Det startede som lyn og torden. Som en god drøm. Og det var da også for godt til at være sandt. For så kom den lille nedtur, og de støjende naboer ovre fra den blå del af byen begyndte pludselig at virke umulige at håndtere.
Og så blev det 6-1.
Og så trak de fra. Og vi kunne ikke rigtigt svare igen. Det, vi kunne, var at forsøge at hægte os så godt på som muligt og ellers bare håbe på det bedste.
Forventningerne op til sæsonen var noget blandede. Manchester United stod uden Paul Scholes, men der var ikke kommet en egentlig erstatning ind. Fra starten tydede alt dog på, at Tom Cleverley skulle overtage den rolle …
… Men så er der bare alt det her med skaderne. Hold fest for en omgang.
På stribe blev ‘djævlene’ ramt af skader. Og det skulle da også toppe, da januar var nået, Champions League, hvor Barcelona blev anset for at være eneste modstander, blev et flop af dimensioner, og den støjende nabo agerede modstander i FA Cuppen.
Så måtte den røde prins, som jeg ellers havde brugt så lang tid på at sige farvel til, træde til.
Og pludselig vendte det hele.
Manchester City gik ned, Manchester United farede op. De fem point op til den støjende nabo blev hentet på ingen tid, og pludselig kunne vi nærmest end ikke skimte dem oppe fra førstepladsen – med hele otte point ned. Otte point.
Resten af historien kender vi. Fra kun at kunne skimte dem, kunne vi pludselig tydeligt se dem, og så kunne vi lugte dem. Der er ingen grund til at opsummere, hvor kaotisk kort tid det tog at gå fra skimt til lugt.
Den støjende nabo ligger til at vinde sit første mesterskab siden det herrens år 1968. Det er 44 år siden. Vi vidste jo godt, at det ville ske – formodentlig inden for en overskuelig fremtid – men det er alligevel uhyggeligt usmageligt, at det allerede nu skal ske.
Mareridtet er blevet til virkelighed. Det eneste, vi nu kan klynge os til, er det yderst spinkle håb om, at nedrykningstruede QPR med Unitedlegende Mark Hughes i front kan byde op til en ordentlig dans søndag. Dagen, hvor det hele afgøres.
Der er ikke noget, der er så skidt
… at det ikke er godt for noget. Selvom det lige nu er svært at finde decideret trøst i det gamle ordsprog, så er det vel muligt at forstå moralen.
I min levetid har Manchester City ikke vundet et mesterskab, og det giver en meget grim smag i munden. Den støjende nabo har spillet en stærk sæson, og det er godt nok svært at kalde deres formodentlige mesterskab for ufortjent.
Det er det, der gør det svært ikke at have en dårlig smag i munden. Manchester United har nemlig, på helt og aldeles egen hånd, kanoneret mesterskabet væk fra egen favn.
Isoleret set, så har Premier League-sæsonen var en forholdsvis succes. Søndag aften står der med vis sandsynlighed ’89 point’ ved Manchester United. Og – isoleret set – er det faktisk slet ikke dårligt. Sidste sæson, en mesterskabssæson, bød kun på 80 af slagsen, og kun tre gange siden 99/00-sæsonen har United bakset 89 eller flere point til sig.
Wayne Rooney har allerede scoret lige så mange ligamål som i den yderst stærke 09/10-sæson. 26 er det blevet til. Så på det individuelle niveau er det heller ikke så ringe endda.
Samtidig har holdet været hjemsøgt af skader hele sæsonen. Det skal ikke være undskyldningen. Vi har før set et Unitedhold blive blæst omkuld af skader – og alligevel blive mestre. En ny målmand, en meget ung en af slagsen med en noget vaklende start – er blevet introduceret, og der har i virkeligheden været et lille generationsskifte i gang. På den baggrund er Evans lyst op, Smalling og Jones er på vej op, Cleverley er lovende, Rafael begynder at bide fra sig for alvor, Welbeck ligner en stjerne i svøb.
Men det positive i ovenstående skal ikke have lov til at overskygge den komplet katastrofale afslutning på sæsonen. På fire runder selvdestruerede Manchester United, forspringet på otte point blev pisset væk, og de 89 point kan lige præcis bruges til absolut nul og niks. Det er under al kritik først at tabe til Wigan, så pisse en 4-2-føring væk hjemme mod et middelmådigt Everton-hold for til sidst at give fuldstændig fortabt ved ikke at yde Manchester City den mindste modstand.
Ikke nok med det. Liverpool får lov til at sende et tamt United-hold ud af FA Cuppen. Som en anden flok forkælede børn kalder vi det hurtigt en dag i Carling Cuppen, og i Champions League snakker vi finale i stedet for gruppespil. Se, hvor vi så havnede.
På papiret er 89 point vel nok altid en godkendt sæson i Premier League. Men i realiteten er det noget juks, rod og en ordentlig omgang sjusk.
Så kan man klandre mig for at være forkælet, fordi jeg ikke kan stille mig tilfreds med en andenplads på trods af så mange point. Men der er stor forskel på at pisse titlen væk til Manchester City, til hvem som helst, og at kæmpe til sidste øjeblik. Det første har vi gjort.
Det sidste ville vi før have gjort.