Det bliver endnu en sørgmodig affære, når Sir Alex Ferguson søndag betræder det engelske fodboldgræs som Manchester United-manager for allersidste gang.
Hårtørreren er fortid. Om lidt. For søndagens West Bromwich-kamp bliver det sidste, vi kommer til at se til Sir Alex Ferguson som manager for Manchester United.
Og hvis noget i løbet af mit mangeårige virke om inkarneret Manchester United-fan har været sørgmodigt, så er det da lige præcis det.
Nok troede jeg, at jeg havde ramt toppen af tristhed, da mit altoverskyggende idol, den kommende fodboldpensionist Paul Scholes, første gang stoppede karrieren. Men det her – Sir Alex Fergusons stop – topper nu godt nok det hele.
Glæde eller tristhed?
Det var svært at holde følelserne tilbage, da Sir Alex Ferguson sidste weekend indtog Old Trafford til stående ovationer og en vaskeægte Guard of Honor til sin sidste hjemmekamp nogensinde som manager. For ind på banen kom en 71-årig mand, som så tydeligt stadig syder af energi og nærmest barnlig glæde over fodboldspillet.
Alle omgivelserne omkring kampen – fra indgang til slutfløjtet over pokaloverrækkelsen – var præget af en ærgrelse over, at vores alle sammens helt faktisk stiller managergerningen på hylden, selv om han jo i udtryk virker som en, der snildt kunne tage flere år mere på bænken.
Som Patrice Evra så fint erklærede efter Swansea-opgøret, vidste han ikke helt, om han var glad eller ked af det. For jo, et trofæ, et genvundet mesterskab, det hele er vidunderligt. Men den uvisse fremtid, livet uden Fergie, det virker både tomt og trist. Det rammer spot on, for hvem sad ikke med den følelse både under og efter kampen?
Vi, de forkælede
At have været Manchester United-fan igennem de 20 år, som jeg har, har været en forkælelsens tid. Der er ikke noget at sige til, at modstanderes fans kalder os, Manchester Uniteds ditto, forkælede.
Ikke fordi årene har budt på et utal af triumfer og gode minder. Det er ikke den vej rundt, vi er forkælede. For den form for succes kommer jo ikke tilfældigt. Den form for succes kommer af målrettet og hamrende hårdt arbejde.
Og det er der, vi har været lidt forkælede. For selvom det ikke er forkælet at have succes på banen, så er det i den grad forkælet at kunne blamere sig med at have den samme manager siddende i mere end 26 år.
Manden, der ændrede alt
I 2010 arbejdede jeg som journalist i Bangkok. Det var samtidig med, at Bryan Robson var landstræner for Thailands nationalmandskab, og en dag var jeg så heldig at få lov til at besøge ‘Robbo’ i hans lejlighed i den sydøstasiatiske metropol. Snakken gik på lidt af hvert, men en større del af interviewet havde fokus på netop Sir Alex Ferguson, overgangen fra Atkinson til Fergie i ’86 og de massive ændringer, skotten stod for.
Robson beskrev overgangen for mig som et kulturchok for hele klubben. I 80’erne handlede engelsk fodbold ikke så meget om perfektionisme som nu, og for Robson og klanen var det ikke ualmindeligt at finde sig en pint eller to på en hverdagsaften. Men det ændrede sig, da Alex Ferguson overtog styrepinden.
– Han kom ind og ændrede meget på ernæringsforhold, hvad spillerne lavede i fritiden, og hvordan lægestaben og den fysiske stab bag holdet fungerede. Han ville forbedre alle aspekter af det, sagde Robson.
De Busby’ske værdier
Med Fergusons indtog i Manchester United kom der også fornyet fokus på klubbens akademi. Ligesom sin legendariske forgænger Matt Busby ville Ferguson også gøre sit til, at klubben udklækkede sine egne supertalenter. Resultaterne taler for sig selv.
For selvom de to herrer i førertrøjen før Ferguson, Ron Atkinson og Dave Sexton, begge havde haft nogen fokus på ungdommen, så kom der helt andre boller på suppen med Ferguson.
– De (Atkinson og Sexton, red.) brugte ikke den samme tid på det. Jeg tror slet ikke, de kunne bruge så meget tid på det. Sir Alex brugte al sin tid på det, fik nye folk ind til at tage sig mere af det, fik ekstra ungdomstrænere ind, og han knoklede stenhårdt på alle områder hele tiden. Efter en almindelig træning ville han koncentrere sig om, hvordan det gik på akademiet. Det var en stor passion, har Bryan Robson forklaret.
