Syv spillere har kontraktudløb

Den kommende sommer så har syv Manchester United-spillere kontraktudløb. Den 1. januar 2024 har de mulighed for at snakke med andre klubber. Vi kigger på deres situation.

30. juni 2024 er der kontraktudløb hos syv nuværende Manchester United-spillere. Disse syv spillere kan derfor om 45 begynde at snakke med andre klubber om en kontrakt. Vi kigger på deres situation og kommer med en vurdering om de får en kontraktforlængelse.

De syv spillere er Aaron Wan-Bissaka, Victor Lindelöf, Anthony Martial, Hannibal Mejbri, Jonny Evans, Tom Heaton og Alvaro Fernandez.

 

Aaron Wan-Bissaka 168 kampe, 2 mål

Højrebacken, der ikke blev spået nogen fremtid i klubben efter Erik ten Hags tiltrædelse, tog skeen i en anden hånd efter VM-slutspillet, der startede for et år siden. Han havde et glimrende forår og starten på denne sæson har han gjort det godt, men har været plaget af sygdom og skader. United og den forhenværende Crystal Palace-spiller lå i kontraktforhandlinger da det blev sandsynliggjort, at Sir Jim Ratcliffe bliver ny ejer og derfor stoppede forhandlingerne. United er på udkig efter en højre back, men det er ikke den øverste prioritet. Og spørgsmålet er nok mere om United forsøger at få penge for ham til januar eller om det nok mere bliver Diogo Dalot, der bliver solgt til sommer hvis United køber en ny spiller til positionen. Mit gæt er, at Wan-Bissaka får en ny kontrakt, men at den muligvis bliver en af de korte.

 

Victor Lindelöf 246 kampe, 4 mål

Svenskeren nyder at være i klubben og selvom han tit bliver set som 4. valget som midterforsvarer så får han godt med spilletid. Han har dog været ude at sige, at han vil gerne spille lidt mere. Spørgsmålet for ham bliver hvad der sker med midterforsvaret til sommer. Ten Hag vil gerne have en højrebenet til højre side og en venstre benet til venstre side og ifølge de mest pålidelige rygter kigger United efter midterforsvarere til begge positioner. Derfor kan det godt se ud til, at dette bliver Icemans sidste sæson i klubben. Vi ved ikke helt hvad der sker med Harry Maguire, som ten Hag forsøgte at komme af i sommer, men som har fået en opblomstring i efteråret, og med Raphaël Varane, der på det sidste har været bænkevarmer. Mit gæt er, at Lindelöf ikke får en ny kontrakt og derfor forsvinder til sommer. Han bliver næppe solgt i januar, da United sandsynligvis har mere brug for ham end hvad eventuelle penge han kan give United ved et salg i januar.

 

Anthony Martial 313 kampe, 89 mål

Det sure talent kan man efterhånden døbe franskmanden til. Det er ingen tvivl om, at han har et utrolig stort potentiale, men det er efterhånden lang tid siden, at han viste det i en længere periode for United. Desuden har han mange skader at kæmpe med og det er tydeligt, at han ikke er blandt ten Hags foretrukne. United vil sandsynligvis forsøge at komme af med angriberen, der debuterede med et fremragende mål mod Liverpool, i januar. Men det kræver også, at United kan få en anden angriber ind. Når det kommer til hans kontraktsituation så vil jeg blive meget overrasket hvis han får forlænget kontrakten.

 

Hannibal Mejbri 8 kampe, 1 mål

Den unge midtbanespiller står i en ret svær situation. Han er i kamptruppen hver gang, men det er dog sjældent, at det resulterer i spilletid. Men så spiller den franskfødte tuneser pludselig et par kampe fra start. Umiddelbart ser det ikke ud til, at Hannibal, som der står på hans ryg, har en høj stjerne hos ten Hag. Men han er kun 20 år. Han kommer fra Uniteds akademi og bliver vurderet som en spiller med et stort potentiale jeg tror, at spilleren med det store hår, nok tager en snak med ten Hag om fremtiden før der bliver taget en endelig afgørelse om en eventuel kontraktforlængelse. Jeg gætter på, at han får en kontraktforlængelse enten på et år eller med en forholdsvis lav salgsklausul så han kan komme afsted hvis ten Hag ikke tror på ham.

 

Jonny Evans 206 kampe, 7 mål

Nordirske Evans kom tilbage til klubben efter otte års fravær i sommer. Der var ikke spået megen spilletid da kontrakten blev underskrevet da han egentlig var femte valg. Men de mange skader nede i forsvaret har gjort, at han trods alt har spillet otte kampe i sæsonen af de 18 United har spillet. Han bliver 36 år i januar og er derfor i sin karrieres efterår. Tror ikke han får forlænget kontrakten, men det bliver hvertfald ikke mere end en et årig forlængelse. Nærmest uanset hvad der sker til sommer i midterforsvaret kan man forvente, at mindst fire spillere kommer til at være foran ham i køen og det bliver sandsynligvis uden alle disse skader

 

Tom Heaton 3 kampe

Ligesom Evans er Heaton en spiller, der i sin karrieres efterår vendte retur til United hvor han var en del af akademiet som ung. Han var tæt på og ønskede at blive solgt til Luton i sommer, men det blev ikke til noget. Han har kun fået nogle få muligheder på bænken denne sæson og selvom han nok får nogle bænkpladser da André Onana til det afrikanske mesterskab så vil det overraske mig hvis han får flere kampe og hvis han får en ny kontrakt.

 

Alvaro Fernandez 4 kampe

Den spanske venstre back er udlejet til Granada i La Liga i Spanien. Bliver vurderet til at have talent til at blive en af verdens bedste, men igen en spiller, der ikke bliver vurderet specielt højt af ten Hag. Selvom han var den eneste rigtige venstre back i klubben i sæsonpræmieren mod Wolves så fik han ikke spilletid. I marts bliver han 21 år og derfor vil han nok kræve lidt spilletid hvis han skal forlænge kontrakten. Hvis han skriver under en ny kontrakt så er det med et løfte om, at hvertfald to af Shaw, Malacia og Reguilón forsvinder senest til sommer. Mest sandsynligt skal ten Hag bestemme sig for om der er mere potentiale i Fernandez end i Malacia. Mit gæt er, at Fernandez ikke forlænger med United.

 

Sandsynligvis er der højst tre spillere af de nævnte, der får fornyet sin kontrakt. Derfor kan man godt forvente, at United vil forsøge at komme af med nogen af dem til januar.

1 kommentar
  1. Bissaka
    Kan for lidt frem i banen, og egentlig også i forsvaret…
    Ser gerne Dalot sælges, da han i mine øjne ikke er god nok. Så kan Bissaka beholdes på en kort kontrakt, som backup for en ny

    Lindelöf
    Fin backup. Ville være dumt at smide ham væk, når nu han ikke koster noget, andet end løn

    Martial
    Farvel

    Mejbri
    Bliver aldrig til noget, og får heller ikke chancen så tit…. billig backup, men ellers ikke

    Evans
    Skal kun blive hvis både Maguire og Lindelöf rejser. Er jo trods alt “gratis” til en lavere løn

    Heaton
    Hips som haps, hvem der er 3. backup

    Fernandez
    Burde blive og få chancen. Kan kun være bedre end meget af det som render rundt nu…! – en god gratis backup, som kan frigive midler til andre positioner lige nu og her…

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

MEN: Sir Bobby fået et vægmaleri

Næste artikel

Lineker angrer afslag

ANNONCE