Indisk mad: Fem anbefalinger

Du må for guds skyld ikke tage til Manchester uden at spise minimum én gang på et curry house, som de kalder det i England. Indiske migranter har i mere end 200 år rejst til Storbritannien med deres spicy madkultur pakket i kufferten, og i dag er den tidligere kolonimagt kendt som et af de steder i verden uden for Indien, hvor man finder den bedste indiske mad.

Manchester har et rigt udvalg – fra nymodens street food til old school curry houses. Her følger mine fem favoritter, som har fem forskellige udtryk. 

Den ældste: Rajdoot Tandori 

I mere end et halvt århundrede har Rajdoot Tandori serveret kunder på Albert Square i midten af byen. De påstår, at de var de første i hele Storbritannien, som kokkerede med en traditionel Tandoor – en cylinderformet lerovn, som opvarmes med trækul og er almindelig i det nordlige Indien og Pakistan. 

Den dag i dag laver de stadig hæderlig mad med sans for traditionerne – det Tandoor-tilberedte mad er stadig i fokus, og det holder 100 procent. Ovnen er så varm, at grillspyd med kød kun får ganske kort tid i ilden – og det gør, at de bevarer deres saftighed. 

Derudover er det en oplevelse i sig selv blot at være på restauranten. Det er festligt og ligner noget fra en Bollywood-film. Derfor er det heller ikke et sted, man skal gå ind med klipklapper, trekvarte-shorts og United-trøje. Men så igen – det skal man generelt bare prøve at undgå. 

Den bedste: Akbar’s 

Hvis jeg kun måtte få et indisk måltid i Manchester, så skulle det være fra Akbar’s. Stedet har et enormt stort udvalg af både sød og spicy mad, deres priser er fair, og stemningen på stedet er altid fantastisk. Der er som regel fyldt op, og derfor bør man, hvis man ikke gider risikere at skulle vente, booke et bord i forvejen. 

Til sin mad får man serveret et Naan-brød på størrelse med et menneske. Og hvis du er typen, der bare ikke kan få din curry spicy nok, så har Akbar’s en ”Chef’s Challenge”, en ret kaldet Phall, som kan få selv de største mænd til at græde. 

Den billigste: This & That 

Det her er sådan et sted, som man aldrig finder, hvis ikke man ved, at det er der. Gemt væk i en lille-bitte beskidt smøge i Northern Quarter, med et skilt, der får dig til at tænke, ”der har jeg ikke lyst til at spise”, gemmer sig et mindre mirakel. 

For tager du alligevel chancen og går ind, står du pludselig i en vaskeægte institution for indisk frokost i Manchester. Stedet er gået fra at være en af de bedst bevarede hemmeligheder i byen siden 1992 – til at blive hyldet i talrige rejseguides og internetblogs for at være hamrende autentisk. 

Konceptet er simpelt: Tag en bakke, stil dig i kø og peg på de tre currys, som du gerne vil have klasket op på din tallerken. Det smager lige som det skal, og prisen er nærmest så billig, at det er til grin. 

Den øl-rige: Bundobust 

Bundobust er en lille kæde af indiske restauranter i Leeds, Liverpool og Manchester bygget op efter samme koncept: Indisk mad og fremragende øl. 

Selve maden er ikke det, jeg kommer for. Bevares, den er udmærket, og de har især et bredt udvalg for dem, som leder efter vegansk mad. Det er street food-retter, men noget af det kan godt virke lidt ”kædeagtigt”, forstået på den måde, at man godt kan smage, at det ikke er de mest autentiske indere, der står i køkkenet. 

Til gengæld er deres udvalg af øl så uovertruffen, at det vejer op for alt andet. De har 16 forskellige haner, og specielt deres IPA’er er virkelig gode. Prøv for eksempel den, der hedder Houdini.

Den smarte: Mowgli

Hvis du søger spændende, innovativ og æstetisk indbydende indisk, så er Mowgli stedet. Retterne serveres på forskellige faconer, der er meget Instagram-venlige. 

Meget af det er vegansk, glutten fri og lav på fedt. Søger du en cremet curry, er det her altså ikke stedet, men til gengæld spiser du dig mæt med lidt bedre samvittighed på Mowgli – og så smager det virkelig også godt. 

Ejeren af stedet hedder Nisha Katona, og opskrifterne er moderne street-food fortolkninger af det mad, som hendes forældre og bedsteforældre lavede til hende. Priserne er ikke i den billige ende – men det er både smart og delikat. 

ANNONCE