Den uforudsigelige fremtid
Alex Ferguson blev ansat i Manchester United ganske få måneder efter min fødsel. Det er også derfor, det er så uvirkeligt, at han nu stopper. For det første er det uvirkeligt, at han overhovedet er blevet ved indtil nu. Og for det andet er det en situation, som jeg slet ikke kan forholde mig til.
Det er som en blanding mellem et dødsfald og et nyt eventyr. Spændingen lurer forude (eventyret, David Moyes som manager), men det er en fuldstændig uoverskuelig, uvirkelig, tragisk situation (dødsfaldet, Ferguson stopper).
Og spændende er det, hvordan klub, spillere og fans reagerer på den her ændring. For vi har jo år efter år fulgt galehuse som Real Madrid, Barcelona, Liverpool og Chelsea, hvor managers nærmest har stået i kø for at blive smidt på porten. Nu kan den tid være kommet til os i Manchester United-lejren.
Raseri som mandskabspleje
Nok ændrede Ferguson meget, men han har også haft en stil og personlighed, som har formet Manchester United. Fergie har nemlig altid prioriteret kollektivet og det stærke samarbejde. Derfor faldt Manchester United under Ferguson heller aldrig i fælden, hvor superstjerne på superstjerne skulle indkøbes. Det er godt nok sjældent, den iltre skotte har købt deciderede stjernespillere ind.
Det efterlader selvfølgelig den helt store tvivl om, hvordan næste manager i rækken skal klare sig. For Ferguson kunne få noget helt exceptionelt ud af sine spillere. Kan Moyes også det?
Bryan Robson beskrev under vores møde Ferguson som værende suveræn til mandskabspleje. Det har betydet så meget for skotten at have styr på sine spillere. Deraf kommer også begrebet og udtrykket “hårtørreren”, som altid har været forbundet med netop Sir Alex.
– Alex har altid været fantastisk til mandskabspleje. Han ved, hvornår han skal sige noget til en spiller, og han holder hele tiden en afstand, som gør, at spilleren må gætte sig frem til, hvad manageren synes, sagde Robson.
– Han vil se, hvordan spilleren reagerer. Er han svag, og kan han ikke håndtere det pres, manageren lægger, eller viser han sin styrke og kommer endnu stærkere ud af situationen. Det er, hvad Ferguson gør. Han giver spillere forskellige roller, som alle er nødt til at leve op til. Hvis ikke, så forsøger han at få dem væk fra klubben, fordi de ikke gør holdet stærkere.
Nøglen har været perfektionisme
Med mandskabspleje af en uvirkelig størrelsesorden og en hang til perfektionisme er Manchester United vokset og blevet verdens vel nok mest betydningsfulde fodboldklub under Sir Alex Ferguson.
Vi har gang på gang været vidne til, at netop Sir Alex’ perfektionisme har afgjort hele sæsoner, hvor det på forhånd nok kun var De Røde Djævles egne fans, der virkelig troede på det. Eksempelvis indeværende sæson, hvor jeg personligt havde forudset, at Chelsea og City ville stikke af i toppen. Det skete ikke. Der er bare noget over holdet, det fælles mål og den fælles forståelse, som afgør hele skidtet.
Og det leder mig igen hen til Bryan Robson, der selv forklarer, at han har lært utroligt meget af bare at kigge på Ferguson og suge trænervisdom til sig.
– Sir Alex er perfektionist, og han har et stort hold omkring sig hele tiden. Han uddelegerer mange roller, og så er de personer nødt til at gøre deres job, præcis som han vil have, de gør det. Og hvis de ikke gør det præcis, som han vil have det, så finder han en anden, der kan gøre det. Det er derfor, han er så succesfuld.
Den sidste sats
Og nu er det så sidste gang – nogensinde – Sir Alex Ferguson får lov til at lade sin ekspertise og perfektionisme skinne ned over et engelsk fodboldstadion. I hvert fald i rollen som ham, der bestemmer det hele.
Eventyret, ja, det begynder stille og roligt sin gang fra det øjeblik, hvor manden i centrum for sidste gang forlader banen som manager, og hvor spørgsmålstegnene så for alvor kan begynde at poppe frem.
For som Robson selv sagde til mig:
– Jeg ved, at Sir Alex og Manchester United altid vil være foran alle andre.
Nu kommer der bare til at mangle en enorm del af ovenstående ligning.
For mig er Manchester United Ferguson, og Ferguson er Manchester United. Og selvom manden konstant har siddet i det engelske, så har han virket som en bekendt, en ven, en far og en favorit for alle os, der i tykt og tyndt – heldigvis oftest tykt – har forgudet ham, set op til ham.
Tak, Fergie!