Luis Nani viste i sidste sæson, hvorfor Manchester United tilbage i 2007 betalte omkring 20 millioner pund for ham. Dette har han bevis på, da han af sine holdkammerater i sidste måned blev kåret til årets spiller i klubben.
Alligevel afslører Nani nu, at én af hans store drømme er at arbejde sammen med José Mourinho, der som bekendt er træner for Real Madrid.
”Jeg har det fint i Manchester United, men det er godt at vide, at andre klubber er interesserede. Om jeg vil arbejde under José Mourinho? Ja, men i øjeblikket har jeg det som bekendt godt i Manchester United,” siger Nani ifølge ESPN og uddyber.
”Det har været et godt år for Manchester United, og jeg har haft min bedste sæson indtil videre.”
Den 24-årige portugiser får i næste uge skærpet konkurrence, når United efter alt at dømme afslutter handlen med Aston Villas Ashley Young.