Erik ten Hag: »Altid vanskeligt mod Fulham«

Manager Erik ten Hag var tilfreds med sejren hjemme på Old Trafford i aftes mod Fulham i sæsonens første kamp i Premier League. Han var glad for, at indskiftningerne gav sejren mod et hold, det altid er vanskeligt at spille mod.

Foto: Martin Rickett/PA Images via Getty Images

Kampen mod Fulham i Premier League hjemme på Old Trafford i aftes endte med en 1-0-sejr til Manchester United på et mål af indskiftede Joshua Zirkzee efter et oplæg fra en anden indskifter Alejandro Garnacho. Og det glæder Erik ten Hag.

– Det viser, at indskiftere er utrolig vigtige. Det er godt i den første kamp at sætte en indskifter på banen, og så ender han med at vinde kampen for os. Det er godt for holdets proces og holdånden i truppen. Det viser hvor vigtige indskiftere kan være, og at de er nødt til at være klar, udtaler manageren efter kampen.

Erik ten Hag var også tilfreds med spillet, men ikke med, at der ikke blev scoret flere mål i en kamp mod en modstander, United ofte har det vanskeligt mod.

– Det er altid vanskeligt mod Fulham, men vi pressede rigtig godt og holdt dem under pres. Vi skabte mange chancer og burde have scoret tidligere. Det er den eneste kritik, jeg har af holdet. Vi er nødt til at dræbe den, siger Erik ten Hag.

Den hollandske manager var også tilfreds med, at der blev holdt rent bur hos United.

– Vi ved, hvor vigtigt det er at holde nullet. For to sæsoner siden havde vi flest clean sheets i Premier League.

Logisk nok var Uniteds manager glad for sejren. Men han fremhæver også debuttanten Mazraoui.

– Det er sådan, jeg kender Noussair Mazraoui. Han er en rigtig god forsvarer, og er utrolig rolig med bolden. Han er ikke helt fit, og når han bliver 100 procent, kan han gøre så meget mere. Han må bygge sin form op, lyder det fra ham.

1 kommentar

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Zirkzee: »Det kunne ikke have været bedre«

Næste artikel

The Athletic: United kendte til skadesrisiko

ANNONCE