Owen vil slutte på toppen

Manchester United annoncerede kort efter sæsonafslutningen, at man havde forlænget kontrakten med den tidligere Liverpool-profil Michael Owen. Og det…

Manchester United annoncerede kort efter sæsonafslutningen, at man havde forlænget kontrakten med den tidligere Liverpool-profil Michael Owen.

Og det passer den 31-årige angriber ganske godt. For til trods for, at Owen har kæmpet med et hav af skader i sin karriere, har han ingen planer om at slutte af i en middelmådig klub.

”Jeg elsker fodbold, og jeg elsker at spille fodbold, men jeg er bestemt ikke én af de spillere, der lader sig falde ned i rækkerne og hvad der ellers hører til. Jeg ønsker at takke af, når jeg er i udmærket form og på toppen af min karriere,” siger Owen overfor Sky Sports.

Owen proklamerede i forbindelse med sin kontraktforlængelse, at han ikke ønskede at spille for et dårligt hold igen, med slet skjult hentydning til sit mislykkede ophold hos Newcastle United.

Verdens bedste fodboldspiller anno 2001 gør sig dog ingen illusioner om, at han kan nå tilbage på sit tidligere niveau.

”Alle ved, at alderen på et tidspunkt indhenter dig, og jeg er udmærket klar over, at jeg var dobbelt så god, da jeg var 18, 19 og 20 år gammel. Men manageren (Fergie, red.) mener, at jeg er god nok, og vigtigst af alt føler jeg selv, at jeg stadig kan bidrage til holdet,” fortsætter Owen, der skiftede til Manchester United fra Newcastle på en fri transfer i 2009.

Den engelske angriber spår desuden hans karriere til maksimalt at vare fire år endnu og afslører samtidig, hvornår han begyndte at snakke kontraktforlængelse med Alex Ferguson.

”Jeg har hele tiden sagt, at jeg ønskede at blive, så det hele afhang af, om klubben ville tilbyde mig en forlængelse. Manageren snakkede med mig et par uger før sæsonen sluttede. Premier League og Champions League skulle dog overstås, før vi gjorde det officielt,” forklarer Owen.

Michael Owen har indtil videre nettet 14 gange i 48 kampe for de engelske mestre.

Forrige artikel

Officielt: Bébé til Besiktas

Næste artikel

Giggs sagsøger News of the World

ANNONCE