoritspiller er uden tvivl Wayne Rooney.

Bruger meget tid på fællesskabet United-Muppetiers

Men hvorfor så starte United-Muppetiers og hvad er United-Muppetiers? James Roades siger, at han gerne ville hjælpe United-fans.

– Det var oprindeligt for sjov. Jeg ville gerne se, om der var en mulighed for at hjælpe United-fans til at blive bedre informerede. Og så voksede det bare hurtigt og massivt, fordi folk elskede det.

– United-Muppetiers er et fællesskab. Det er generelt mig, der samler informationerne og lægger dem ud, men jeg får meget hjælp og støtte til at køre fællesskabet. Hele formålet med fællesskabet er at give United-fans mere præcis information om, hvad der foregår i og med klubben uden nogen agenda og indflydelse, som der er i medierne, siger han.

Dem, der kender til United-Muppetiers, ved, at James er meget aktiv, specielt på X. Men han er også tit ude med ”Daily Muppets” på Youtube. Derudover er han også med i en ugentlig udsendelse på Youtube med en United-fan, der hedder Phil Brown. Så derfor bruger han uden tvivl meget tid på arbejdet som United-Muppetiers.

– Jeg vil sige, at jeg bruger omkring 15-20 timer ugentligt på at diskutere, bygge relationer og komme ud med informationer. Jeg har ikke nogen særlig fodboldbaggrund ud over idræt i skolen. Jeg har lavet nogle generelle undersøgelser og lidt ekstra undersøgelser omkring kommunikation. Men mest af alt er det ren interesse.

Når man ser James’ videoer, ser det ud som om, at han har en meget bred viden om både den finansielle del og den taktiske del af en fodboldklub. Og også hvordan en klub bliver styret.

– Jeg har meget erfaring med forretninger, da mit job involverer at køre mange forretninger, som jeg ejer samt at hjælpe andre. Og jeg kan se, at dette kendskab hjælper rigtig meget i forhold til United.

Sir Jim Ratcliffe må være modig

Når det kommer til United, så lyder der også tit anklager om det ene og det andet. Sådan er det også med Muppetiers, hvor nogle fans har anklaget James for at være på Sir Jim Ratcliffes lønningsliste. Det kommer hovedsagligt, fordi han har rigtig meget viden omkring salget af klubben.

– Jeg synes, at anklagerne om at være på nogens lønningsliste er sjove. Jeg har en tæt personlig relation til en person tæt på INEOS. Det har jeg haft i årevis – også før bekendtgørelsen. Det var kun, når fans ikke ønskede at høre, hvad jeg havde at sige på grund af Qatars løfter, at jeg fik disse anklager kastet på mig.

– Blandt de offentlig kendte købere så var han (Sir Jim Ratcliffe) mit foretrukne valg. Først af alt fordi jeg forstod hans ide om at bygge den den stærkeste selvforsynende klub, som handlede om at gøre tingene på den rigtige måde og ikke kun et forsøg på at kaste penge efter et problem, som kræver mange flere penge.

– Jeg kan heller ikke lide ideen om, at en stat eller et land ejer en fodboldklub. Jeg ønsker ikke en stat eller regering skal være involveret, uanset hvilken. Jeg tror også Sir Jim Ratcliffe vil blive en bedre ejer end Sheikh Jassim ville have været for United, da Sir Jim Ratcliffe har flere erfaringer med forretninger og fodbold og vil ansætte de bedste folk. Det er det vigtigste, siger han.

Et af kritikpunkterne af Sir Jim Ratcliffe blandt den splittede United-fanbase er, at han kun er en anden version af Glazers. Hvordan kan Sir Jim Ratcliffe få skeptikerne over på sin side, og hvad han skal gøre for at klare det?

– Når alt kommer til alt, så er det eneste, som kan ændre skeptikernes syn, resultaterne. Sir Jim Ratcliffe er nødt til at være modig nok til at gøre tingene anderledes, og være bestemt i den kurs han vælger. Det vil muligvis tage lidt tid, men forbedringerne vil være der, hvis de rigtige afgørelser bliver taget, siger James Roades.

Hvorfor er United startet så dårligt?

Men hvorfor har starten på denne sæson været så dårlig? Er det på grund af dårlig træning, og har Erik ten Hag en del af skylden? Og hvordan ser Erik ten Hags situation ud?

– Jeg tror, at skader er en meget vigtig faktor, men også arbejdsbyrden. Det er dog svært at sige, om det er dårlige træninger eller om det spillere, der er trætte og derfor laver fejl og kommer ind i dårlige vaner.

– Jeg tror vi kan få en plads i Champions League til næste sæson, men jeg kan ikke se bedre resultater end det. Det er for mange elementer, der ikke virker. Jeg tror Erik ten Hag får sæsonen, men det er plat eller krone om han vil være i klubben længere end det, siger han.

Til sidst spurgte vi James Roades om, hvordan han ser på United for resten af denne sæson.

– Jeg tror på videre deltagelse i Champions League, hvis United kan vinde ude over Galatasaray, men meget mere end en 4. plads i Premier League tror jeg ikke på, afslutter han.

Forrige artikel

Ten Hag: Jeg kritiserede holdet ved halvleg

Næste artikel

Nedtakt: Tre ting vi lærte af Everton-kampen

ANNONCE