De glemte angrebsstjerner #2: Uniteds første medlem i “Club 100”

Dette er OldTrafford.dk’s serie om fem af de største angrebsstjerner i klubbens historie. Del to handler om den første spiller i klubbens historie, der kom i “Club 100” – den særlige gruppe for spillere med mindst 100 mål for klubben.

Joseph Cassidy, også kendt som Joe Cassidy, er en spiller, der flere gange har skrevet fodboldhistorie. Han var Middlesbroughs første anfører på deres forhenværende stadion Ayresome Park. Han var samtidig også den første til at score på det nye stadion i 1903.

Det sidste, der er at læse om Joe Cassidy er, at avisen Manchester Football News i april 1916 rapporterede, at han havde fået et mentalt sammenbrud. Det er dog uvist, om det havde nogen sammenhæng med første verdenskrig.

Han har aldrig spillet i Manchester United

Det sjove er, at han aldrig har spillet for Manchester United, da han skiftede før klubben skiftede sit navn fra Newton Heath til Manchester United. Hvorfor skal United-fans så lære sig dette navn?

Joe Cassidy er en historisk spiller i Uniteds historie. Han var nemlig den første spiller i klubbens historie, der kom op på 100 mål og derved var rekordmålscorer i omkring 14 år. Hans første kamp for klubben var d. 31. marts 1893. Hans sidste kamp var d. 14. april 1900. Dog var han væk fra United i perioden april 1893 – marts 1895.

Ikke nogen succes som lejesvend

Hans første periode i klubben viste ikke tegn på, at Joe Cassidy var en målsluger. Han fik kun seks kampe i sin første tid i klubben og scorede kun ét mål. Det faldt i hans sidste kamp. Han var kommet til klubben på leje fra Celtic.

Han vendte to år senere tilbage til klubben, og det blev en helt anden historie. Her lavede Joe Cassidy 99 mål og i 168 kampe. Dermed sluttede han med 100 mål i kun 174 kampe for United. Hans bedste sæson for klubben var 1895/96 hvor han garnede 16 gange i 20 kampe.

Hele hans anden periode i klubben tilbragte klubben i 2. division. Han var en helt i United, men Newton Heath var en klub i økonomisk krise, og de var derfor nødt til at sælge den skotske spiller til Manchester City for 250 pund. Det vil i dag svare til 327.000 kroner. Det var heller ikke med Cassidys gode vilje, at han blev solgt.

Den skotske offensivspiller nåede også at spille for Motherwell Athletic, Blythe, Glasgow Celtic, Manchester City og Middlesbrough, inden han blev spillende træner for Workington.

FUN FACT

Hans comeback i Newton Heath var mod Walsall Town Swifts på hjemmebanen Bank Street. Newton Heath vandt 14-0, hvoraf 11 mål blev scoret efter pausen. Cassidy scorede fire mål i kampen. Desværre fik Walsall medhold i en klage over banens tilstand. Derfor blev der spillet en ny kamp. Den kamp sluttede 9-0 til Newton Heath efter 1-0 i pausen. Denne gang fik Cassidy “kun” lavet to mål.

Fakta

Fuldt navn: Joseph Cassidy

Født: 17. Juli 1872

Død: 20. august 1941 (69 år)

Debut: 31. marts 1893 (20 år, 257 dage) Manchester United-Stoke City 1-0, 1. Division.

Sidste kamp: 14. april 1900 (27 år, 271 dage) Manchester United-Walsall 5-0, 1. division.

Kampe for United: 174

Mål for United: 100 (målsnit 0,575 mål/kamp)

Nationalitet: Skotsk

Landskampe/mål: 0/0

Forrige artikel

Hvorfor spiller Pellistri egentlig i nummer 28?

Næste artikel

United melder ud efter EU-domstolens afgørelse: »Vores position har ikke ændret sig«

ANNONCE