Neville finder fyring usmagelig

Gary Neville bryder sig ikke om måden, hvorpå hans gamle klub har valgt at afskedige David Moyes.

Efter et hektisk døgn, hvor de første rygter om en fyring af David Moyes dukkede op i de engelske medier, blev det her til morgen en realitet. 

Men selvom mange United-fans udtrykker glæde over beslutningen, er Gary Neville af en anden mening. 

Allerede i går insisterede den tidligere Manchester United-anfører på, at Moyes burde have mere tid. Og nu udtrykker han skuffelse over klubbens håndtering af sagen. 

– De sidste 15, 16 timer, eller hvor lang tid der er gået, jeg bryder mig ikke om det. Det er ikke en måde, som klubben skal portrættere sig selv på, siger Neville til Sky Sports. 

– Men det er den moderne verden, det er åbenbart måden, man håndtere det på nu. Men jeg er af den gamle skole, og jeg mener, at man kunne have håndteret det meget bedre, fortsætter Neville, der i dag fungerer som ekspertkommentator og træner for det engelske landshold. 

Mere tid

Han hæfter sig især ved ironien i, at United for mindre end et år siden gav David Moyes en seks-årig kontrakt. 

– Jeg tror på, at man skal give managere mere tid og lade dem gøre deres arbejde færdigt. Idéen med at give dem tre, fire eller seks år lange kontrakter og derefter skille sig af med dem efter ti måneder, er fremmed for mig, siger Neville. 

– Med det sagt, kan man ikke skjule, at fodbolden har været ringe i år, resultaterne har været dårlige, og som fan har jeg ikke nydt at se på det. Jeg er sikker på, at David Moyes heller ikke har brudt sig om det, lyder det fra Neville. 

Manchester United har med Moyes ved roret haft kurs mod sin værste sæson siden starten af 90’erne. 

Forrige artikel

Daily Mail: Moyes bliver forgyldt

Næste artikel

Wilkins: Spillerne må tage ansvar

ANNONCE