(PA Images via Getty Images)
Mange United-fans ser det sandsynligvis som en umulighed, at United i denne sæson kan rykke ned. Sætningen “for god til at rykke ned” bliver taget frem.
Det sagde mange fans også da sæsonen 1973/1974 gik i gang. Et hold med Alex Stepney, Martin Buchan, George Best, Sammy McIlroy, Brian Kidd og Lou Macari kunne simpelthen ikke rykke ned. Men ikke desto mindre sluttede United denne sæson nummer 21 og næstsidst med kun 32 points for 42 kampe.
Kun seks hold lod modstanderne score færre mål end de 48, der blev scoret mod United. Men United formåede heller ikke at score mange mål. Det blev kun til 38 mål og det var kun Norwich City, der sluttede sidst, der med 37 mål scorede færre mål end United.
Der har også tit fejlagtigt været proklameret, at Denis Law, som er en af de største spillere i Uniteds historie, scorede det mål, der bekræftede nedrykningen. Holdet, som var 1. Divisions næstyngste i gennemsnit, var allerede rykket ned på grund af andre resultater.
Når et hold rykker ned så spiller held, eller uheld, selvfølgelig en del. Det stjernebesatte United-hold var ikke direkte heldige med resultaterne. Hele otte kampe, deriblandt de tre sidste kampe, blev tabt med 0-1, og seks gange tabte United 1-2. Ialt 16 af de 20 kampe, som United tabte i ligaen denne sæson, tabte United med kun et mål.
Ligesom vi oplever i denne sæson så havde United i 1973/1974 et problem med at score mål. United formåede ikke at score i 19 kampe. Og i kun fire kampe formåede United at score mere end to mål og det blev i alle tilfælde kun med tre mål.
Første kamp i sæsonen var på Highbury mod Arsenal, som vandt med 3-0. De to næste kampe var på Old Trafford og begge blev vundet. 1-0 mod Stoke City blev efterfulgt af 2-1 mod Queens Park Rangers. Da man kun fik to points for en sejr lå United nu på 7. Pladsen med fire points og kun to points bag Leeds United, der var topholdet.
Efter de to sejre på Old Trafford blev det til tre nederlag på stribe. Fde to første på udebane med 0-1 mod Leicester City og med 1-2 mod Ipswich Town før det blev sæsonens første nederlag på Old Trafford. Igen var det mod Leicester City. Denne gang med 1-2 med et mål på straffe scoret af holdets målmand Alex Stepney.
- september spillede United så for første gang mod et hold, der skulle slutte udenfor top 10 i den engelske 1. Division. Denne gang var West Ham United gæster på Old Trafford. Kampen blev vundet med 3-1. United sluttede september måned med to gange 0-0 mod to af de største rivaler. Først ude mod Leeds United og derefter hjemme mod Liverpool.
United var nu faldet ned til nummer 14 efter ni runder da september blev til oktober. Leeds United var stadig førerhold og havde kun mistet point i den målløse kamp på Elland Road mod United. United havde fået otte points og var nu kun tre points fra nedrykningsstregen, som bare skulle komme tættere og tættere på.
Der blev i oktober kun spillet fire ligakampe. Kun den ene blev vundet. Måneden startede med to nederlag til Wolverhampton Wanderers med 1-2 og Derby County med 0-1. Siden vandt United med 1-0 hjemme mod Birmingham City med Alex Stepney som den eneste målscorer. United sluttede oktober med 0-0 ude mod Burnley. 1. November var målmanden således en af tre spillere, der lå forrest som topscorere for United med kun to mål.
Sejren mod Birmingham City var den sidste sejr i mere end to måneder. Ud over tre gange 0-0 og en gang 2-2 blev det til fem nederlag. United vandt 2-0 i den sidste runde i 1973 og ved nytår lå United nummer 19 af 22 hold og med kun et point til nedrykning, som for alvor var begyndt at spøge.
Starten på 1974 blev ikke bedre da det kun blev til en sejr i 11 kampe før United 30. Marts formåede at vinde med 3-1 mod Chelsea. 2. Februar lå United for første gang under nedrykningsstregen med 18 points efter 27 kampe. 1. April var problemerne åbenlyse for United. Efter 34 runder, og med kun otte runder igen, havde United 23 points og seks points op til redning.
Sejren mod Chelsea blev starten på holdets bedste periode i sæsonen. Sejren mod London-holdet en uafgjort mod Burnley, tre sejre mod Norwich City, Newcastle United og Everton før det igen blev til en uafgjort med 1-1 ude mod Southampton.
Med tre runder igen havde Tommy Docherty, der var manager for holdet, kniven for struben. United havde fire points op til Birmingham City, der lå lige over stregen. Desværre sluttede United sæsonen med at tabe de sidste tre kampe med 0-1.
I League Cup blev United slået ud allerede i 2. Runde da Middlesbrough vandt med 1-0. Og i FA Cup blev der kun spillet to kampe. Først vandt United 1-0 mod Plymouth Argyle før United tabte med 1-0 mod Ipswich Town.
I målet var Alex Stepney. Han spillede alle 45 kampe i sæsonen og spillede alle minutter i sæsonen og fik som ovenfor skrevet to mål. I forsvaret var Martin Buchan den eneste anden spiller i truppen, der spillede alle kampe. Samtidig var Jim Holton og Brian Greenhoff faste startere. Tony Young, Steve James og Stewart Houston spillede også flere kampe fra start.
På midtbanen var der mange udskiftninger. George Best fortsatte med løjerne udenfor banen og fik derfor kun 12 kampe. George Graham, der senere skulle vise sig at være en succesrig manager for Arsenal, og Sammy McIlroy var de eneste midtbanespillere, der fik megen spilletid.
McIlroy blev også holdets topscorer med seks mål i sæsonen sammen med Lou Macari, som var en fast del af angrebet sammen med Brian Kidd i halvdelen af kampene og Willie Morgan, der kun mistede en kamp hele sæsonen.