Reading har haft en svær førstesæson i Premier League, og det kostede i mandags Brian McDermott jobbet som manager.
Og det undrer Sir Alex Ferguson, der også var ude med riven mod Southamptons ledelse, da de tidligere i år fyrede Nigel Adkins.
– Reading kæmper for deres liv i bunden af tabellen, og de kan komme hertil uden manager. Nogle ting forstår man ikke, og det er tit tilfældet i fodbold. Og at de fyrer Brian McDermott på dette tidspunkt i sæsonen er mærkeligt, for at sige det pænt, lød det fra Ferguson på dagens pressemøde.
Det bliver Readings akademichef Eamonn Dolan, der skal lede holdet på Old Trafford.