Da jeg begyndte at interessere mig for fodbold på Færøerne i midt-80’erne var der ikke mange udenlandske kampe vi så i fjernsynet. Desuden var færøsk fodbold ikke med i det internationale fodboldlandskab.
Vi så dog det danske Dynamit-landshold. Hvor spillere som Morten Olsen, Michael Laudrup og Preben Elkjær var de største stjerner. Der var i særdeleshed tre spillere, som jeg elskede på det her hold. Søren Lerby, der spillede i Bayern, John Sivebæk og i særdeleshed Jesper Olsen. De to sidste spillede på det tidspunkt for en klub, der hedder Manchester United. Derfor blev jeg Manchester United-fan. Præcis hvornår kan jeg ikke helt huske, men det må være mellem 1984 og 1986, fordi det var kun i de år Sivebæk spillede i United.
Da vi på Færøerne begyndte at se engelsk fodbold så var det i starten af Premier League-æraen og der vokste min interesse for United støt op gennem 90’erne. De første mange år i Premier League var ren optur for United-fans.
Men i de seneste 10 år har det været en svær omgang for os United-fans. Alligevel har jeg brugt mere og mere tid på United og bliver mere og mere påvirket af resultater og det, der ellers kan påvirke en følelseladet United-fan med ADHD, der desuden er autistisk.
Da Qatar fik tildelt VM i 2010 sagde jeg med det samme, at hvis den slutrunde ikke blev flyttet at jeg ikke skulle slutrunden. Og i oktober ærgrede det mig enormt ikke at skulle se slutspillet fordi jeg forventede et godt VM fra Kasper Hjulmand og spillerne på det danske landshold.
Jeg så ikke et eneste sekund af VM-slutrunden i Qatar og jeg er bestemt ikke ked af, at Danmark var en fiasko til VM. Det var intet problem at boykotte VM for det var kun en måned midt om vinteren hvor jeg samtidig havde andre ting at gå op i. Men at stoppe med at være United-fan når det har fyldt så meget er noget helt andet og jeg er helt sikker på, at det bliver utrolig svært at holde sig væk.
Jeg boykotter ikke Qatar som ejere fordi jeg synes, at jeg er et bedre menneske end dem eller noget som helst i den stil. Men jeg vil for det første ikke have at United bliver overtaget af en suveræn stat. Det ville dog nok ikke få mig til at boykotte klubben. Men når det er en stat som Qatar, der ikke godtager, at man er homoseksuel, ikke-muslim og er imod regeringen. En stat, som ikke vil give samme tilladelser til kvinder og piger som til mænd og drenge. Uanset hvad så er det en støtte til den stat i mine øjne hvis man fortsætter med at være United-fan selv med Qatar som ejer.
Alle vælger sine egne kampe og det her er den kamp jeg vælger. Jeg accepterer dog, at rigtig mange, og måske endda et flertal, af United-fans ikke har samme holdning som mig.
Jeg skal nok få tiden til at gå uden at have United til at gå op i. Men det bliver svært at finde nye interesser, der skal tage den tid, som United har fået i mit liv. Jeg har også haft rigeligt med tid til at tænke over hvad jeg skal gøre. Skal jeg vælge at støtte en af de klubber, der er på Færøerne, vælge en mindre klub på højere niveau i Europa eller skal jeg stoppe med at se fodbold. Jeg har ikke fundet svaret endnu.
Men indtil videre har jeg kun det håb, at det ikke bliver Qatar, der kommer til at eje klubben. Også selvom alternativerne ikke er nogle fremragende alternativer sportsligt set så er det mit håb (og man skal heller ikke tro på guld og grønne skove med Qatar som ejere).
Jeg står med præcis samme følelse….
United har en del af mit liv siden 1977 hvor jeg forelskede mig i klubben med det fede navn og den fede spilledag med røde trøjer, hvide bukser og sorte strømper….dengang var alle vennerne Liverpool fan men jeg gik min egen vej.
Og jeg holdt ved selvom det udover et par FA Cups og Liga Cups (Milk Cup) sejre var småt med succes indtil en vis Sir Alex Ferguson trådte ind på scenen og virkelig fik sat sit præg på klubben.
Det seneste årti har været hårdt for os fans, efter de første par sæsoner post Ferguson æraen tænkte jeg at det nok skulle gå og det “bare” var en mindre formnedgang vi skulle overstå så var United tilbage på toppen, men som deruten blev værre og mere udtalt begyndte bekymringerne at stå i kø.
Resten af historie af den dårlige slags og selvom jeg nu hungre efter det der var engang kan og vil jeg ikke gå på kompromis med min holdning omkring disse tvivlsomme ejerskabet fra Mellemøsten.
Jeg har kritiseret Chelsea fir deres russisk ejerskab med Abramovich og kaldt dem en plastik klub, jeg har kritiseret den engang middelmådige nabo klub der aldrig har været hverken en Storklub eller magtfaktor i engelske fodbold, men nu er verdens bedste hold med en af verdens bedste managers på sidelinjen, dog kun pga deres tvivlsomme ejerskab…
Det er et kompromis med stolthed og ære samt holdning jeg nægter at indgå.
Derfor takker jeg også af som United supporter såfremt Qatar køber klubben.
Det vil være med blødende hjerte uden tvivl, men minderne om alle de store triumfer og Sir Alx æraen vil altid være gemt og husket i mit hjerte.
Håber inderligt at Sir Ratcliffe ender som ejer med alle de ulemper det vil medfører, det vil trods alt i min optik være klart bedre for klubbens fremtid end at ende på samme uhæderlige hylde som City, PSG og andre lignende klubber.
GGMU