Nogle hold er rigtig gode holde på ledelser og nogle hold kan simpelthen ikke vinde når de først kommer bagud i en kamp. Derfor har jeg kigget på hvordan situationen er i Premier League i denne sæson.
Arsenal leder oftest
Først kan vi kigge på hvor mange kampe holdene i Premier League har haft ledelsen (i nogle kampe kan begge hold komme til at have ledelsen). Der er Arsenal bedst. I hele 19 af 24 kampe har mesterskabskandidaterne haft ledelsen i løbet af kampen. Tottenham Hotspur har haft ledelsen i 18 kampe og lidt overraskende har Brentford haft ledelsen i 17 kampe. United ligger på denne liste på en delt 9. plads med 12 kampe. Sheffield United og Crystal Palace har haft ledelsen i kun syv kampe, mens Luton Town og Wolverhampton Wanderers har haft ledelsen i ni kampe.
Antallet af kampe Premier League-klubber har haft føringen
Arsenal: 19
Tottenham: 18
Brentford: 17
Manchester United: 12
Luton Town: 9
Wolves: 9
Sheffield United: 7
Crystal Palace: 7
Kigger vi på hvor mange points holdene har tabt efter, at de har været foran, så ser vi United helt oppe på 3. pladsen. Aston Villa har vundet 11 af 12 kampe hvor de har været foran. Den eneste kamp de har været foran, men ikke har vundet, var på Old Trafford. De har således tabt tre points. Liverpool har tabt fire points og United har tabt fem points. Værst er Brentford. De har mistet hele 27 points fra at have været foran i kampene. Spurs har mistet 20 points og Burnley 18 points.
Kigger vi så på hvordan det er gået for diverse hold efter de har ledet i løbet af en kamp er nogle hold værdt at nævne. Udover Aston Villa, som tabte på Old Trafford, men ellers har vundet hver gang de har været foran, så kan vi nævne Liverpool med 11 sejre og to uafgjorte i 13 kampe. Manchester City har 12 sejre og fire uafgjorte i 16 kampe. Desuden er det interessant, at Everton har vundet otte af 10 kampe hvor de har haft ledelsen og kun tabt den ene kamp. Kun Burnley har tabt flere kampe end de har vundet når de har haft ledelsen med tre sejre og fire nederlag i 11 kampe. United har vundet 10 af de 12 kampe hvor de Røde Djævle har været foran og en gang er det sluttet uafgjort og en kamp er endt med et nederlag.
Fire hold ikke vundet efter at have været bagud
Så kigger vi på hvor ofte hold har været bagud. Kun Arsenal med otte kampe og Spurs med ni kampe har været bagud i færre end 10 kampe. Brentford og Manchester City har været bagud i 10 kampe. Derefter kommer blandt andet Manchester United, som har været bagud i 11 kampe. Sheffield United har været bagud i 17 kampe, Nottingham Forest i 16 kampe og Burnley, Chelsea og Wolves i 14 kampe.
Kigger vi så på hvor mange points holdene har vundet efter at have været bagud så har Liverpool fået imponerende 19 points, mens Manchester City har vundet 17 points og Spurs 16 points. Burnley og Everton har kun fået et point fra at have været bagud, mens Newcastle United og Sheffield United kun har vundet to points. Manchester United har vundet ni points efter at have været bagud.
Fire hold har ikke vundet efter, at de er kommet bagud i Premier League i denne sæson. Burnley, én uafgjort og 13 nederlag, Everton, én uafgjort og 10 nederlag, Newcastle United, to uafgjorte og otte nederlag, Sheffield United, to nederlag og 15 nederlag, har indtil videre ikke vundet når de først er kommet bagud i en kamp i Premier League i denne sæson. Spurs har kun én gang tabt når de har været bagud med fire sejre og fire uafgjorte. United har vundet tre gange og tabt otte gange når United er kommet bagud.